Kan vi hjælpe med at redde verden ved at investere bæredygtigt? Finanssektoren undergår en bemærkelsesværdig omstilling med afsæt i de miljømæssige og sociale udfordringer. Brigitte Bernard-Rau fra Universitetet i Hamborg ser i den forbindelse på impactinvestering – en ny effektiv investeringsstrategi. Ved helt grundlæggende at ændre den måde, vi ser på den rolle, som kapital og finansiering spiller i samfundet, udfordrer strategien den traditionelle forestilling om, at investorer skal vælge mellem at tjene penge og gøre en forskel.

Af Brigitte Bernard-Rau

I en verden, der står over for hidtil usete miljømæssige og sociale udfordringer lige fra klimaforandringer og tab af biodiversitet til fødevaresikkerhed, ulighed, trivsel og sundhedspleje, undergår den finansielle sektor en bemærkelsesværdig omstilling. Impactinvestering er en ny virkningsfuld tilgang, der udfordrer den traditionelle idé om, at investorer skal vælge mellem at tjene penge og gøre en forskel. Men hvad er impactinvestering helt præcist, og hvordan adskiller det sig fra andre former for bæredygtig finansiering?

Forstå impactinvestering

Helt grundlæggende ændrer impactinvestering den måde, vi ser på den rolle, som kapital og finansiering spiller i samfundet. Ifølge Global Impact Investing Network (GIIN) er impactinvestering en investeringsstrategi, der har til formål både at skabe positive, målbare sociale og miljømæssige virkninger og finansielt afkast. Denne tilsyneladende enkle definition afspejler imidlertid ikke, hvor komplekst det banebrydende potentiale ved impactinvestering er.

For fuldt ud at kunne forstå den særlige rolle, som impactinvestering spiller i den moderne finansverden – der er materialistisk af natur – er vi nødt til at se på, hvor denne type investeringer befinder sig på det store spektrum af investeringsstrategier. I den ene ende af spektret har vi de traditionelle investeringer, hvor økonomisk afkast og profitmaksimering er altafgørende, og hvor sociale eller miljømæssige overvejelser ikke spiller nogen rolle i beslutningstagningen. Bevæger vi os videre ud ad dette spektrum, ser vi stadig mere sofistikerede strategier, der indarbejder sociale og miljømæssige resultatindikatorer og baner vejen for forskellige typer bæredygtige finansielle investeringer. Her er impactinvestering den ultimative investeringsstrategi, der kan bryste sig af at fremme positive og banebrydende forandringer ved at kombinere finansielt afkast med sociale og miljømæssige mål.

Investeringsstrategier kort fortalt:

• Traditionelle investeringer fokuserer udelukkende på økonomisk afkast og ser helt bort fra sociale og miljømæssige faktorer. De har længe udgjort hjørnestenen i kapitalmarkederne.
• ESG-integrering indarbejder ESG-faktorer (miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige) som risikoindikatorer i investeringsbeslutninger, men de betragtes ikke som den primære drivkraft for investeringen.
• Bæredygtig finansiering integrerer ESG-overvejelser i investeringsbeslutninger og betragter bæredygtighed som en værdiskabende faktor. Gennem bæredygtig finansiering støttes investeringer, der håndterer bæredygtighedsudfordringer og fører til positive sociale og miljømæssige ændringer. Det omfatter også investeringer i omstilling og dermed finansiering af både, hvad der allerede er miljøvenligt i dag (grøn finansiering), og hvad der er ved at blive omstillet til sådanne præstationsniveauer over tid (omstillingsfinansiering).
• Impactinvestering henviser til en betydelig ændring på de finansielle markeder – en "væsentlig kursændring mod virkning" – hvor man nu stiller spørgsmålet Bidrager investeringer i bæredygtighed til en bedre verden?. Impactinvestering er således en tilgang med den højeste grad af intention, hvor man aktivt søger at opnå lige dele økonomisk afkast og målbare positive sociale eller miljømæssige virkninger.

De to sider af impactinvestering: afstemning kontra skabelse

Inden for impactinvestering skelner man på afgørende vis mellem virkningsafstemte og virkningsskabende investeringer. Denne differentiering hjælper ikke blot investorerne med at forstå, hvor deres penge ender, men også hvordan de bidrager til at skabe positive forandringer.

• Virkningsafstemte investeringer støtter virksomheder, der allerede har vist, at de anvender positive miljømæssige eller sociale praksisser, og som har bevist, at de er opsatte på at skabe positive virkninger gennem deres aktiviteter og resultater.
• Virkningsskabende investeringer skaber aktivt nye løsninger på sociale eller miljømæssige udfordringer, ofte med fokus på omdannelse og systemiske ændringer.

Denne teoretiske skelnen ses i praksis ved, at investeringerne anvendes i forskellige sektorer.

Ren energi

I omstillingen til ren energi kan virkningsafstemte investeringer omfatte køb af aktier i etablerede virksomheder inden for vedvarende energi eller producenter af elbiler. Disse virksomheder bidrager allerede til miljømæssig bæredygtighed i kraft af deres hovedaktiviteter. Virkningsskabende investeringer i samme sektor kan i stedet fokusere på at finansiere nystartede virksomheder inden for batteriteknologi eller innovative lokale solenergiprojekter i underforsynede områder, der skaber helt nye løsninger på energiudfordringer.

Bæredygtigt landbrug

Den bæredygtige landbrugssektor er et andet godt eksempel. Investorer, der afstemmer deres investeringer efter virkning, kan f.eks. støtte etablerede økologiske fødevareproducenter eller bæredygtige landbrugsaktiviteter, mens investorer, der søger at skabe virkninger f.eks. kunne fokusere på at udvikle nye regenerative landbrugsteknikker eller revolutionerende urban farmingløsninger, der kan ændre den måde, vi producerer fødevarer på.

Sociale virkninger

Når det gælder de sociale virkninger, støtter investeringer, der er afstemt efter virkning ofte virksomheder med solide diversitetspolitikker og retfærdige arbejdsforhold. Virkningsskabende investeringer kan derimod finansiere nye, økonomisk overkommelige boliger eller banebrydende uddannelsesteknologiske løsninger til underforsynede lokalsamfund, så der aktivt bliver skabt nye veje til social lighed.

