Et år inde i EØSU's nye mandatperiode: en første anledning til at gøre status

Vi husker alle den dag, vi indledte den nye mandatperiode. Det var den 28. oktober 2020, hvor pandemien var på sit højeste, og plenarmødet måtte finde sted online. Alt var surrealistisk. Fremtiden forekom uvis, og ingen vidste, hvornår og hvordan en vaccine ville blive tilgængelig, men det lykkedes os at få arbejdet sat i gang.

Pandemien førte til en global sundhedskrise, hvor millioner af mennesker mistede livet, og en global økonomisk krise, som vi bestræber os på at komme ud af. På dette dramatiske tidspunkt havde Den Europæiske Union styrke og vilje til at handle ekstremt hurtigt for at træffe hidtil usete foranstaltninger. På sundhedsområdet støttede indkøb af medicinsk udstyr og beskyttelsesudstyr og de foranstaltninger, der blev truffet med hensyn til vacciner, vores nationale sundhedstjenester. Set ud fra et økonomisk og finansielt synspunkt har EU iværksat nødforanstaltninger og stillet hidtil usete finansieringsmidler til rådighed, bl.a. SURE for at mindske risiciene for arbejdsløshed, og EU-genopretningsplanen NextGenerationEU.

Ud over dette har det seneste år været præget af et stigende antal hændelser forbundet med klimaændringer: brande i Frankrig, Italien og Grækenland, oversvømmelser i Belgien, Nederlandene og Tyskland og smeltende gletsjere i Grønland. Miljøet er ligesom menneskekroppen. Det sender utvetydige signaler om sin sundhedstilstand. Samfundet beskæftiger sig nu med disse spørgsmål og er mere bevidst om problemerne end tidligere, og de unge er nøgleaktører i disse kampe med "Fredage for Fremtiden"-bevægelsen, der opfordrer politikerne til at træffe konkrete og rettidige foranstaltninger for at sikre en fremtid for jorden. Kommissionen har givet et nyt afsæt for sin miljøpolitik med den grønne pagt. Vi er tilbage på rette spor.

De seneste par måneder har været præget af indledningen af konferencen om Europas fremtid. Den giver borgerne en enestående mulighed for at deltage i debatten om Den Europæiske Unions udformning.

EØSU har været dybt engageret i hvert af disse emner. Der er blevet udarbejdet udtalelser og erklæringer om sundhedsunionen, om NextGenerationEU, om den grønne pagt og om den europæiske søjle for sociale rettigheder, som er blevet sendt til institutionerne. Borgerne, arbejdstagerne, iværksætterne og det organiserede civilsamfund som helhed har en stemme, og denne stemme skal høres.

I september inviterede Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, den italienske vinder ved de paraolympiske lege, Bebe Vio – en ung kvinde, der har kæmpet mod og overvundet enhver form for modgang siden barndommen – til sin tale om Unionens tilstand. Hendes ord bør anspore os alle, især de yngre generationer, til at opbygge en Europæisk Union med solidaritet og mangfoldighed: "Hvis det ser umuligt ud, kan det lade sig gøre."

Giulia Barbucci, næstformand for EØSU