Af Pietro Vittorio Barbieri

Idræt for personer med handicap tog sit udspring i rehabiliteringsindsatsen i efterkrigstiden. Det var en måde at gøre fysioterapi mere interessant og behagelig. Fysiske udfoldelser og leg hjalp folk med at genfinde glæden ved livet i deres nye tilstand, hvor en traumatisk hændelse var indtruffet eller havde præget deres krop lige siden fødslen.

Der var to klare formål: at styrke folks fysiske autonomi og at hjælpe dem med at genfinde en ægte og stærk identitet, de kunne kalde deres egen. I dag kan man måske hævde, at man gik bort fra fysisk udfoldelse, der fokuserede på rehabilitering, til i stedet at rette fokus mod mere styrke og selvbestemmelse. Med andre ord at give styrke og selvbestemmelse til de mennesker, der følte, at de ikke havde noget sådant eller havde mistet det. Styrken til at bestemme over dem selv og træffe deres egne beslutninger. Det er selve kernen i menneskerettighederne.

Den enkle måde at gøre dette på er gennem folks billede udadtil — det billede, andre mennesker har af én. Den vej, man skal gå, for at genfinde sig selv, krydser umiddelbart det samfund, som folk bor og lever i. At dyrke idræt bliver et middel til at indtage ens egne grundlæggende rettigheder og ens værdighed.

Det har været en lang rejse i mørket. Pionererne i 1960'erne blev helte før deres tid. Ikke desto mindre blev de helte på den lange rejse fra dengang og til nu. Det har været en sej kamp at få anerkendt de paralympiske atleters evner.

Særligt en begivenhed vil gå over i historien, nemlig De olympiske Lege i Seoul i 1988. Det var kulminationen på kampen for at opnå anerkendelse i sportsverdenen, hvor stigmatisering omkring fysiske, sensoriske og mentale idealer var så stærk, at den udgjorde en større hindring end indlemmelse i arbejdslivet, hvor der i stedet herskede fordomme om uproduktivitet. Disse olympiske lege var historiske, fordi Den Internationale Olympiske Komité ønskede at indføre konkurrencer for idrætsudøvere med handicap skiftevis med personer uden handicap. Der var tale om et forsøg, der kun fandt sted én gang, fordi organisatoriske udfordringer – navnlig i forbindelse med tilgængelighed – gjorde det vanskeligt at fortsætte ad den vej. Selv om dette valg kan diskuteres, gav det anledning til de paralympiske lege, vi kender i dag, og hvor hver enkelt paralympisk atlet høster fuld anerkendelse af sin indsats. Endelig kunne man åbne døren til en verden med idræt, der udøves af alle, for alle. En ny æra begyndte.

Nu skulle paralympisk idræt appellere til de mange mennesker, der interesserede sig for sportspræstationer, enten fordi de selv var idrætsudøver, eller fordi de fulgte det i tv. I 1988 var tv-kommentatorerne i Seoul så meget ud af trit, at de ikke engang vidste, hvem favoritterne var i hver enkelt konkurrence. Det kan ikke komme bag på nogen, at det var en fiasko. Sportsjournalister har efterhånden lært at følge med i aktiviteterne blandt idrætsudøvere med handicap. Det var et afgørende skridt i retningen mod et nyt narrativ.

Det fører os til endnu en vigtig begivenhed: De Olympiske Lege i London i 2012. Der var ikke en finger at sætte på arrangementet, hvor navnlig Det Forenede Kongerige havde anlagt en stærk tv-kampagne. Dette resulterede i fuldstændig udsolgte stadioner inden for alle idrætsområder. Det var også på det tidspunkt, at visse idrætsudøvere – takket være det nye journalistiske narrativ – blev berømte. Præcis som deres olympiske kolleger.

Verden har forandret sig siden 1950'erne. Følelsen af ikke længere at være helt usynlig er blevet et vilkår for alle person, der lever med et handicap. Dette narrativ viser en vej, vi håber kan brede sig på samme måde i alle andre områder af menneskers liv, ligesom det hedder i FN's konvention om rettigheder for personer med handicap: "Der er behov for et paradigmeskift...". Og det må siges, at vi - trods alt - har oplevet et sådant i idrættens verden.