De vigtigste anbefalinger i seks EØSU-udtalelser om vand, der blev vedtaget på udvalgets plenarforsamling i juli, går bl.a. ud på at vedtage en menneskerettighedsbaseret tilgang til vandforvaltning, fremme investeringer, indføre mærkninger baseret på forbrug samt omstrukturere prissætningen. De udgør EØSU's første bølge af forslag til en omfattende EU-vandpolitik som led i initiativet om en blå pagt.

Som svar på de presserende udfordringer på dette område går Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg forrest med et omfattende sæt anbefalinger til en bæredygtig europæisk vandpolitik. Initiativet om en blå pagt er en opfordring til, at man på tværs af Europa slutter op om en fælles tilgang til at udrydde vandfattigdom og gøre det til en menneskeret at få adgang til sikkert vand og sanitet til en overkommelig pris.

EØSU fremhæver, hvor vigtigt det er at udvikle en modstandsdygtig vandinfrastruktur og modstandsdygtige distributionsnet for at nå disse mål. Første trin er at vurdere vandinfrastrukturens nuværende tilstand og tilgængeligheden af vand i hver enkelt medlemsstat for at identificere investeringsbehovene og sikre en effektiv vandforvaltning.

Den række anbefalinger, som EØSU har fremsat om de økonomiske aspekter af en europæisk blå pagt, omfatter indførelse af en prissætningsstrategi, der modvirker overforbrug af vand, og forslag til nye måder at finansiere vandpolitikker på. Ifølge udvalgets mening bør EU blive verdens førende inden for vandeffektive teknologier. Det foreslås at integrere vand i alle EU's industripolitikker for at mindske vandforbruget, fremme genbrug og genanvendelse samt bekæmpe vandforurening. EØSU foreslår, at der anvendes en lignende tilgang inden for landbruget, idet man sikrer, at vanddimensionen indarbejdes fuldt ud i den fælles landbrugspolitik.

I erkendelse af forbrugernes evne til at skabe forandring ønsker EØSU også at fremme anvendelsen af vandeffektive apparater ved at indføre mærkninger baseret på vandforbrug og en praksis, der bygger på cirkulært vandforbrug, så borgerne selv kan blive en del af løsningen.
Forslagene vil blive konsolideret i en række centrale principper og tiltag, der forelægges EU-institutionerne på konferencen Opfordring til en blå EU-pagt, der afholdes den 26. oktober 2023. EØSU har til hensigt at gøre vand til en af den næste Kommissions vigtigste prioriteter. (gb)