Erklæring fra EØSU's formand, Christa Schweng

Jeg glæder mig over undertegnelsen af den fælles erklæring fra Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet, som beskriver konferencen om Europas fremtid. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg er indbudt som observatør og ser frem til at bidrage aktivt til debatten.

Det glæder mig, at det organiserede civilsamfunds vigtige rolle og deltagelse i konferencen er blevet bekræftet. EØSU ser frem til at forberede et omfattende og værdifuldt bidrag i tæt samarbejde med de hundredvis af organisationer, som vores medlemmer repræsenterer. Vi er klar til at bidrage med vores bundstyrede ekspertise til at berige arbejdet på en ny, overbevisende fortælling om EU.

Konferencen om Europas fremtid er en unik mulighed for samfundene i Den Europæiske Union. Virksomheder, arbejdstagere, landbrugere, forbrugere og NGO'er vil endelig være i stand til at deltage på en struktureret måde og få indflydelse på udformningen af nye EU-politikker. Det er der et presserende behov for for at give dem en følelse af medansvar for deres EU. Målet om at skabe en fremtid med et EU, som står endnu stærkere efter covid-19-krisen, kan kun nås gennem aktiv inddragelse af borgerne og andre interessenter fra alle samfundslag.

Pandemien har gjort debatten om Europas fremtid og udfordringer vigtigere og mere rettidig end nogensinde. Vi må lære af krisen og overveje nærmere, hvordan vi kan øge modstandsdygtigheden i vores samfund og økonomier. Øvrige vigtige emner kunne især omfatte en vision for et modstandsdygtigt Europa efter covid-19, der er økonomisk velstående, socialt inklusivt og økonomisk bæredygtigt, og som tager hånd om dilemmaet mellem national suverænitet og behovet for at finde fælles europæiske løsninger.