Investeringsprocessen: fra intention til virkning

Vellykket impactinvestering kræver en stringent proces, der – med intentionen om at skabe positive sociale og miljømæssige ændringer – begynder med at fastsætte klare mål for virkningerne. Investorerne skal præcisere, hvilke specifikke miljømæssige eller sociale resultater de søger at opnå, opstille målbare målsætninger, og ofte tilpasser de også disse mål til etablerede rammer såsom FN's globale indikator for de 17 mål for bæredygtig udvikling og de 169 mål i 2030-dagsordenen.

Det er denne intention, der adskiller impactinvestering fra andre former for bæredygtig finansiering. Det kræver, at virkningsorienterede investorer indleder en due diligence-proces, der grundigt vurderer både økonomiske resultater og evnen til at skabe og måle meningsfulde sociale eller miljømæssige resultater.

Finansiel vurdering af en investering er en veletableret praksis, hvor der findes standardiserede parametre og solide metoder. Ikkefinansiel vurdering, som f.eks. evaluering af sociale og miljømæssige virkninger, er til sammenligning dog ikke lige så udviklet og mangler en overordnet ramme. Investorerne er derfor nødt til at kigge ud over de traditionelle økonomiske analyser, der ikke er tilstrækkelige, når det drejer sig om at vurdere en virksomheds vilje til at skabe virkninger. Det bør også vurderes, i hvilket omfang ledelsen er engageret i at nå disse virkningsorienterede mål, om den er i stand til at måle virkningerne effektivt, og om den kan kommunikere og rapportere om resultaterne på en gennemsigtig måde. Vurderingsprocessen indebærer ofte, at man undersøger bestemte virkningsparametre, der er skræddersyet til investeringens mål, og at man sikrer, at der er overensstemmelse med anerkendte rammer såsom IRIS+ eller Impact Management Project (IMP, 2024).

For at forbedre due diligence-processen er det afgørende at skelne mellem "virksomhedseffekt" og "investoreffekt". Virksomhedseffekt er de direkte sociale eller miljømæssige virkninger af en virksomheds aktiviteter og produkter. Investoreffekt er derimod investorernes indvirkning på en virksomheds adfærd og resultater gennem deres investeringsvalg og -strategier. Det er afgørende at forstå denne forskel for at kunne vurdere den samlede virkning af investeringerne nøjagtigt og for at kunne udvikle effektive metoder til at måle virkningerne.

Udfordringer, vanskeligheder og overvejelser

Selv om impactinvestering er lovende, er der også betydelige udfordringer.

1. Måling af virkningerne: I mangel af standardmålekriterier er det svært at kvantificere eller sammenligne de sociale og miljømæssige resultater. Gennemsigtighed og nøjagtig sporing og rapportering af målekriterierne er afgørende for at skabe overensstemmelse og ansvarlighed og sikre, at de påståede virkninger kan dokumenteres.
2. Sporingsproblemer: Det er vanskeligt at isolere virkningerne af en specifik investering på baggrund af bredere systemiske ændringer og tilskrive dem den pågældende investering. At afgøre hvor stor en del af de observerede ændringer, der direkte kan tilskrives en bestemt investering, er fortsat en af de største udfordringer ved impactinvestering. Forbedringer af SDG 3 – Sundhed og trivsel – kan for eksempel skyldes en blanding af investeringer i sundhedsfaciliteter, uddannelse og infrastruktur, snarere end en enkelt målrettet investering. At udvikle metoder, såsom kontrafaktisk analyse og sammenligning af kontrolgrupper, er nødvendig, men det kan kræve mange ressourcer og er ikke altid muligt, især når det gælder mindre projekter eller udviklingsmarkeder.
3. Effektvask: virksomheders eller fondes overdrevne eller falske påstande om deres sociale eller miljømæssige virkninger underminerer tilliden i sektoren. Af hensyn til tilliden til og integriteten af impactinvesteringsområdet er gennemsigtig rapportering og verificeret dokumentation altafgørende (ITF). Klare standarder for effektmåling og pålidelige kontrolmetoder er sammen med tredjepartsrevisioner og uafhængig certificering afgørende for at bevare troværdigheden.

Hvordan frigøres impactinvesterings potentiale for at skabe forandringer

Impactinvestering er på forkant med en større omstilling inden for global finansiering og er meget mere end blot endnu en investeringsstrategi. Finansieringens rolle i samfundet fortolkes på en helt ny måde, som udfordrer den traditionelle opfattelse af, at økonomisk afkast og positiv social og miljømæssig virkning er to forskellige størrelser.

Udviklingen af​ impactinvestering har vist, at investorer kan opnå rentable afkast og samtidig bidrage til meningsfulde sociale og miljømæssige forandringer. Ved at forbinde formål og profit udgør impactinvestering en lovende strategi for et finansielt system, der både tjener mennesker og planeten.

Brigitte Bernard-Rau er postdoc-forsker og fellow ved School of Business, Economics and Social Sciences ved Universitetet i Hamborg. Hendes forskning fokuserer på ESG-vurderinger og kreditvurderingsbureauer, bæredygtig finansiering, socialt ansvarlige investeringer, impactinvestering og virksomhedernes sociale ansvar. Hun udgav for nylig Sustainability Stories: The Power of Narratives to Understand Global Challenges (Springer Nature, 2024). Bogen indeholder mere end 30 inspirerende historier fra forskellige forfattere fra hele verden. De taler om forskellige måder at engagere sig i det fælles bedste og gøre en forskel for fællesskabet, det professionelle miljø og andre menneskers liv.

Den unge klima- og menneskerettighedsaktivist og medstifter af Youth for Climate Belgium, Adélaïde Charlier, fortæller om alt det, der gik galt ved COP29-klimaaftalen, som netop er blevet forhandlet på plads i Aserbajdsjans hovedstad Baku. Mange betragter COP29 som et symbol på tillidssvigt og klimaulighed, og civile organisationer og sårbare lande er dybt skuffede.

