EØSU opfordrer til, at anvendelsesområdet for Kommissionens forslag om et EU-handicapkort udvides til også at omfatte længere arbejds- eller studieophold for at sikre fri bevægelighed for personer med handicap i EU.

EØSU glæder sig over Kommissionens forslag om et EU-handicapkort og et EU-parkeringskort for personer med handicap som et første skridt i retning af fri bevægelighed for personer med handicap i EU.

"Forslaget om de to kort vil berøre mere end 80 millioner europæere med handicap", sagde Ioannis Vardakastanis, hovedordfører for EØSU's udtalelse om EU-handicapkort og EU-parkeringskort for personer med handicap, som blev fremlagt på EØSU's plenarforsamling den 14. december. "Dette er et meget vigtigt skridt i retning af at fjerne alvorlige hindringer og sikre, at personer med handicap, både europæere og tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt i en medlemsstat, kan nyde godt af det grundlæggende princip, som Unionen bygger på, nemlig fri bevægelighed. Yderligere politikker vil blive baseret på dette i fremtiden."

EØSU har imidlertid gjort opmærksom på, at forslaget ikke fjerner nogle af de største hindringer for den frie bevægelighed for europæere med handicap, dvs. manglende overførsel af handicaprelaterede fordele, når de flytter til et andet EU-land for at arbejde eller studere. I sin initiativudtalelse opfordrer EØSU til, at forslagets anvendelsesområde udvides, således at kortene kan bruges til at få midlertidig adgang til ydelser, der er knyttet til socialpolitikker eller nationale sociale sikringsordninger, når en person med handicap flytter til en anden medlemsstat.

Dette er tydeligvis ikke tilfældet på nuværende tidspunkt. En person, der flytter fra en medlemsstat til en anden, mister sin ret til handicapydelser, når vedkommende krydser grænsen, indtil personens handicap er blevet revurderet i den nye medlemsstat.

Revurderingsprocessen kan tage mere end et år, og i denne overgangsperiode er personen uden anerkendt handicapstatus eller støtte. "Vi anmoder om, at anvendelsesområdet udvides for at sikre, at der ikke bliver noget juridisk tomrum og ingen huller i denne periode i det nye land. Det vil gøre det muligt for personer med handicap at leve med værdighed fra starten", sagde Ioannis Vardakastanis. (ll)