Eksklusivt interview med Mathew Caruana Galizia, der er undersøgende journalist og direktør for stiftelsen Daphne Caruana Galizia Foundation på Malta.

"Jeg arbejder i stiftelsen "Daphne Caruana Galizia Foundation" på Malta, som er opkaldt efter min mor, Daphne. Hun arbejdede i 30 år som journalist og undersøgte korruption på højt niveau og sociale spørgsmål på Malta, og hun blev myrdet den 16. oktober 2017 under en af sine vigtigste efterforskninger. Jeg var vidne til mordet. Lige siden har vi i min familie kæmpet for retfærdighed for hende".

EØSU info: Er situationen for journalister blevet bedre siden mordet på din mor?

Matthew Caruana Galizia: For journalisters vedkommende er der generelt en ny anerkendelse internt i Kommissionen af betydningen af det undersøgende arbejde og alvoren af de problemer, vi står overfor. Vi er på rette vej, men jeg synes ikke forholdene har forbedret sig tilstrækkeligt for journalister, der laver undersøgende journalistik.

Journalister er uden tvivl ved at blive bedre til at undersøge organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning af penge. De bliver mere og mere effektive efter hver eneste samarbejdsbaserede undersøgelse.

De såkaldte Pandora Papers er den seneste i rækken, en utrolig effektiv og velstruktureret undersøgelse. De folk, der arbejdede på den sag gjorde et helt fantastisk stykke arbejde med meget få ressourcer. Grunden til, at vores arbejde ikke er blevet lettere skyldes, at vores myndigheder på globalt plan kæmper med at holde trit med modstanderne i kampen mod korruption.

Vi har været længe om at udvikle nye redskaber på globalt plan, der kan anvendes til at bekæmpe organiseret kriminalitet og korruption. Og ja, det betyder, at journalister, der offentliggør beviser og rapporter om korruption og organiseret kriminalitet, fortsat udsætter sig selv for alvorlige risici.

Hvordan kan civilsamfundet støtte undersøgende journalister?

Meget store og velfunderede civilsamfundsorganisationer er i stand til at finansiere undersøgende arbejde og støtte freelancejournalisters arbejde med vigtige undersøgelser.
Menneskerettighedsorganisationer siger fra over for krænkelser af ytringsfriheden og over for juridisk chikane, der bruges til at lukke munden på journalister.

Min familie har således modtaget massiv støtte fra civilsamfundsorganisationer, og havde det ikke været for den støtte, ville vi ikke have gjort de fremskridt, vi har gjort indtil nu i kampen for retfærdighed for min mor.
Men det er klart, at disse civilsamfundsorganisationer er afhængige af midler fra EU-institutionerne, europæiske organer, private borgere, medlemskaber og den slags.
NGO'er bagtales og bringes i miskredit. De er selv i skudlinjen. Dem skal vi derfor også beskytte.

Hvad kan EU ellers gøre for at bevise sit engagement i pressefrihed?

Jeg er overbevist om, at den ny ledelse i Kommissionen har betydet, at journalister og folk, der arbejder på menneskerettighedsområdet og forsvarer ytringsfriheden, har fået en allieret i Kommissionen. Vi har også en allieret i Europa-Parlamentet, som netop har oprettet en pris, der er opkaldt efter min mor, nemlig Daphne Caruana Galizia-prisen for journalistik.

Det viser helt tydeligt, at en af EU's største institutioner støtter undersøgende journalistik på ægte, effektiv og materiel vis.

Jeg tror, at institutionerne holdes tilbage af medlemsstaterne i EU, som eksempelvis ikke er i stand til at gennemføre whistleblowerdirektivet og ikke formår at gennemføre direktivet om bekæmpelse af hvidvask af penge.
Der findes f.eks. lande i EU, der ikke har nogen offentlige registre for ejerskab af virksomheder. Cypern er et af de lande. Det gør det vanskeligere for journalister at udføre deres arbejde.

Jeg ønsker virkelig at sørge for, at min mor ikke døde forgæves. Det er faktisk min allerstørste drivkraft, at der tages ved lære af mordet på min mor, og at det samme ikke gentager sig. Jeg mener, det skete jo igen, og det viser, hvor langt fra målet vi er. Ján Kuciak blev myrdet, en journalist i Grækenland, og endnu en journalist i Nederlandene. Så vi har stadig lang vej at gå, men vi er på rette vej. Vi er bare nødt til at blive ved med at presse på.