European Economic
and Social Committee
Overholdelse af klimaforpligtelserne fremmer fred og sikkerhed
På sin plenarforsamling i januar drøftede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) konsekvenserne af klimaændringer og miljøforringelse for fred, sikkerhed og forsvar. Udvalget understreger, at der er et presserende behov for at investere i at finde solide løsninger på disse globale udfordringer.
I betragtning af at EU-projektets grundlæggende opgave er at fremme og bevare fred, er Europa nødt til at intensivere sin fredsopbyggende indsats.
I udtalelsen understreger EØSU, at fremme af fred er uløseligt forbundet med at bevare og fremme grundlæggende rettigheder og demokrati. EØSU mener derfor, at det er bydende nødvendigt fortsat at integrere sammenhængen mellem klima og sikkerhed i EU's eksterne politikker. Dette bør ske ved at skabe proaktive grænseflader mellem de institutioner, der er ansvarlige for eksterne forbindelser, EU's interne samhørighed og medlemsstaternes sikkerheds- og forsvarstjenester. Udtrykket "sammenhængen mellem klima og sikkerhed" henviser til konsekvenserne af både klimaændringer og miljøforringelse for fred, sikkerhed og forsvar.
Özlem Yildirim, medlem af EØSU og ordfører for udtalelsen, sagde: "EØSU foreslår også specifikke foranstaltninger til effektiv forebyggelse, navnlig investering i solide løsninger, forberedelse af beslutningsprocesserne på kommende spændinger og frem for alt etablering af en reel strategi på dette område på EU-plan. Hurtig og effektiv overholdelse af klimaforpligtelserne fra alle parters side er også en vigtig forebyggende løftestang!"
I Kommissionens forslag tages der hensyn til sammenhængen mellem klima og sikkerhed. EØSU mener imidlertid, at der mangler en fastlæggelse af geografiske, politiske og militære parametre i dokumentet, da der ikke tages højde for, at den omtalte sammenhæng fortsat er under udvikling, og at situationen vil blive forværret og kan føre til alvorlige spændinger mellem medlemsstaterne. Kommissionen og medlemsstaterne er nødt til at føre en permanent specifik dialog om sammenhængen mellem klima og sikkerhed. (at)