EØSU Info: Levede COP26-topmødet i Glasgow op til forventningerne hos den yngre generation, som aktivt kræver effektive løsninger på den globale opvarmning?

Sophia Wiegand: Svaret er helt klart nej. Unge klimaaktivister er i de seneste år blevet vant til, at COP'erne skuffer, men det forhindrer os ikke i at bevare håbet. I betragtning af den enorme opmærksomhed omkring COP26 og det voldsomme pres fra verdens civilsamfund havde mange af os en optimistisk tro på, at topmødet kunne rykke klimaindsatsen et betydeligt skridt nærmere målet på 1,5°C.
Efter COP26 er verden dog stadig på vej mod en global opvarmning på +2,4°C, selv om klimaaftalen fra Glasgow lagde vægt på 1,5°C-målet. Der mangler stadig milliarder til tilpasning, afbødning og kompensation for tab og skader til de mest sårbare samfund, samtidig med at skadelige subsidier til fossile brændstoffer fortsat giver grobund for udnyttelse af mennesker og planeten. Selv om der i pagten fra Glasgow for første gang bliver peget på behovet for at gå væk fra kul, handler det kun om at skrue ned og ikke om at udfase det. Det åbner op for alvorlige smuthuller for den fortsatte brug af fossile brændstoffer. Disse skuffende resultater stemmer ikke overens med de bevingede ord på topmødet, og hele COP-processen står således tilbage med et alvorligt troværdighedsproblem.
Mange unge mennesker er vrede, fordi den manglende handling helt bevist udsætter dem for en række risici. Undersøgelser viser, at klimakrisen vil udsætte de fleste af nutidens unge for mindst én klimarelateret fare – det kan være hedebølger, cykloner, luftforurening, oversvømmelser eller vandknaphed, hvilket øger risikoen for person- og helbredsskader, tvangsflytning fra hjemmet, fejlnæring og arbejdsløshed. Det kræver en langt mere ambitiøs og inklusiv indsats at forebygge den overhængende katastrofe, som den unge generation i dag står overfor.
Visse COP26-resultater, som det nyoprettede samarbejde mellem de lande, der har de største emissioner, nemlig Kina og USA, og beslutningen om at gennemgå de utilstrækkelige nationale klimamål i løbet af næste år, er uden tvivl skridt i den rigtige retning. De er dog langt fra nok til at håndtere klimakrisen og beskytte vores planets og dens beboeres fremtid.
Sophia Wiegand