European Economic
and Social Committee
Skabelse af et socialt Europa: Det ukrainske parlament vedtager en lov, der skal beskytte de sociale rettigheder og kollektive forhandlinger
Af EØSU's Arbejdstagergruppe
Den 23. februar 2023 stemte det ukrainske parlament for en lov, der skal styrke de sociale rettigheder ved at beskytte den sociale dialog og kollektive forhandlinger. Der er tale om en milepæl i beskyttelsen af de ukrainske arbejdstagere og på Ukraines vej til EU-medlemskab.
Loven fastsætter, at kollektive overenskomster er bindende og sikrer fagforeningernes ret til at forhandle samt deres rettigheder og præferencer i forbindelse med kollektive forhandlinger og social dialog. Den kræver også, at arbejdsgiverne yder materiel og teknisk bistand til fagforeningsaktiviteter i virksomhederne, og at finansieringen af overenskomstmæssige aktiviteter og udgifter indgår i virksomhedernes obligatoriske og beskyttede udgifter. Loven tildeler ligeledes fagforeningerne en stærk rolle i tilfælde af eventuelle ændringer i arbejdsvilkårene, herunder retten til at nedlægge veto mod afskedigelse af fagforeningsaktivister.
Loven blev vedtaget af partier i det ukrainske parlament fra hele det politiske spektrum med stor opbakning fra midter- og centrum-højre-partierne. Arbejdstagergruppen står sammen med det ukrainske folk og de ukrainske fagforeninger og civilsamfundsorganisationer, da de arbejder for fred og social retfærdighed i et land, der er hærget af krig. Deres bidrag, når det gælder om at yde humanitær bistand og holde økonomien i gang under vanskelige forhold og ofte på egen risiko, er uvurderlig. De spiller en afgørende rolle i Ukraines genopbygning, der skal ske med fuld respekt for arbejdstagernes og borgernes grundlæggende rettigheder. Dette er et meget vigtigt skridt, ikke blot for beskyttelsen af de ukrainske arbejdstagere, men også for EU-tiltrædelsesprocessen.