European Economic
and Social Committee
Genopretning af bæredygtige kulstofkredsløb: EØSU støtter Kommissionens holdning
I en udtalelse, der blev vedtaget på plenarforsamlingen i maj, støtter Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) Kommissionens meddelelse om bæredygtige kulstofkredsløb og mener, at den fælles landbrugspolitik skal udgøre den strategiske ramme, der baner vejen for overgangen til landbrug med lave CO2-emissioner.
Som reaktion på det presserende behov for handling på klimaområdet har Den Europæiske Union lovfæstet sit mål om klimaneutralitet i hele økonomien senest i 2050. For at nå dette ambitiøse mål skal der etableres bæredygtige og klimaresistente kulstofkredsløb gennem nøgleaktioner såsom genanvendelse af kulstof fra affaldsstrømme, fra bæredygtige kilder til biomasse eller direkte fra atmosfæren og opskalering af CO2-fjernelsesløsninger, der opsamler kuldioxid (CO2) fra atmosfæren og langtidslagrer den.
"Løsningen på problemet med at sikre kulstofneutralitet kræver en reduktion af drivhusgasemissionerne, grønne alternativer til fossilt kulstof og øget kulstofdræn", sagde udtalelsens ordfører, Arnold Puech d'Alissac. Han tilføjede, at EØSU støtter Kommissionens meddelelse om kulstofkredsløb, hvori der foreslås to løsninger til eliminering og binding af kulstof: naturbaserede løsninger (kaldet kulstofbindende dyrkning) og teknologiske løsninger i industrien.
EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at anlægge en holistisk tilgang til emnet: at øge kulstofdræn og erstatte fossilt kulstof så meget som muligt vil kræve mere biomasse, hvilket vil påvirke jordbrugssektoren. Jordbrugssektoren kan inddrages aktivt i bekæmpelsen af den globale opvarmning og samtidig bidrage til en bredere overgang til et bæredygtigt fødevaresystem.
Kulstofbinding bør ikke kun ses som en kommerciel mulighed, men også som et centralt element i det europæiske landbrug i fremtiden og som et redskab for klimaindsatsen: CO2-kreditter skal godtgøre for en ydelse, nemlig binding af atmosfærisk kulstof, men også bidrage til overgangen til lave CO2-emissioner i landbrugssektoren.
Udvalget fremhæver også den afgørende rolle, som den fælles landbrugspolitik skal spille med hensyn til at fastlægge de politiske rammer for overgangen til landbrug med lave CO2-emissioner, dvs. landbrug, der udleder mindre og binder mere kulstof. Udvalget understreger imidlertid også, at kulstoflagring ikke bør være en konditionalitet i den fælles landbrugspolitik, og at et specifikt marked skal skabes og støttes. EØSU mener, at udviklingen af kulstofbinding vil kræve en klar retlig ramme, som er fælles for alle medlemsstater, idet der tages hensyn til forskellene i det investeringsniveau og den støtte, som medlemsstaterne kan yde. (ks)