Ved åbningen af plenarforsamlingen i maj understregede EØSU's formand, Christa Schweng: "Sammen skal vi tage konsekvenserne af krigen i Ukraine og de kommende geopolitiske udfordringer. Europa skal udvikle sig fra at være en mester i krisestyring til en verdensmester i at forme fremtiden".

"Kreml har taget fejl om sin egen militære kapacitet, om styrken i den ukrainske modstand samt om den europæiske beslutsomhed og enhed", sagde formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, der foreslog en ny tilgang til udvidelsesforhandlingerne.

I betragtning af de langsomme fremskridt i forhandlingerne med landene på det vestlige Balkan og nye ansøgninger om medlemskab fra Ukraine, Georgien og Moldova bør EU overveje en proportionel og styret integrationsstrategi.

Ifølge formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, vil en løsning bestå i en gradvis og progressiv integration under tiltrædelsesprocessen.

Formanden for Det Europæiske Råd talte om oprettelsen af et europæisk geopolitisk fællesskab, nu hvor EU indtager et større politisk lederskab. Udenrigspolitikken vil være et vigtigt samarbejdsområde i Fællesskabet. Formanden tilføjede, at "målet er at skabe konvergens og uddybe det operationelle samarbejde for at håndtere fælles udfordringer, fred, stabilitet og sikkerhed på kontinentet".

Han præciserede imidlertid, at "dette initiativ på ingen måde har til formål at erstatte udvidelsen eller finde en ny undskyldning for at forhale den, og at der heller ikke er nogen garanti for, at deltagerne en dag vil blive medlem af EU". (at)