Den nylige COP29-klimakonference i Baku har splittet verden, og sårbare lande og civilsamfundet er dybt frustrerede over det, de betragter som et tillidssvigt. Selv om der blev indgået en aftale – med et løfte om 300 mia. USD om året til at hjælpe udviklingslandene med at tilpasse sig klimaændringerne inden 2035 – rækker det langt fra til at opfylde det presserende behov hos dem, der oplever klimakrisen på nærmeste hold.

"Ingen aftale er bedre end en dårlig aftale"

24 timer før den endelige aftale blev underskrevet, slog Harjeet Singh, der er direktør med ansvar for globalt engagement hos Fossil Fuel Non-Proliferation Treaty Initiative, tonen an: "Ingen aftale er bedre end en dårlig aftale". Hans udtalelse afspejlede den stigende spænding mellem de berørte lande, civilsamfundet og de mere velstående nationer. Søndag blev det nedslående resultat af konferencen præsenteret med kun ét finansielt mål: løftet om at yde "300 mia. USD om året inden 2035". Målet er latterligt, da det ligger langt under det, de sårbare lande i fællesskab havde efterlyst (1,3 bio. USD til dækning af deres behov for tilpasning, afbødning og håndtering af tab og skader).

Aftalen er knyttet til det nye kollektive kvantificerede mål (NCQG), som skal finansiere klimaomstillingen i udviklingslandene. Selv om beløbet er tre gange højere end målet fra 2009 på 100 mia. USD, som først blev nået to år for sent i 2022, er det stadig langt fra nok. Tager man inflationen i betragtning, svarer 2009-løftet på 100 mia. USD til 258 mia. i 2035. Set i dette lys er det en reel stigning på kun 42 mia. USD. De sårbare landes opråb var helt klart: "billioner, ikke milliarder".

Strukturen i det foreslåede finansielle mål er lige så skuffende som selve beløbet. Der er slet ingen særlige forpligtelser om offentlige finansieringsmekanismer såsom tilskud eller subsidier, som landene i det globale syd har så hårdt brug for.

Der er heller ingen delmål for tilstrækkelig finansiering til afbødning, tilpasning og håndtering af tab og skader. Manglen på et klart fokus på tilpasningsforanstaltninger viser sammen med en uforholdsmæssig stor vægt på afbødning – der primært finansieres af multilaterale udviklingsbanker og den private sektor – at vi stadig ikke har taget ved lære af 2009. Her blev der slet ikke afsat nok midler til afbødningsforanstaltninger, og at der heller ikke blev taget ansvar eller afsat særskilt finansiering til tab og skader, gjorde kun situationen værre.

Tab og skader nævnes ganske vist, men i stedet for at indgå som en meningsfuld del af aftalen, omtales det kun vagt og overfladisk. Rammen lader også døren stå på vid gab for en omfattende afhængighed af privat finansiering, bl.a. gennem offentlig-private partnerskaber, private investeringer med lav risiko støttet af offentlige midler og fuldt ud private investeringer, som aktivt tilskyndes.

Det historiske ansvar bliver overset

Ud over den utilstrækkelige finansiering har aftalen afsløret, at der er dybe revner i klimadiplomatiet. De mere velstående lande har undladt at påtage sig en tilsvarende større del af ansvaret – de overlader i stedet den finansielle byrde til de sårbare lande, der allerede lider under de største konsekvenser af klimaforandringerne. Lande som Indien, Cuba, Bolivia og Nigeria gav udtryk for deres vrede og beskyldte de rige lande for ikke at betale for deres historiske drivhusgasudledninger.

Denne tilsidesættelse har ført til et totalt tillidsbrud, og spændingerne har nået et niveau, som vi ikke før har set i COP-forhandlingerne. Det nuværende løfte om 300 mia. USD falmer i forhold til den 1 bio. USD, som FN's eksperter vurderer, at udviklingslandene (eksklusive Kina) som minimum har brug for i investeringer inden 2035.

En dårlig aftale indgået under pres

Verdens fattigste og mest sårbare lande, herunder de 45 mindst udviklede lande (LDC-lande) og 40 små østater, endte under et enormt politisk pres med at acceptere aftalen. Frygten for slet ikke at få nogen aftale i hus – og især udsigten til Donald Trump i præsidentsædet, hvilket kan true fremtidige klimafremskridt – tvang dem til at skrive under. For mange var det et bittert kompromis: de var nødt til at acceptere utilstrækkelig finansiering for at sikre øjeblikkelig bistand.

Prisen for forsinkelser

Denne "dårlige aftale" er ikke blot et slag for de diplomatiske forbindelser – det får også ødelæggende konsekvenser for millioner af menneskeliv. Sårbare lande er allerede blevet presset til deres yderste af de ekstreme vejrforhold, den stigende vandstand i havene og ressourceknaphed. Regeringerne i de mere velstående lande er nødt til at se i øjnene, at det kommer til at koste langt mindre at investere i klimaindsatsen nu, end det gør at vente på den katastrofalt høje regning, som naturen tvinger os til at betale.

Resultatet af COP29 er en kraftig påmindelse om, at klimakrisen kræver en modig, hurtig indsats og retfærdighed for de hårdest ramte. Uden banebrydende forpligtelser bliver kløften mellem det globale nord og syd større og større for hvert år, der går, og det underminerer selve essensen af det globale klimasamarbejde.

Nu hvor næste stop er COP30, står det klart, at kampen for klimaretfærdighed langt fra er slut.

Adélaïde Charlier er en 23-årig europæisk klimaretfærdighedsaktivist, bedst kendt som medstifter af Youth for Climate Belgium og senest som stifter af organisationen The Bridge (brobygning mellem unge og klimapolitik). Hun er også nomineret til Forbes' 2024-udgave af 30under30.

Bulgarien og Rumænien betaler en høj økonomisk og politisk pris for ikke at kunne udnytte fordelene ved Schengenordningen fuldt ud, hvilket også har en negativ indvirkning på EU's konkurrenceevne og økonomiske vækst. Det er på høje tid, at Rådet fastsætter en dato for ophævelse af landgrænsekontrollen mellem de to lande og de øvrige Schengenmedlemsstater, påpeger Mariya Mincheva, ordfører for udtalelsen "Omkostningerne ved ikke at indgå i Schengenområdet for det indre marked – indvirkningen på Bulgarien og Rumænien".  (ll)

Af Mariya Mincheva

Bulgarien og Rumænien opfyldte betingelserne for at blive medlem af Schengenområdet i 2011. Her 13 år senere har de imidlertid stadig ikke fået fuldt udbytte af den frie bevægelighed. Denne forskel har en politisk pris og giver næring til EU-skepsis.

