European Economic
and Social Committee
Glasset er halvt fuldt: Civilsamfundsdagenes aktører er bekymrede, men tror også på civilsamfundets fremtid i Europa
EØSU's civilsamfundsdage 2023, som blev afholdt 1.-3. marts, resulterede i en række forslag om ikke bare at beskytte, men også udvide EU's civile rum og sikre de yngre generationer et solidt grundlag at bygge et dynamisk civilsamfund på.
Det tre dage lange arrangement blev afholdt den 1. til 3. marts under overskriften "Civilsamfundsorganisationer: støttepille for demokratiet og central aktør for at overvinde de aktuelle udfordringer". Det blev indledt med en opfordring til at styrke EU's civile rum over for interne og eksterne trusler og blev rundet af med en præsentation af en række konklusioner fra otte interaktive workshopper. Forslagene dækker centrale spørgsmål vedrørende civilsamfundets fremtid lige fra EU-valget i 2024 til borgerpanelernes fremtid i EU's beslutningsproces, det europæiske semester, civilsamfundsfinansiering m.m.
EØSU's formand, Christa Schweng, understregede i sin åbningstale, at EØSU gentagne gange har gjort opmærksom på truslerne mod civilsamfundet. "Derfor har vi været helt tydelige i vores feedback om Kommissionens handlingsplan for europæisk demokrati. Vi har opfordret Kommissionen til at etablere en særlig søjle for civilsamfundet og videregivet opfordringen fra europæiske civilsamfundsorganisationer og -netværk til at udarbejde en europæisk civilsamfundsstrategi."
Dubravka Šuica, EU-kommissær med ansvar for demokrati og demografi, anerkendte: "Vi kan ikke kan tage demokratiet for givet. Vi kan ikke tage vores civilsamfund for givet." Hun understregede Kommissionens indsats som reaktion på konferencen om Europas fremtid, hvor 80 % af dette års lovgivningsinitiativer er et direkte resultat af borgernes forslag under konferencen. "Vi har taget jeres engagement alvorligt. Vi har taget forslagene fra konferencen alvorligt."
Omkring 500 personer deltog i arrangementet, som for første gang siden covid-19-pandemien blev afholdt med fuldt fysisk fremmøde.
De samlede konklusioner offentliggøres snart på EØSU's webside. EØSU vil også sørge for, at de når ud til de større EU-institutioner.
EØSU afholder civilsamfundsdagene i samarbejde med dets kontaktgruppe, som samler tværeuropæiske civilsamfundsorganisationer og -netværk.