European Economic
and Social Committee
EØSU støtter en åben, bæredygtig og determineret EU-handelspolitik
Kommissionens nye handelsstrategi bygger på principper om engagement, som vil hjælpe EU med at nå sine indenrigs- og udenrigspolitiske mål. Sideløbende hermed vil moderniseringen af Verdenshandelsorganisationen (WTO) være nøglen til at skabe resultater for de kommende generationer.
"Vi er nødt til at have en klar strategi, være åbne og determinerede og forbedre interessenternes inddragelse i handelspolitikken, fordi de grundlæggende vilkår for international handel ændrer sig," sagde Timo Vuori, EØSU-ordfører for udtalelsen om gennemgangen af handelspolitikken.
Det er på tide, at Europa giver slip på sin naivitet og vælger en mere determineret tilgang, når Unionen forsvarer sine værdier og handelsforpligtelser. På de områder, hvor WTO ikke, eller kun delvist, kan imødekomme EU's interesser, bør EU gøre brug af en bred vifte af frihandelsaftaler, som afspejler europæiske principper og de internationale standarder, som Unionen har til fælles med førende og nye økonomier i international handel.
Christophe Quarez, medordfører for udtalelsen, bemærkede: "Alt arbejde skal tage udgangspunkt i multilateralisme og en reform af WTO".
EØSU er enig i, at modernisering af Verdenshandelsorganisationen (WTO) er en topprioritet. EU skal derfor føre an i ambitiøse reformer af WTO ved at nedbryde tabuer inden for sociale og klimarelaterede aspekter af handel.
En handelspolitik, der skaber resultater for borgerne
EØSU glæder sig over dagsordenen for handel, der tager højde for en del af interessenternes bekymringer. Der mangler imidlertid overvejelser om, hvordan inddragelsen af civilsamfundet kan forbedres.
EØSU understreger behovet for et fortsat samarbejde med civilsamfundet på nationalt plan og EU-plan for at sikre, at handelspolitikken skaber værdi i vores dagligdag.
Civilsamfundet skal blive en aktiv partner i handelspolitikken lige fra udformning af handelsredskaber og -aftaler til overvågning af dem.
EØSU bakker i høj grad op om, at EU påtager sig en aktiv rolle i udformningen af globale regler for en mere bæredygtig og fair handel, som ikke blot skaber velstand og sikkerhed for handelspartnerne, men ligeledes for de enkelte lande og deres borgere. (at)