På en rådssamling den 22. november i Budapest blev indenrigsministrene fra Ungarn, Østrig, Bulgarien og Rumænien enige om at "tage de nødvendige skridt" til at fastsætte en dato for ophævelse af kontrollen ved landgrænserne, forudsat at der gøres en større indsats for at dæmme op for irregulære migranter, der ankommer via Vestbalkanruten.

Schengenaftalen er vigtig for den frie bevægelighed for personer, varer, tjenesteydelser og kapital inden for EU og er en nøglefaktor i EU's økonomiske succes. Begrænsninger undergraver EU's konkurrenceevne og økonomiske vækst og hæmmer gennemførelsen af den sociale markedsøkonomi som fastsat i traktaterne.

I årevis har medlemsstaterne midlertidigt genindført grænsekontrol. De økonomiske og sociale konsekvenser af disse beslutninger for det indre marked har imidlertid ikke været genstand for en evaluering. Kommissionen vurderer de fysiske handelshindringer, men dette omfatter kun grænseblokader, demonstrationer og angreb på lastbiler. Konsekvenserne af landgrænsekontrol, herunder Schengenmedlemsstaternes midlertidige genindførelse af grænsekontrol, tages ikke i betragtning.

I 2023 nåede Rådet til enighed om at ophæve kontrollen ved de indre luft- og søgrænser med Bulgarien og Rumænien fra den 31. marts 2024. Kontrollen ved de indre landgrænser er imidlertid blevet opretholdt, uden at der er fastsat en dato for ophævelsen, hvilket har medført betydelige omkostninger og hindret virksomheder i at høste det fulde udbytte af det indre marked.

Ved at tage skridt til fuldt ud at integrere Bulgarien og Rumænien i Schengenområdet kan EU styrke sin interne samhørighed, øge konkurrenceevnen og opretholde de grundlæggende principper om fri bevægelighed og solidaritet, der ligger til grund for det europæiske projekt.

Europa-Parlamentet har påpeget, at hvis man ikke er en del af Schengenområdet, kan det påvirke markedets forventninger til disse landes status i EU. Det er et politisk signal, der kan påvirke afkastet af statsobligationer, priserne på finansielle aktiver og de rentesatser, som virksomheder og husholdninger skal betale, og som kan skade realøkonomien.

Begge lande betaler milliarder af euro om året som følge af større omkostninger til logistik, forsinkelser i leverancer af varer og udstyr samt øgede omkostninger til brændstoffer og chaufførlønninger. Disse direkte omkostninger sendes uundgåeligt videre til forbrugerne i form af højere priser og har indvirkning på arbejdstagernes fysiske og mentale sundhed.

Denne situation hæmmer turismen. Forholdene udgør også en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed og begrænser mulighederne for, at arbejdstagere fra Bulgarien og Rumænien kan søge beskæftigelse i tilgrænsende EU-medlemsstater. Denne begrænsning påvirker bygge- og anlægssektoren, landbrugssektoren og servicesektoren, som i høj grad er afhængige af sæsonarbejdere og midlertidigt ansatte.

I sin rapport om det indre markeds fremtid opfordrer Enrico Letta til, at man på det kraftigste modsætter sig ethvert forsøg på at begrænse den frie bevægelighed mellem medlemsstaterne, herunder tekniske begrænsninger for ruter og vejtransport, samt enhver suspension af Schengenaftalen.

Det er på høje tid, at Rådet fastsætter en dato for ophævelse af landgrænsekontrollen mellem Bulgarien, Rumænien og de øvrige medlemsstater, der er medlemmer af Schengenområdet. Der forventes en endelig afgørelse vedrørende dette spørgsmål på samlingen i Rådet (retlige og indre anliggender) den 12. december.

Et år med fremskridt og løfter: Formand Oliver Röpke kaster et blik tilbage

2024 lakker mod enden, og jeg ser nu tilbage på et år med betydelige fremskridt for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU). Sammen har vi forstærket civilsamfundets stemme, styrket de demokratiske principper og slået til lyd for bæredygtighed i og uden for Europa.

En af vores vigtigste milepæle var lanceringen af initiativet vedrørende medlemmer fra kandidatlande, hvor repræsentanter fra EU's kandidatlande inddrages i EØSU's rådgivningsprocesser. Dette initiativ bekræfter vores engagement i en gennemsigtig og meritbaseret udvidelsesproces, hvor vores fremtidige medlemsstater forberedes fuldt ud på at deltage i udformningen af EU.

Vi udvidede vores globale partnerskaber gennem undertegnelsen af et aftalememorandum med Brasiliens råd for bæredygtig økonomisk og social udvikling. Dette styrkede samarbejde om bæredygtig udvikling og demokrati blev konkretiseret under mine møder med præsident Lula da Silva. EØSU spillede en central rolle ved det sociale G20-topmøde i Rio de Janeiro, hvor udvalget sammen med præsident Lula da Silva og den brasilianske regering slog til lyd for forvaltningsreformer og øget social beskyttelse. På samme måde blev der gennem vores partnerskab med Den Afrikanske Union, der blev formaliseret gennem en fælles erklæring ved FN's topmøde om fremtiden, sat fokus på inklusiv global forvaltning og en retfærdig klimaindsats. Disse globale initiativer understreger EØSU's voksende indflydelse i forbindelse med håndteringen af fælles udfordringer.

I Europa viste civilsamfundsugen betydningen af engagement på græsrodsniveau i forbindelse med udformningen af EU's fremtid. På udvidelsesforummet på højt plan bekræftede vi, at udvidelse ikke bare handler om at udvide grænserne, men om at uddybe de fælles værdier. På møder med ledere, såsom som Albaniens premierminister Edi Rama, blev der sat fokus på at sikre, at civilsamfundet spiller en central rolle i EU-tiltrædelsesforhandlingerne. Denne indsats blev suppleret af drøftelser om digital omstilling på EØSU's præsidiemøde i Warszawa for at tilpasse de teknologiske fremskridt til de europæiske værdier om lighed og retfærdighed. Denne indsats baner vejen for det kommende polske EU-formandskab.

