European Economic
and Social Committee
Den interne rådgivende gruppe EU/Canada
Den samlede økonomi- og handelsaftale (CETA) mellem EU og Canada trådte midlertidigt i kraft den 21. september 2017. Aftalen indeholder kapitler om handel og bæredygtig udvikling, handel og arbejdsmarked og handel og miljø (kapitel 22-24).
Disse kapitler omhandler EU's og Canadas forpligtelser til at fremme arbejdstagerrettigheder, miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling som defineret i internationale instrumenter såsom ILO's konventioner og multilaterale miljøaftaler, herunder gennem tiltag på områder som bæredygtigt skovbrug, fiskeri og virksomhedernes sociale ansvar.
De indeholder også bestemmelser om, at parterne hver især opretter en intern rådgivende gruppe bestående af repræsentanter for civilsamfundsorganisationer.
EU's interne rådgivende gruppe, der er nedsat i medfør af CETA, er sammensat af medlemmer fra EØSU og andre af Europas civilsamfundsorganisationer, idet økonomiske, sociale og miljømæssige interessegrupper, herunder arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer og andre relevante interessenter, er ligeligt repræsenteret.
Det primære formål med EU's interne rådgivende gruppe er at formulere udtalelser og anbefalinger om spørgsmål vedrørende gennemførelsen af kapitlet om handel og bæredygtig udvikling i den samlede økonomi- og handelsaftale mellem EU og Canada.