European Economic
and Social Committee
Fastlæggelse af vores prioriteter
Kære læser
Knap ti måneder efter at Rusland indledte sin krig i Ukraine, rammes ukrainske byer fortsat af daglige missilangreb. Den seneste udvikling, herunder en dødelig begivenhed på EU's jord, er en påmindelse om den konstante sikkerhedstrussel og om krigens konsekvenser. På den baggrund står det klart, hvad der bør være vores fælles EU-prioriteter for de kommende måneder.
Vores første prioritet er fortsat støtte til Ukraine og landets befolkning, som lever under ekstreme forhold. Som følge af skader på vandnettet og strømafbrydelser har millioner af mennesker i hele Ukraine ikke tilstrækkelig adgang til rent vand, elektricitet og varme. EU må ikke stoppe med at udvise støtte og solidaritet.
Vores anden prioritet er EU's sikkerhed og demokratiske værdier. Det er jeg blevet forsikret om efter Sveriges tilkendegivelse af, at EU-borgernes sikkerhed og beskyttelsen af EU's grundlæggende værdier er to af de centrale spørgsmål, der vil præge den politiske kurs for det næste formandskab for Rådet for Den Europæiske Union. Vores solidaritet med Ukraine må ikke ske på bekostning af vores egen sikkerhed eller egne værdier. Det er afgørende, at vi står sammen i Europa.
De øvrige prioriteter handler om at håndtere en energikrise af hidtil uset størrelse samt fremskynde den grønne omstilling. I lyset af de dystre økonomiske udsigter for Europa, hvor inflationen ved årets udgang forventes at nå op på 9,3 % i EU, er vi nødt til klart at fastlægge de rette prioriteter i stedet for blot at gøre tingene, som vi plejer. Det er af afgørende betydning for vores økonomier og samfund samt for vores demokratier, at vi sikrer genopretningen, og at vi støtter virksomheder og borgere, der kæmper med høj inflation og høje energipriser.
Vi må heller ikke glemme behovet for at styrke EU's evne til at konkurrere om fremtidens job. Eftersom virksomhederne i EU har svært ved at finde tilstrækkeligt kvalificeret arbejdskraft, samtidig med at mange af vores unge ikke kan finde arbejde, er det på høje tid at tage fat på at udligne misforholdet mellem udbudte og efterspurgte kvalifikationer. Hvis vi vil opretholde vores konkurrenceevne på verdensmarkedet, har vi ikke råd til at spilde vores menneskelige kapital i EU.
En anden global prioritet er kampen mod klimaændringer. EØSU har i både sine udtalelser og afholdte arrangementer været ivrig fortaler for også at gøre den europæiske grønne pagt til en social pagt. Desværre er den sociale dimension stadig ikke synlig nok. Den sociale dialog bør være en integreret del af de politikker, man har indført for at nå de klimapolitiske mål for 2050.
Lad mig i den forbindelse også understrege, hvor vigtigt det er at styrke deltagelsesdemokratiet i Europa. Med alle de udfordringer, der ligger foran os, er jeg dybt overbevist om, at det kun vil lykkes os at løse dem, hvis vi gør det til fast standard at inddrage de europæiske borgere. Der skal følges op på erfaringerne og anbefalingerne fra konferencen om Europas fremtid. EØSU er parat til at spille en central rolle som fremtidigt knudepunkt for borgerdeltagelse i Europa.
Nu, hvor vi nærmer os udgangen af 2022 – det europæiske ungdomsår – vil jeg sidst, men ikke mindst, endnu en gang takke alle de unge fra generation Y og Z for at forsvare EU's værdier og uophørligt kæmpe for at skabe en bedre, mere inklusiv og bæredygtig verden. Det er et ansvar, vi er fælles om.
Christa Schweng
Formand for EØSU