Det Europæiske økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) afholdt en konference med titlen Shaping Europe Together. Formålet med arrangementet, der fandt sted i forbindelse med afslutningen af konferencen om Europas fremtid, var at afslutte udvalgets hidtidige arbejde og drøfte den aktuelle situation, de kommende udfordringer og ambitionerne for fremtiden.

EØSU's formand Christa Schweng indledte debatten, henviste til de seneste historiske begivenheder i Ukraine og svarede på det åbne spørgsmål om, hvorvidt det nu er det rette tidspunkt at drøfte Europas fremtid på.

"Den aggression mod Ukraine og dets befolkning, som vi er vidner til, viser, at der er et presserende behov for yderligere at styrke det europæiske projekt og Europas grundlæggende værdier såsom fred, frihed og demokrati", sagde Christa Schweng.

Hun understregede, at arrangementet er en vigtig mulighed for at tage bestik af den aktuelle situation og gøre status over de seneste måneders hændelser.

EØSU har gennemført outreachinitiativer og arrangementer i alle medlemsstater for at sikre en retfærdig repræsentation og inddrage arbejdsgiverne, arbejdstagerne og hele det organiserede civilsamfund samt fremføre deres synspunkter på konferencen om Europas fremtid. Udvalget vedtog også en resolution om en ny fortælling om Europa og offentliggjorde adskillige idéer på konferencens onlineplatform. 

Som en afsluttende bemærkning sagde Clément Beaune, statssekretær for europæiske anliggender under Frankrigs minister for Europa og Udenrigsanliggender: "Det vil kræve debatter og institutionelle afgørelser at gennemføre borgernes forslag, og EØSU kan fungere som vogter for at sikre, at forventningerne opfyldes."

EØSU har spillet en aktiv rolle i konferencen om Europas fremtid gennem udvalgets ad-hoc gruppe og i sin egenskab af observatør i konferencens bestyrelse og medlem af plenarforsamlingen. (ks)