EØSU vedtog en udtalelse om omarbejdningen af direktivet om bygningers energimæssige ydeevne på sin plenarforsamling i marts. Udvalget er tilfreds med, at Kommissionens nye forslag tager hensyn til de spørgsmål, som er blevet fremhævet i tidligere EØSU-udtalelser.

Ordfører Mordechaj Martin Salamon kommenterede vedtagelsen af dokumentet og sagde: "EØSU går fuldt ud ind for EU's tilgang, da den sætter skub i renoveringen af især de dårligste bygninger og styrer EU i retning af kulstoffri opvarmning og køling: foranstaltninger på EU-plan har den største effekt med hensyn til at fremskynde den nødvendige omstilling.".

Det opdaterede direktiv om bygningers energimæssige ydeevne har til formål at hjælpe med at opnå et energieffektivt og fossilfrit bebygget miljø af høj kvalitet, sørge for værktøjer til effektivt at bekæmpe energifattigdom og afhjælpe den langvarige strukturelle underinvestering i byggeri.

Den seneste tids kraftige stigning i energipriser og udsigten til høje priser på mindst mellemlang sigt har vist, at det er vigtigere end nogensinde at iværksætte en strategi for at afhjælpe og udrydde energifattigdom. 

I 2018 kunne 6,8 % af befolkningen i EU (ca. 30,3 mio. mennesker) ikke holde trit med deres forsyningsregninger og var derfor i fare for at få deres forsyning afbrudt; den seneste udvikling har forværret dette problem. 

For at sikre anstændige, økonomisk overkommelige og sunde boliger for alle bør EU indføre langsigtede foranstaltninger til at forbedre bygningers energieffektivitet, herunder sikker fjernelse af asbest. Dette haster i endnu højere grad, eftersom opvarmning og køling baseret på fossile brændstoffer vil blive dyrere med de stigende omkostninger i forbindelse med EU's emissionshandelssystem (EU ETS). (mp)