European Economic
and Social Committee
Den nye ramme for frihandelsaftaler skal omfatte civilsamfundsorganisationerne
I en nylig rapport sagde EØSU, at civilsamfundsorganisationerne bør inddrages tæt i forhandlingerne om nye frihandelsaftaler som led i EU's nye handelspolitik.
EØSU er overbevist om, at civilsamfundsorganisationerne og arbejdsmarkedets parter bør have en plads i forhandlingerne om EU's nye handelsstrategi. Dette vil bidrage til at sikre, at fordelene ved denne politik reelt fordeles mellem alle deltagere, både i EU og i partnerlandene.
I februar 2021 fremlagde Kommissionen en ny åben, bæredygtig og determineret handelspolitik, hvor EU står hårdere over for sine handelspartnere og sætter bæredygtigheden i centrum. EØSU mener dog, at der er en række forudsætninger, der skal være opfyldt, for at gennemføre denne politik.
I en initiativudtalelse, der blev vedtaget på EØSU's plenarforsamling i marts, påpegede repræsentanterne for civilsamfundsorganisationerne, at der er behov for en ny ramme for frihandels- og investeringsaftaler for at inddrage civilsamfundsorganisationerne og samtidig øge offentlighedens bevidsthed.
Stefano Palmieri, medlem af EØSU og ordfører for udtalelsen, understregede, atder er behov for en forhandlingsmetode, som gør det muligt at fastlægge en ny køreplan for, hvordan civilsamfundsorganisationer og arbejdsmarkedets parter aktivt inddrages i alle forhandlingsfaser.
EØSU har kritiseret EU's forskellige forhandlingsredskaber og mener, at det er på tide at udarbejde en ny forhandlingsstrategi med nye standarder og procedurer for at sikre en bred og konstruktiv inddragelse af civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter. Det første skridt i denne retning er undertegnelsen af et aftalememorandum mellem forhandlingsparterne, som ville sikre, at begge parter afslutter de forskellige forhandlingsfaser. Det andet skridt er en gennemgribende reform af de interne rådgivende grupper. I udtalelsen foreslås det, at alle undertegnede aftaler skal indeholde en protokol om de interne rådgivende gruppers funktion.
Denne dobbelte reformproces vil bygge på EU's nye handelspolitik og bidrage til at nå målene.