European Economic
and Social Committee
EU har brug for en reel strategi for energisystemintegration
EØSU bakker op om Kommissionens opfordring til energisystemintegration. I fremtiden bør elektricitet, varme og transport være indbyrdes forbundet med det overordnede mål at forbedre effektiviteten og sikre en klimaneutral økonomi
I en udtalelse udarbejdet af Lutz Ribbe og vedtaget på plenarforsamlingen i januar påpeger EØSU, at en sådan strategi kan bidrage til at sikre energiforsyningen, mindske importen af energi og sikre økonomisk overkommelige priser for de europæiske forbrugere.
Efter udvalgets mening formår Kommissionen dog ikke at forklare, hvordan EU kan opnå forsyningssikkerhed ved hjælp af energikilder med lav eller ingen CO2-udledning.
"Energiomstillingen i Europa vil kun lykkes, hvis alle spørgsmål behandles," sagde Lutz Ribbe i forbindelse med plenarforsamlingen.
"Kommissionen fastslår, at 84 % af efterspørgslen efter elektricitet skal dækkes af vedvarende energikilder, men præciserer ikke, hvilke kilder den resterende del af elektriciteten skal komme fra. Det er tydeligvis uacceptabelt. Forsyningssikkerhed er altafgørende for den europæiske økonomi og forbrugerne, især fordi elektrificeringen af varmeforsyningen og transportsektoren forventes at øge efterspørgslen efter elektricitet på trods af fremskridt med effektiviteten."
EØSU er enig med Kommissionen i, at den mangelfulde eller manglende CO2‑prissætning i varme- og transportsektoren er et alvorligt problem for systemintegrationen.
Dertil kommer, at vedvarende energikilder ikke altid prioriteres frem for fossile brændstoffer. I mange medlemsstater forvrides markedet af en høj beskatning af elektricitet og ekstremt forhøjede nettariffer. I disse tilfælde er brugen af overskudsstrøm til produktion af varme – den enkleste form for systemintegration – ikke økonomisk bæredygtig.
Udvalget opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at fremsætte konkrete løsningsforslag frem for blot at beskrive problemet og være tøvende og vag i sine udmeldinger. (mp)