Ser man frem mod 2025, vil vi fortsat have fokus på at styrke deltagelsesdemokratiet, fremme social retfærdighed og tackle globale udfordringer som klimaforandringerne og digitaliseringen. EØSU vil fortsat arbejde utrætteligt for et Europa, der lytter, inspirerer og ikke lader nogen i stikken.

Må det kommende år bringe fred, fremskridt og velstand for alle. 

"Vi kvinder i landdistrikterne ønsker ikke medlidenhed eller medfølelse. Vi vil anerkendes og værdsættes som ligeværdige i kampen for bæredygtig udvikling. Vi har brug for muligheder og grundlæggende tjenester af høj kvalitet for at kunne blive i vores områder og fortsætte med at brødføde verden", siger Luz Haro Guanga, ecuadoriansk landbruger og eksekutivsekretær for netværket af kvinder i landdistrikter i Latinamerika og Caribien (RedLAC), som for nylig talte ved EØSU's debat om "Kvinder og den tredobbelte miljøkrise". I sit interview med EØSU Info fortæller Luz Haro Guanga om konsekvenserne af klimaændringerne i Latinamerika, og hvorfor der – på trods af tilbageslaget fra COP16 – ikke er plads eller tid til pessimisme i kampen for en mere bæredygtig og sundere klode.

Din organisation, RedLAC, deltog i COP16. Er du skuffet over resultaterne af konferencen, da man ikke nåede til enighed om finansiering af beskyttelse af natur og biodiversitet? Blev der opnået noget på COP16?

Luz Haro Guanga: Som ecuadoriansk kvinde fra landet har jeg kæmpet for mine medsøstres rettigheder i Ecuador siden 1980'erne. Blandt de erfaringer, som disse næsten 40 år har lært mig, er, at samfundsmæssige processer kræver en kæmpe indsats, kun kaster få umiddelbare resultater af sig og frem for alt kræver vedholdenhed, ihærdighed og insisteren. En konsensus om finansiering til beskyttelse af natur og biodiversitet ville have været fantastisk, men jeg er sikker på, at opråbet fra tusindvis af mænd og kvinder i byer og landdistrikter kom til COP16 som en lavine af sandkorn, fandt vej til hjerter og tanker hos folk, der ikke tidligere havde noget ønske om at støtte denne presserende klimaindsats.

Det lykkedes os ikke at nå vores mål, men lige nu er vi nødt til at stå fast over for myndighederne i hver eneste by, i alle samfund og alle lande, så de lægger mærke til os og med personlig, teknisk og politisk vilje træffer de bedste beslutninger for at undgå, at mennesker fremover dør af sult, fordi vi ikke handlede i dag.

Hvordan påvirker klimaændringerne indfødte og kvinder fra landdistrikter i Latinamerika?

Jeg vil gerne fremhæve nogle fakta fra et dokument udarbejdet af Den Interamerikanske Kommission for Kvinder (CIM) under Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) med udgangspunkt i dialoger med 70 kvindelige ledere fra 16 forskellige lande. Dialogprocessen begyndte i september 2024. Dokumentet blev fremlagt på COP16 og indeholdt udtalelser fra kvinder i landdistrikterne.

Konklusionen var, at klimaændringer er en realitet i alle lande, herunder i Nord-, Syd- og Mellemamerika, og har alvorlige konsekvenser. Der blev dog fremhævet fire klimabegivenheder.

Forlængede tørkeperioder: Nogle lande rapporterede om måneder med meget lidt nedbør, samtidig med at lande længere mod syd meldte om årelang tørke.

Temperaturstigningerne ligger et godt stykke over de normale niveauer: De høje temperaturer er sammen med den tørre jord årsag til de mange brande (nogle opstår spontant, mens andre er påsat), men de bliver alle sammen forværret af det tørre miljø og påvirker dermed alt liv og biologisk mangfoldige systemer. På tidspunktet for mødet i Brasilien blev det eksempelvis rapporteret, at der var 300 aktive udbrud af brande i staten Piauí.

Storme: Det blev nævnt, at regnen er intens og kommer i meget korte brud, ofte ledsaget af kraftige storme. Deltagere fra Mellemamerika, Mexico, Den Dominikanske Republik og kystregionen i Colombia talte om en stigning i intensiteten og hyppigheden af orkaner og tropiske storme, der påvirker deres områder.

Ændringer i nedbørsmønstre: "Det regner, når man mindst venter det", var en sætning, der lød på alle møder, og i de sydlige områder og i andesegnene kunne de berette om uventet frost, hagl og snefald. Generelt blev der konstateret et fald i den årlige nedbør, men det blev sagt, at når det regner, så er regnen meget voldsom og forårsager oversvømmelser og naturkatastrofer, medfører tab af menneskeliv, infrastruktur, veje og afgrøder og påvirker levevilkårene, navnlig i landdistrikterne. En deltager opsummerede det således: "nogle gange er regnen frygtindgydende".

Samtidig gennemføres der ikkebæredygtige praksisser, som udtømmer naturressourcerne. Det mest bekymrende og samtidig mest omtalte problem var skovhugst eller rydning af skove og mangrover, påsatte skovbrande, dårlig håndtering af vandressourcer, forurening, fremme af intensive, ekspansive, vandintensive og forurenende aktiviteter og overdreven brug af landbrugskemikalier, ukrudtsmidler og insektgift.

Et aspekt, der skilte sig ud, var passiviteten hos visse lokale og nationale myndigheder, som ikke udviklede lovgivningsmæssige rammer for at begrænse destruktive aktiviteter og fremme bæredygtige produktionsstrategier. Nogle lande har lovgivning på området, men på grund af korruption eller personlige politiske interesser bliver den ikke gennemført af myndighederne.

De internationale ledere opfordres derfor til at lægge større pres på staterne for at overholde de traktater om biodiversitet og klimaændringer, de har undertegnet.

Er du optimistisk eller pessimistisk med hensyn til den retning, som kampen for klima- og miljøbeskyttelse bevæger sig i? Hvad mener du, der bør gøres?

