European Economic
and Social Committee
EU er nødt til at fremskynde reformer til fremme af konkurrenceevnen
Europa halter bagud med hensyn til konkurrenceevnen og er nødt til hurtigt at tage hånd om manglerne på det indre marked, men på en måde, der er til gavn for både erhvervslivet og europæerne.
På EØSU's plenarforsamling i januar blev der afholdt en debat om den europæiske konkurrenceevne og fremtiden for det indre marked. EØSU's udtalelse, som var i centrum for denne debat, er blevet udarbejdet efter anmodning fra det belgiske EU-formandskab, som har givet tilsagn om at bruge sine seks måneder på at sætte fokus på konkurrenceevnen og det indre marked. Udtalelsen vil også bidrage til udarbejdelsen af Enrico Lettas rapport på højt niveau om fremtiden for det indre marked, som skal præsenteres på Det Europæiske Råd i marts.
I udtalelsen understreger EØSU, at det indre marked er nødt til at tilpasse sig til udfordringerne i en verden, der ser meget anderledes ud, end dengang det blev oprettet i 1990'erne. EU står derfor over for et pres fra flere kanter: Det skal opretholde lige konkurrencevilkår og samtidig støtte industrien for at hjælpe med at finansiere den grønne omstilling. Det skal bevare job i Europa og samtidig sikre, at EU's erhvervsliv forbliver konkurrencedygtigt. Og det skal sikre forsyningen af råstoffer og samtidig opretholde arbejds- og miljøstandarderne.
Ordfører Sandra Parthie sagde: "Det indre marked har bidraget til at gøre EU til en af verdens mest magtfulde handelsblokke – men denne magtposition er ved at blive udhulet. I vores udtalelse foreslår vi at fokusere på udviklingen af en europæisk industripolitik, der ikke bare er summen af 27 nationale industripolitikker, men snarere et reelt europæisk syn på vores industrielle potentiale".
Markus Beyrer, generaldirektør for Business Europe, tog ordet på plenarforsamlingen og sagde: "Vi har et problem med vores konkurrenceevne. Vi sakker bagud i forhold til vores globale konkurrenter, og det indre marked er et af de redskaber, vi kan bruge til at afhjælpe dette. Målet er at skabe den margen, der er brug for til at fremme den europæiske model, som vi kender den, herunder de sociale aspekter".
Ludovic Voet, forbundssekretær i Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (ETUC), understregede, at den europæiske sociale kontrakt er grundlaget for det indre marked, og at denne kontrakt skal styrkes. Han tilføjede: "I vores konkurrencebaserede system skal virksomhederne betale rimelige lønninger, tilbyde gode job og ikke skade miljøet. Europa skal fastholde momentum for at sikre en retfærdig grøn omstilling".
EØSU's udtalelse indeholder et forslag om at udpege en kommissær for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse i den næste Kommission med en femårsplan for udviklingen af sikre og bæredygtige tjenesteydelser af almen økonomisk interesse af høj kvalitet. Disse tjenesteydelser tegner sig for 25 % af EU's BNP og 20 % af den samlede beskæftigelse, og de omfatter vigtige sektorer som transport, energi, kommunikation og adgang til vand og sanitet. De har dog også stor betydning inden for sundhedspleje og sociale tjenester. (dm)