Af Dimitris Dimitriadis, formand for Sektionen for Eksterne Forbindelser

Den nye transatlantiske dagsorden er i øjeblikket et centralt punkt på alle EU-institutioners politiske dagsorden. Det gælder også vores udvalg, navnlig Sektionen for Eksterne Forbindelser, som understreget på det seneste møde i vores opfølgningsudvalg for transatlantiske forbindelser, hvor fremtrædende gæster understregede betydningen af en robust og solid civilsamfundsdialog, og gennem erklæringen fra EØSU's formand samt min erklæring om det amerikanske valg 2020, hvor vi udtrykker håb om et stærkt samarbejde om håndteringen af globale udfordringer.

EU er og vil altid være en stærk partner og allieret med USA, og vi vil med glæde genoptage en produktiv og frugtbar dialog om alle de spørgsmål, som blev blokeret af den forrige regering.

Jeg støtter derfor forslagene om et eventuelt større samarbejde på udvalgte områder (en sundere verden – covid-19 og tiden derefter, beskyttelse af vores planet og velstand, teknologi, handel og standarder, og sidst, men ikke mindst, en sikrere, mere velstående og mere demokratisk verden) og tror på, at en stærk civilsamfundsdialog og gode personlige relationer spiller en afgørende rolle med hensyn til at nå disse mål. Ovennævnte mål omfatter naturligvis også principperne om multilateralisme og de internationale strukturer, som vi har hjulpet med at opbygge.

Vores udvalg, som repræsentant for de europæiske civilsamfundsorganisationer, og især formanden for vores opfølgningsudvalg for transatlantiske forbindelser, Christian Moos, og jeg selv i min egenskab af formand for Sektionen for Eksterne Forbindelser er fortsat engagerede i og fast besluttede på at styrke forbindelserne på tværs af Atlanten.