Hvis vi ikke drømmer stort, vil vi ikke opnå store ting. Selv om klimaændringerne påvirker os, og følgerne heraf viser sig med al hast, må vi ikke holde op med at kæmpe for, at beslutningstagerne får øjnene op for de grundlæggende aspekter, der kræver en prioriteret indsats, ikke kun med hensyn til finansiering, men også med hensyn til koordinering, samarbejde og mindre egoisme og partisk politisk iver.

Jeg tror på, at hvis vi bliver ved med at insistere, råber op og støtter de langsigtede sociale processer gennem en vedholdende indsat - hvis vi indgår strategiske alliancer i Nord-, Syd- og Mellemamerika og rundt omkring i verden, så kan vi påvirke de offentlige politikker og sikre, at dem der sidder på magten eller træffer beslutningerne, gør det med den overbevisning, at der er et bydende behov for at bekæmpe klimaændringerne og samtidig begrænse de aktiviteter, der sætter gang i de skadelige og ødelæggende følger for vores klode: brande, monokulturer, vilkårlig brug af insektgift og kemikalier, ødelæggelse af vandområder, uhæmmet fiskeri, ødelæggelse af vandkilder, spildevandsbehandling osv.

Pessimisme vil svække vores røst og i sidste ende få os til at opgive vores arbejde og vores kamp. Vi har ingen tid at spilde eller plads til pessimisme i kampen for en mere bæredygtig og sundere klode på trods af negative begivenheder. Det er et spørgsmål om liv og død for nuværende og kommende generationer!

Det var i går tiden var inde til at handle. Men i dag er stadig en god dag at begynde at ændre indstilling og indgå forpligtelser til gavn for alle mennesker.

Luz Haro Guanga er ecuadoriansk landbruger og eksekutivsekretær for Network of Rural Women of Latin America and the Carribean (RedLAC) samt forperson for den ecuadorianske afdeling af RedLAC, FUNMUJERURAL-e. RedLAC er en social organisation bestående af mere end 200 kvindeorganisationer i landdistrikter fra hele Latinamerika og Caribien. Den blev grundlagt i Argentina i 1990 og har til formål at fremme effektiv borgerdeltagelse og politisk deltagelse af kvinder i landdistrikterne. Takket være RedLAC's mangeårige indsats har Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) udråbt perioden 2024-2034 til "Det Interamerikanske årti for alle voksne kvinders, unge pigers og små pigers rettigheder i landdistrikterne i Nord-, Syd- og Mellemamerika".

Af Andrey Gnyot

I Belarus skal der ikke mere til end et forkert valg af erhverv for at blive arresteret. Som det skal vise sig, kan du på grund af en så fatal fejltagelse endda blive anholdt midt i Europa, f.eks. i Serbien. Og en så prestigefyldt international organisation som Interpol vil være medvirkende til det. Mine ord har et anstrøg af bitter sarkasme og bitter sandhed, men jeg overdriver ikke. Jeg hedder Andrey Gnyot. Jeg er belarusisk filminstruktør, journalist og tidligere politisk fange. Det her er min historie.

I 1999 besluttede jeg mig for at blive journalist. Tv og radio var min passion, min drøm og min hobby. Kunne en 17-årig ung mand have forudset, at uafhængig journalistik i hans land ville få mærkatet ekstremisme, og at alle andre medier ville blive reduceret til at være et propagandistisk talerør? Nej. Ingen af os havde forventet, at dette kunne ske i Europa i det 21. århundrede. Alligevel er det sådan det forholder sig i dag i diktatoriske Belarus. Der findes ikke et eneste uafhængigt medie i landet. Alle mediestrukturer ejes af staten. Staten holder streng kontrol med den redaktionelle politik, som er meget enkel: Lukashenkos selvudnævnte magtbeføjelse hyldes, og enhver der vover at kritisere den, endda på konstruktiv vis, bliver stemplet som "folkets fjende" - en betegnelse, der er lånt fra den kommunistiske fortid.

I midten af 00'erne forsøgte en ung og naiv, nyuddannet journalist således at finde sig til rette i faget. Under og efter mine studier har jeg fået rigtig meget praktisk erfaring inden for tv og radio, og jeg vidste præcis, hvad det var, jeg ville. Mulighedsvinduet var dog hurtigt ved at lukke: Private radiostationer lukkede ned eller blev overtaget at staten, mens de uafhængige tv-stationer ikke engang kunne være sikre på en sendefrekvens. Der var ikke det store valg: Enten indlod man sig på propaganda, eller også undlod man følsomme emner og begrænsede sig til tandløs underholdning. Journalistik overlevede kun i Belarus takket være nogle få aviser og uafhængige internetportaler. Mange journalister forlod branchen, og mange blev udsat for undertrykkelse. Det belarusiske informationsministerium udsendte regelmæssigt advarsler til medierne, men blot tre advarsler var tilstrækkeligt til at deres tilladelser blev tilbagekaldt. Ifølge journalistforbundet i Belarus faldt antallet af aviser med 21 % i 2020-2024. Der var kun uskadelige publikationer tilbage på det belarusiske mediemarked, såsom udgivelser, der henvender sig til ejerne af et fritidshus, folk, der godt kan lide vittighedslæsning og krydsord. Alle uafhængige samfundspolitiske udgivelser blev enten lukket af myndighederne eller valgte ikke at blive trykt, fordi det var blevet umuligt for dem at arbejde.

Heldigvis lykkedes det mig at finde en gylden middelvej: Jeg meldte ud i offentligheden, at jeg sadlede om til at gå instruktørvejen og det kreative arbejde, hvor jeg fik stor succes. Samtidig fortsatte jeg mit journalistiske arbejde som frivillig uden at afsløre mit navn for ikke at blive eksponeret. Dette viste sig at være en effektiv taktik. Med al min erfaring og mine professionelle kontakter var jeg i stand til at forsyne de uafhængige medier med nye videooptagelser fra 2020, og jeg var også i stand til at deltage i borgeraktivisme og politisk aktivisme – jeg blev medstifter af menneskerettighedsbevægelsen "Free Association of Athletes SOS.BY". Man kan vel ikke beskylde mig for at være partisk og engageret for at vælge mit lands befolknings side – et diktatur har intet til fælles med objektivitet, ligesom propaganda intet har til fælles med journalistik.

