European Economic
and Social Committee
To år med Hannah Arendt-initiativet: Beskyttelse af journalister i kriseområder og i eksil
Et af de programmer, der blev præsenteret på EØSU's Connecting EU-seminar om journalistik i 2024, var Hannah Arendt-initiativet. Det er et netværk af civilsamfundsorganisationer, der støtter og beskytter journalister, der arbejder under ekstremt pres og udsættes for censur, chikane og forfølgelse. Initiativet er et beskyttelsesprogram, der finansieres af den tyske forbundsregering, og som tilbyder mange former for værdifuld hjælp til journalister i hele verden – fra Afghanistan og Sudan til Rusland og Ukraine – uanset om de befinder sig i deres hjemlande eller i eksil.
Når kritiske røster bringes til tavshed, journalister fængsles og hele medieforetagender lukkes, har offentligheden ikke længere adgang til uafhængige oplysninger. Sådanne oplysninger er imidlertid afgørende for en fri meningsdannelse og et velfungerende demokrati.
To år efter at Hannah Arendt-initiativet blev lanceret af den tyske forbundsregering, er der ikke mindre grund til bekymring – faktisk er bekymringerne blevet større. Det seneste internationale pressefrihedsindeks udarbejdet af Journalister uden Grænser viser, at forholdene for mediefolk er blevet forværret på verdensplan. Der er i øjeblikket flere lande – i alt 36 – i den nederste kategori (hvor situationen klassificeres som "meget alvorlig"), end der har været i mere end ti år. Journalister fra en række lande i denne kategori, herunder Rusland, Afghanistan og Sudan, støttes af flere projekter, der gennemføres af Hannah Arendt-initiativets partnerorganisationer.
Takket være Hannah Arendt-initiativet – et beskyttelsesprogram, der finansieres af Tysklands udenrigsministerium og forbundsregeringens ansvarlige for kultur og medier – kan mediefolk modtage mange forskellige former for hjælp, enten i deres hjemland eller i eksil. Nogle gange er det endda muligt at hjælpe, hvor det ved første øjekast forekommer umuligt. Et projekt under initiativet støtter f.eks. kvindelige journalister i Afghanistan: de modtager uddannelse i sikkerhed, stipendier og tilbydes mentorordninger på modersmålet. Et særligt stort antal kvinder i mediebranchen har mistet deres arbejde, siden Taliban tog magten i 2021, hvilket betyder, at der nu næsten ikke længere er nogen kvinder, der arbejder inden for radio og tv. Siden da er hele sektoren reduceret kraftigt.
Russiske og sudanske mediefolk kan drage fordel af Hannah Arendt-initiativet i nabolande. Der er oprettet særlige centre, der fungerer som kontaktpunkter for mediefolk i eksil. De drives eller støttes af initiativets partnere. Exile Media Hubs og Casa para el Periodismo Libre (et frirum for journalister i eksil) i Mellemamerika er også sikre tilflugtssteder, der tilbyder psykologisk og juridisk rådgivning. Centrene tilbyder også efteruddannelse og er et udgangspunkt for netværkssamarbejde mellem mediefolk, der forfølges i deres hjemlande af forskellige årsager.
Genopbygning af holdbare redaktionelle strukturer i eksil er en anden tilgang, der satses på under Hannah Arendt-initiativet. Det handler om at sikre, at borgerne i journalisternes totalitære hjemlande fortsat modtager uafhængige oplysninger.
Afghanistan, Rusland og Sudan er ikke de eneste lande, hvis journalister modtager støtte. Initiativets rækkevidde er verdensomspændende, og det kan reagere fleksibelt på sikkerhedsforhold, der forværres. I øjeblikket ydes der hovedsagelig støtte til mediefolk fra Belarus, Mellemamerika, Myanmar, Nordafrika og Ukraine. I den forbindelse er Ukraine et særligt tilfælde, da formålet med projektets indsats i landet er at sikre fortsat mediedækning under den igangværende krig. Dette kræver materiel og teknisk bistand samt specifik uddannelse og forsikring i forbindelse med frontlinjeoperationer.
Følgende fire civilsamfundsorganisationer er partnere i Hannah Arendt-initiativet: DW Akademie, the European Fund for Journalism in Exile (JX-Fund), Media in Cooperation and Transition (MiCT) og Det Europæiske Center for Presse- og Mediefrihed (ECPMF). Programmet stiller krav om uafhængighed af statslig kontrol og statsneutralitet. Finansieringen ydes udelukkende på grundlag af objektive kriterier og tildeles af uafhængige juryer uden statslig indflydelse.
Yderligere oplysninger findes på https://hannah-arendt-initiative.de/hannah-arendt-initiative-english/ eller ved henvendelse til info@hannah-arendt-initiative.de.
Hannah Arendt-initiativet er et netværk til beskyttelse af journalister og medier på verdensplan. Det blev oprettet i 2022 på initiativ af og med finansiering fra Tysklands udenrigsministerium og forbundsregeringens ansvarlige for kultur og medier.