Siden Vietnamkrigen har det internationale journalistsamfund bevæget sig i retning af objektiv krigsrapportering, hvor der ikke gives udtryk for støtte til nogen af parterne. Denne nye praksis blev betragtet som et meget stort fremskridt i retning af objektivitet i modsætning til den tidligere praksis, hvor journalister var tilknyttet et lands militær. Dette kunne naturligvis lade sig gøre på grund af mediernes økonomiske vækst, men det skyldtes også, at de fleste konflikter blev udkæmpet "langt væk" fra de store medievirksomheders hovedsæder. Der var tale om "udenlandske" krige, så det var forholdsvis nemt for journalister at holde følelserne på afstand. Krigen i Ukraine har sat denne teori under pres og forventes i den nærmeste fremtid at medføre betydelige ændringer i mediernes overordnede funktion og deres samspil med samfundet og staten.

Set i et kommunikationsperspektiv har krigen i Ukraine, som begyndte med Ruslands invasion af Krim i 2014, været kendetegnet ved massive løgne. Internationale medier, både store og små, rapporterede om "nynazister, der undertrykker den russisktalende befolkning i det vestlige Ukraine", hvilket gav Kreml en undskyldning for at fortsætte sine grusomheder. Offentliggørelsen af disse nyhedsreportager var ikke i så høj grad et udtryk for vestlige mediers inkompetence som et tegn på at "Vestens" medier ikke var klar til at håndtere den bølge af desinformation, som var organiseret og finansieret af Moskva. Det var et signal om, at Moska brugte den vestlige verdens frihedsrettigheder til at bekæmpe netop disse friheder.

Da dette blev tydeligt, navnlig i løbet af de seneste tre måneder, har en stor del af de udenlandske journalister åbent støttet Ukraine. Dette skyldes ikke kun, at landet udsættes for et uprovokeret angreb, men at disse journalister har indset, at der også foregår et angreb på alle de principper og værdier, som ytringsfriheden og mediernes funktion blandt andet er baseret på.

Ved første øjekast kan dette valg ses som en "forpligtelse" på journalistsamfundets vegne til at forblive objektive, uanset hvor "objektiv" og "upartisk" en voldtægtsforbryder og vedkommendes offer måtte fremstilles. Denne krig har med større tydelighed end andre begivenheder vist, at en "objektiv afstandtagen" til offer og gerningsmand altid vil være til fordel for sidstnævnte.

Dilemmaet har desuden handlet om at skulle vælge mellem objektivitet og moral. Det kan lyde mærkeligt, men mange af de store medievirksomheder står over for dette dilemma. Det har også handlet om, hvorvidt "Europa", i det mindste som ukrainerne opfatter det, er parat til at forsvare sine frihedsrettigheder, selv hvis det kræver en strengere kontrol med potentielle krænkelser af disse friheder.

I de seneste otte år har det ukrainske samfund og navnlig journalister i Ukraine været klar over, at Den Russiske Føderation – og fremover enhver magt, der modarbejder europæiske principper og værdier – mener, at vores ytringsfrihed og medierne som institution kan anvendes som et krigsvåben. Et våben, der kan bruges imod os.

På trods af den militære invasion af Ukraine er ukrainerne i de seneste otte år også blevet fremstillet som ansvarlige eller til dels ansvarlige for denne situation. De er blevet fremstillet som gerningsmænd, selv om de faktisk var ofre. En af konsekvenserne heraf kan ses på slagmarken i form af færre sanktioner mod Rusland, forsinkelser i leveringen af våben til Ukraine osv. Denne situation ser ud til at ændre sig nu, ikke blot takket være det journalistiske arbejde, der hjælper med at afdække Ruslands kolossale løgne, men også på grund af det faktum, at mange journalister genopdager deres rolle i samfundet. Det er ikke en rolle som holdningsløs budbringer, men som et samfunds centrale nervesystem, der bl.a. bidrager til at besvare det simple spørgsmål: Hvad er godt, og hvad er ondt?

Kostas Onishenko

Kostas Onishenko er en græsk journalist, der bor og arbejder i Ukraine som korrespondent for græske medier