I 2021 lå Belarus på en 158. plads ud af 180 i vurderingen af pressefrihed. Sammenlignet med 2020 var det en nedrykning på fem pladser. "Belarus er det farligste land i Europa for mediefolk," advarer den internationale menneskerettighedsorganisation Journalister uden Grænser.

Det er værd at bemærke, at 60 % af alle belarusssere i proteståret 2020 havde internettet og de sociale medier som deres foretrukne nyhedskilder. Kun 11 % af respondenterne svarede, at det var tv. 7 % svarede de trykte medier og 5 %, radio. Efter at have indset dette begyndte det diktatoriske styre at handle hårdt og kompromisløst. Regimets største påfund har været kampen mod "ekstremisme" som undskyldning for censur og forfølgelse. Myndighederne blokerer adgangen til indhold fra medieforetagender, der fortsætter deres aktiviteter fra udlandet, og ethvert samarbejde med dem betragtes som et udtryk for ekstremisme.

Ved udgangen af 2023 sad 32 journalister fængslet i Belarus. Journalister har været udsat for pres og umenneskelig behandling i detentionscentre. Ifølge menneskerettighedsaktivister gik bloggeren og journalisten Igor Losik fra "Radio Liberty" i lang tid i sultestrejke i fængselskolonien og snittede sig derefter i håndleddene og halsen. Han blev idømt 15 års fængsel. Strafferetlig forfølgelse af enhver form for samarbejde med uafhængige medier med betegnelsen "ekstremistiske formationer" er blevet optrappet. En ny tendens er forfølgelse ikke blot af repræsentanter for civilsamfundet, men også af helt almindelige borgere, der kommenterer sociale og politiske begivenheder over for journalister.

Den 31. oktober 2024 erklærede det belarusiske styre min personlige Instagram-konto for "ekstremistisk materiale". Det betyder, at ikke blot jeg selv, men også alle mine følgere i Belarus vil blive retsforfulgt for at følge min profil. Mere end 5.000 internetressourcer i Belarus er blevet erklæret for "ekstremistiske" af diktaturet. Der findes næppe noget andet europæisk land, der kan prale af så imponerende statistikker! Er vi belarusere af den opfattelse, at der er tilstrækkelig fokus på problemet med belarusisk journalistik? Jeg er nødt til at være helt ærlig – nej, dette problem belyses ikke tilstrækkeligt. Ikke alene afvikles journalistikken som institution i Belarus, men journalistiske fagfolk bliver også fysisk angrebet.

Diktaturet forsøger også at forfølge journalister og aktivister uden for Belarus. Mit eget eksempel er et levende bevis på en sådan forfølgelse. Regimet har lært sig at udnytte demokratiske institutioner til at nå sine afskyelige mål. Journalister, aktivister, bloggere og politisk aktive borgere er tidligere blevet retsforfulgt for skattekriminalitet, under påskud af tidligere at have undladt at betale skat. Dette har vist sig at være et perfekt røgslør for at skjule de politiske motiver bag forfølgelsen. Menneskerettighedsaktivist og Nobelprismodtager Ales Bialiatski er fængslet på grund af økonomiske anklager. Chefredaktøren for det uafhængige medieforetagende "TUT.BY" (som blev ødelagt af styret i 2020) og hendes kolleger sidder bag tremmer under henvisning til samme paragraf. Interpol accepterede samme paragraf om økonomisk kriminalitet i forbindelse med min eftersøgning. Det tog Interpol næsten otte måneder at gennemføre en intern undersøgelse og nå frem til, at eftersøgningen af mig var i strid med artikel 2 og 3 i organisationens vedtægter. Ikke desto mindre blev jeg arresteret og fængslet i det centrale fængsel i Beograd i syv måneder og seks dage. Jeg tilbragte fem måneder i husarrest med strenge restriktioner. Serbiens højesteret besluttede to gange at udlevere mig til det diktatoriske Belarus. To gange lykkedes det min advokat og mig at appellere denne afgørelse. Jeg er blevet frarøvet et år af mit liv og min fysiske og mentale sundhed. Alt sammen fordi jeg valgte det forkerte erhverv i det forkerte land. Blot fordi jeg havde en personlig mening og gav udtryk for den gennem et aktivt medborgerskab.

Heldigvis lykkedes det mig at vinde – ellers ville du ikke være i gang med at læse disse ord. Takket være journalisters, politikeres, civilsamfundets og organisationers utrolige solidaritet kunne jeg forlade Serbien og komme i sikkerhed i Berlin. Men min historie er ikke forbi. Der er lang vej igen, før jeg er kommet mig, og der er stadig flere kampe på min vej. Jeg ved, at jeg har været tro mod mit kald, selv om nogle betragter det som ekstremisme. Jeg ved, at uafhængig journalistik er en af byggestenene i et demokratisk samfund. Den slags samfund, belarusere ønsker at opføre. Og vi forventer, at vi ikke går alene ad denne vigtige vej.

Af Peter Schmidt, Diandra Ní Bhuachalla og Arnaud Schwartz

Som repræsentant for EU's civilsamfund på COP29 i Aserbajdsjans hovedstad Baku efterlyste EØSU en hurtig og konkret klimaindsats og prioritering af social og miljømæssig retfærdighed i klimaforhandlingerne. 

Peter Schmidt, formand for ad hoc-gruppen om UNFCCC COP, har fortalt os om EØSU's vigtigste budskaber vedrørende det overordnede tema for COP29 – klimafinansiering.

Peter Schmidt: Den kraftige stigning i ekstreme klimarelaterede vejrhændelser i hele verden er en kraftig påmindelse om at hæve ambitionerne på klimaområdet. 2024 er på vej til blive registreret som det varmeste år nogensinde, og menneskeskabte klimakatastrofer såsom oversvømmelser, naturbrande og tørker forekommer hyppigere og med større intensitet og er med til at forværre de sociale uligheder. Prisen for ikke at gøre noget ved klimaforandringerne overstiger langt prisen for at gøre noget.

