European Economic
and Social Committee
EØSU drøfter migration med kommissæren for fremme af vores europæiske levevis
På sin plenarforsamling i juli var EØSU vært for en debat med Kommissionens næstformand Margaritis Schinas, som fremlagde en række kommende initativer inden for sin portefølje for "fremme af vores europæiske levevis". Nogle af disse initiativer var den nye pagt om migration og asyl, dagsordenen for færdigheder, EU-handlingsprogram for sundhed og den nye strategi for sikkerhedsunionen.
Debatten var domineret af migrationspolitiske spørgsmål.
"Vi afventer den nye pagt om migration og asyl med håb, men også med bekymring. Jeg håber, at den vil føre til en gennemgribende reform af Dublinsystemet, som alt for længe har været et sort hul i EU's politik", sagde EØSU's formand Luca Jahier til kommissær Margaritis Schinas.
Luca Jahier påpegede, at det var i forbindelse med migration og integration, at værdierne solidaritet, lighed og retfærdighed, eller mangel på samme, var mest tydelige. Han beklagede den situation, hvor medlemsstaterne i Sydeuropa er nødt til at bære en forholdsmæssigt stor byrde, mens en række andre lande undlader at leve op til deres forpligtelser.
Den nye pagt om migration og asyl, der var annonceret som Von der Leyen-kommissionens første prioritet, var nødt til at blive udsat som følge af pandemien. Den er nu blevet udskudt til efter forhandlingerne om EU's styrkede langsigtede budget.
Kommissær Margaritis Schinas erklærede, at den nye pagt vil udgøre en helhedsorienteret løsning, som blandt andet kombinerer robust forvaltning af de eksterne grænser og delt forvaltning af asylansøgninger, hvorved byrden vil blive delt mellem alle medlemsstater.
I debatten med kommissæren pegede en række EØSU-medlemmer på vigtigheden af fuld social og økonomisk inklusion af migranter og behovet for at fremhæve deres bidrag til vores samfund og økonomier. (ll/ks)