Christa Schweng optrådte for første gang som nyvalgt formand for EØSU ved en debat med EU's topledere, dagen efter at hun var blevet valgt på udvalgets plenarforsamling i oktober.

Debatten, som foregik online, fokuserede på Genopretning for Europas fremtid med bidrag fra formændene fra alle de vigtigste EU-institutioner, der gjorde sig overvejelser om, hvilken rolle civilsamfundet kan spille i håndteringen af de udfordringer, som Europa og resten af verden i øjeblikket står over for.
EØSU's nyvalgte formand, Christa Schweng, sagde, at udvalget spiller en central rolle, når det organiserede civilsamfunds stemme skal høres på europæisk plan.

Hun fastslog, at "det er takket være input fra det organiserede civilsamfund, at EU's politikker i højere grad kan tage højde for de reelle forhold på stedet og gennemføres mere effektivt på nationalt og lokalt niveau".

Denne rolle er i følge Christa Schweng ikke blot positiv, men direkte nødvendig: "Bidrag fra arbejdsgivere, arbejdstagere, forbrugere, landmænd og NGO'er i form af praktiske erfaringer er en nødvendighed, hvis EU skal fungere bedre. Vi fungerer som bindeled: Vi skal leve op til denne rolle, og det er jeg overbevist om, at vi kan".

De nyudnævnte næstformænd for EØSU deltog også i debatten. Giulia Barbucci, næstformand med ansvar for budget, mindede om, at EU har gjort et godt stykke arbejde med hensyn til at tackle den aktuelle krise, men at der stadig mangler en grundlæggende inddragelse af borgerne. Her kan EØSU spille en meget vigtig rolle.

Cillian Lohan, næstformand med ansvar for kommunikation, fremhævede, at EØSU's medlemmer har en unik indsigt i, hvordan EU påvirker dagligdagen i forskellige dele af samfundet.

Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, deltog også i debatten med et videobudskab på samme måde som Europa-Parlamentets formand, David Maria Sassoli, formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, og formanden for Det Europæiske Regionsudvalg, Apostolos Tzitzikostas, der allesammen ønskede Christa Schweng held og lykke i den nye mandatperiode. De værdsatte alle i høj grad EØSU's bidrag og understregede behovet for at tage hensyn til det europæiske civilsamfunds stemme. (dgf)