En hyldest til alle dem, der spreder lys i deres lokalsamfund

Kære læser

I slutningen af 2021 besluttede EU at gøre 2022 til det europæiske ungdomsår. Formålet var at rette fokus mod de unge, navnlig i lyset af covid-19-krisen, som gik hårdt ud over dem og påvirkede deres situation negativt både på arbejdsmarkedet og på uddannelsesområdet.

EU ville have beslutningstagerne til at fremme mulighederne for unge og tilskynde dem til at blive aktive medborgere og forandringsaktører og opfordrede beslutningstagerne til at sikre størst mulig inddragelse af de unge, der er sværest at nå ud til, dvs. unge med handicap eller fra minoritetsgrupper eller dårligt stillede områder.

Vi havde på det tidspunkt ingen anelse om, at vi under to måneder inde i det europæiske ungdomsår ville befinde os i en helt ny situation, hvor unge ved EU's østlige grænser ville flygte for at søge skjul for bomber og missiler, være tvunget til at forlade deres hjemland for ikke at blive dræbt eller ville miste deres brødre, fædre eller deres eget liv i blodige skyttegrave på de ukrainske slagmarker som følge af Ruslands grusomme angreb mod Ukraine og dets civilbefolkning.
Som følge af et år med så turbulente begivenheder besluttede EØSU at gøre civilsamfundsprisen 2022 til en dobbelt pris med to temaer – unge og Ukraine.

I den første kategori med titlen "Styrkelse af unges muligheder for indflydelse" ledte vi efter projekter, der på kreativ vis opmuntrede til og hjalp nye generationer med at komme til orde og stå fast i en mere og mere polariseret og fjendtlig verden, der kæmper mod inflation, klimaforandringer og energikrisen for blot at nævne nogle af udfordringerne.

Prisen i kategorien "Det europæiske civilsamfund hjælper Ukraine " skulle hylde civilsamfundet, som hurtigt mobiliserede sig for at hjælpe ukrainske borgere, så snart krigen gik i gang, og anerkende de tusindvis af civilsamfundsinitiativer, der skød op rundt om i Europa som reaktion på situationen i Ukraine efter Ruslands angreb.

Vi modtog over hundrede ansøgninger, og det var ikke nogen nem opgave at udvælge de bedste, da alle ansøgerne fortjente en pris for deres dedikation og solidaritet. Prisen gik i sidste ende i fællesskab til seks organisationer, tre i hver kategori, fra fem EU-lande: Italien, Polen, Portugal, Rumænien og Spanien, der havde hele to vinderprojekter.  

Den 15. december hyldede vi deres fantastiske resultater ved prisoverrækkelsen i Bruxelles.

Alle tre vinderprojekter i ungdomskategorien hjalp unge, der har det svært, fordi de kommer fra dårligt stillede samfundsgrupper: unge fra romamindretallet, unge, som har tilbragt en del af eller hele deres barndom i plejesystemet og nu skal ud i verden på egen hånd, eller unge, der af forskellige årsager er socialt udstødte.

De tre projekter vedrørende Ukraine hjalp flygtninge på forskellige måder i form af hjælp ved ankomst ved grænserne og indsamling af bistand, pasning af kræftramte børn eller hjælp til at integrere sig gnidningsfrit i de nye samfund.

Lad mig i denne indledning til vores særudgave af EØSU Info om civilsamfundsprisen runde af med at gentage ordene fra repræsentanten for det polske vinderprojekt, Martyna Kowacka. Som en symbolsk gestus medbragte hun fredslyset fra Betlehem til prisoverrækkelsen og henviste til vigtigheden af at tage kampen op mod det onde og opbygge værdier som tolerance, venskab og vilje til at hjælpe.

Hun sagde, at hun håbede, at alle ville yde deres eget bidrag, så vi en dag vil opleve fredslyset erstatte krigsilden.
Vi tror på, at denne krigsild takket være de mange og uselviske bestræbelser blandt mennesker i lokalsamfundene, der hver dag bidrager til at gøre verden et bedre sted, snart slukkes og erstattes af fredslyset. Og med vores pris vil vi hylde ikke bare vores vindere og ansøgere, men også enhver enkeltperson og organisation, der fortsat skaber lys i deres lokalsamfund.

Cillian Lohan, næstformand med ansvar for kommunikation