European Economic
and Social Committee
Indlæg ved EØSU's formand Christa Schweng om lanceringen af konferencen om Europas fremtid
På dagen for lanceringen af konferencen om Europas fremtid opfordrer jeg borgerne til at deltage i dette historiske arbejde. Jeg vil også appellere til de politiske beslutningstagere om at sikre, at vi får mest muligt ud af, hvad folk har på hjerte.
Konferencen er en unik øvelse i deltagelsesdemokrati. Hvis den skal lykkes, skal den fokusere på bottom-up-indflydelse. Vi skal nå ud til almindelige mennesker i alle hjørner af EU og lytte til, hvad de har på hjerte. Vi skal engagere os på lige fod med dem, der allerede er overbevist, og dem, der har en tøvende indstilling over for EU.
Men at lytte til borgerne er kun det første skridt. De idéer, der kommer til udtryk under konferencens arrangementer, bør resultere i konkrete anbefalinger til EU's indsats. Jeg vil desuden vælge en jordnær tilgang til rammerne for diskussionen. Det er bedre at opnå mindre ambitiøse konklusioner, der er acceptable for alle, end at fortabe sig i filosofiske stridigheder på højt plan uden chance for at nå til enighed.
Desuden skal fremskridtene kunne måles. Jeg går ind for, at der oprettes et "kontrolpanel", hvor borgerne kan følge op på de foranstaltninger, som konferencen munder ud i. Borgerne skal kunne få et klart billede af situationen og kunne se en tidslinje for de emner, de har arbejdet på. Institutionerne skal forklare, hvorfor de følger op på eller ikke følger op på bestemte forslag.
Europas fremtid kræver en ny, positiv fortælling. Vi er nødt til at bevise, at Europa er et fantastisk sted at bo og trives – et sted, der skaber muligheder for, at alle kan leve det liv, de ønsker, på grundlag af alment accepterede værdier. Borgere i USA er stolte af deres amerikanske drøm. Jeg mener, at det er på tide, at europæerne endelig begynder at nyde og værdsætte deres egen levevis og de fordele, den giver.
EØSU vil fortsat bidrage aktivt til konferencen – gennem vores arrangementer og ved at mobilisere civilsamfundsorganisationer i hele Europa. Vi håber, at vores stemmer vil blive hørt højt og tydeligt. Hvis vi virkelig ønsker at bringe det europæiske projekt tilbage til borgerne, bør civilsamfundet være i førersædet.