EU er forpligtet til at forsvare vores grundlæggende værdier, herunder rettighederne for personer, der tilhører mindretal. Derfor støttede EØSU på det kraftigste fastlæggelsen af Kommissionens strategi for bekæmpelse af antisemitisme og fremme af jødisk liv på plenarforsamlingen i marts.

EØSU er overbevist om, at antisemitisme tester idéen om Europa, retsstatsprincippet, de grundlæggende rettigheder og demokratiet,forklarer ordfører Ákos Topolánszky.

Udvalget glæder sig over strategien for ikke blot at bekæmpe antisemitisme, men også at fremme jødisk liv og arbejde for offentlige politikker og samarbejde på fællesskabsplan, der fremmer gensidig accept.

EØSU mener, at det er vigtigt at forstå årsagerne til alle former for vold mod jøder og jødiske samfund for at kunne træffe effektive foranstaltninger, ikke kun gennem det strafferetlige system, men også gennem et mere effektivt system for handling på fællesskabsplan og i samfundet. 

Desuden skal den jødiske kultur som en integreret del af den europæiske identitet gøres mere tilgængelig for borgerne og den brede offentlighed. EØSU opfordrer EU-institutionerne, medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter til at præsentere og fejre det jødiske samfunds rolle i EU som en væsentlig og uløseligt forbundet del af en fælles kultur.

Udvalget mener, at alle forfatningsmæssige og EU-retlige instrumenter konsekvent bør anvendes til at tackle antisemitisk indhold i medierne, samtidig med at kendskabet til og forståelsen af jødisk liv gennem en mere afbalanceret og følsom rapportering skal forbedres. 

I de fleste tilfælde er de jødiske samfunds og deres medlemmers repræsentation i de traditionelle og sociale medier meget begrænset og fokuserer primært på virkningen af antisemitisk vold og terrorisme. Der er imidlertid også behov for at præsentere positivt indhold ud over dette som en anerkendelse af betydningen af social sameksistens. 

Endelig opfordrer EØSU Kommissionen til at give bekæmpelsen af antisemitisme og det strategiske program til støtte for jødisk liv en stærk ekstern dimension i alle aspekter af samarbejdet med tredjelande og internationale organisationer. Udvalget peger på vores naboskabspolitik og instrumenterne til finansiering af udviklingssamarbejde samt instrumenterne til at bringe EU-kandidatlandene tættere på EU som hensigtsmæssige mekanismer til at bekæmpe antisemitisme og fremme jødisk liv. (gb)