EU skal overvinde covid-19-krisen ved at opbygge en ny samfundsmodel baseret på grønnere, mere retfærdige og mere modstandsdygtige økonomier. Som ren energi kan brint være en vigtig drivkraft for omstillingen. Dette er hovedtanken bag en udtalelse fra Pierre Jean Coulon, som blev vedtaget på EØSU's plenarforsamling i januar.

I udtalelsen støtter EØSU EU's brintstrategi, som Kommissionen har fremsat som et skridt fremad mod etableringen af et gunstigt miljø til at øge forsyningen af og efterspørgslen efter brint og til at opnå en kulstofneutral økonomi.

"Ren brint skal være en klar prioritet, da det er det eneste alternativ, der er foreneligt med klimaneutralitet", sagde Pierre Jean Coulon under plenarforsamlingen. "Den Europæiske Genopretningsfond skal gøre det muligt for virksomheder, innovative iværksættere, arbejdstagere og investorer at cementere deres førerposition på markederne for ren energi."

EØSU støtter især oprettelsen af en europæisk alliance for ren brint, som har til opgave at planlægge produktionsinvesteringer og håndtere efterspørgslen efter ren brint i EU.

Dette organ vil omfatte ledere fra industrien, civilsamfundet, nationale og regionale ministre og Den Europæiske Investeringsbank. Da EØSU vil spille en central rolle med hensyn til at fremskynde omstillingen af de europæiske industrier, er det vigtigt, at udvalget inddrages i sin egenskab af repræsentant for det organiserede civilsamfund. (mp)