Der er meget på spil ved COP29. Det er helt afgørende, at der på verdensplan nås til enighed om klimafinansieringsløsninger, hvis udviklingslandene også skal kunne bruge midlerne til en global klimaindsats. EØSU fremsatte med sin deltagelse i COP29 i Baku anbefalinger med udgangspunkt i vores udtalelser om klimafinansiering med fokus på at genskabe den globale finansielle arkitektur for at muliggøre og lette effektiv og tilgængelig klimafinansiering.

Vi understregede behovet for at fastsætte det nye kollektive kvantificerede mål for at lukke hullerne i klimafinansieringen, således at klimafinansieringen bliver bedre egnet til formålet, biodiversitetsvenlig, virkningsfuld og nøje målrettet de mest sårbare lande og lokalsamfund. Klimafinansieringsstrømmene bør styres af princippet om retfærdig omstilling i overensstemmelse med Parisaftalen og have verdensmålene for bæredygtig udvikling i centrum. Langsigtede forpligtelser fra både offentlige og private aktører er afgørende, og offentlig finansiering vil spille en vigtig rolle med at mobilisere og mindske risikoen ved private investeringer i klimainitiativer.

Lokale initiativer og græsrodsbevægelser bør have adgang til klimafinansiering, men udvalget efterlyser også en samlet tilgang for at bryde mønstret med gældsætning og underinvestering i tilpasningen. Vi opfordrer til en retfærdig fordeling af klimamidlerne for at afhjælpe uligheder. Desuden er inddragelse af civilsamfundet vigtigt for at skabe en inklusiv, demokratisk tilgang, der sikrer effektive og bæredygtige klimainvesteringer.

EØSU's ungdomsdelegerede ved COP (2023-2025), Diandra Ní Bhuachalla, har fortalt os om sine erfaringer ved COP29. Hvad er fra en ung persons perspektiv det mest presserende klimaspørgsmål, som bør løses først?

Diandra Ní Bhuachalla: Efter skuffelsen over resultaterne af COP28 har jeg forsøgt så vidt muligt at skrue mine forventninger til COP29 ned. I betragtning af at dette års konference igen blev holdt under ledelse af en stat, der er stærkt afhængig af sine indtægter fra fossile brændstoffer, var det særlig vanskeligt at holde håbet oppe og tro andet, end at resultaterne ville blive begrænsede.

Ikke desto mindre besluttede jeg efter at have rådført mig med forskellige ungdomsorganisationer rundt om i Europa gennem møderne i den strukturerede ungdomstaskforce som led i EØSU's program for ungdomsdelegerede ved COP, at det ville være bedst at fokusere på klimaretfærdighed og den retfærdige omstilling, klimafinansiering og et nyt kollektivt kvantificeret mål og på at øge en meningsfuld deltagelse af unge i de internationale beslutningsprocesser.

Efter at have set, hvordan mange forhandlinger gik i stå i løbet af den første uge på grund af en fuldstændig mangel på enighed og samarbejde – bl.a. vedrørende køn, klimafinansiering og retfærdig omstilling – er jeg kar over, at jeg endnu engang har haft for høje forventninger, og jeg har som følge heraf fokuseret min indsat på sideløbende arrangementer og bilaterale møder. Nu er mine to største forhåbninger, at de eksisterende formuleringer, navnlig vedrørende menneskerettighederne, bevares, og at vi opnår et lille fremskridt, så alt ligger parat til COP30, som er ser ud til at være den kurv, alle lægger deres æg i.

På grund af klimaforandringernes gennemgribende karakter og deres konsekvenser er det umuligt for mig at rangordne de forskellige spørgsmål efter, hvor vigtige eller hastende de er. Unge mennesker er bekymrede over deres fremtid i forhold til deres jobsikkerhed, og om de vil blive nødt til at omskole sig. De bekymrer sig om deres bolig og familie, deres sikkerhed i forbindelse med storme, oversvømmelser og jordskred. Om sundheden og livskvaliteten for deres fremtidige børn eller endda de næste generationer. Og om, hvordan vores generation vil komme til at stå over for endnu vanskeligere klimaforhandlinger, når det bliver vores tur til at træffe beslutningerne, fordi der ikke gøres nær nok i dag, og følgerne deraf vil kunne mærkes i årtier frem.

Vi har brug for klimaretfærdighed nu. Vi har brug for realistisk klimafinansiering nu. Vi har brug for en retfærdig, rimelig og ligelig beskæftigelses- og energiomstilling nu. Vi har brug for ambitioner nu. Vi har brug for gennemførelse nu.

Vi har brug for jer alle sammen nu.

COP16 om biodiversitet, som fandt sted i Cali i Colombia i oktober, endte i fiasko og uden en aftale om naturfinansiering. Vi har spurgt Arnaud Schwartz, EØSU's repræsentant ved COP16, om vi stadig kan være optimistiske på trods af dette tilbageslag. Hvad er der brug for, hvis der skal gøres fremskridt med hensyn til at beskytte biodiversiteten?

Arnaud Schwartz: 200 mia. dollars om året. Det er – ifølge FN – det nødvendige beløb (som omfatter alle former for finansiering – offentlig, privat, national og international) til at nå vores mål for biodiversiteten. Så hvad går det ud på? Det går ganske enkelt ud på at standse nedbrydningen af verdens levende organismer, som i øjeblikket forsvinder hurtigere end nogensinde før, og det går ud på at genoprette naturen og give den en chance for at overleve i en verden, der er til at leve i, frem for at lade den gå til som følge af grådighed og dumhed.

Hvordan ser fremtiden ud efter den mislykkede COP16?

Det er et spørgsmål, vi hver især bør stille os selv og andre omkring os, især fordi det er et kendt faktum, at man alene i Frankrig hvert år bruger over en fjerdedel af dette beløb på at forberede eller føre krig. Globalt set var mødet i Cali helt sikkert en forspildt mulighed på grund af manglende politisk vilje og økonomisk solidaritet.

Men alt er ikke tabt.

Der er et svagt lys for enden af tunnelen: ved dette års COP blev oprindelige folk og lokalsamfund, herunder i Afrika – efter ca. 30 års forhaling – anerkendt for deres rolle som vogtere af biodiversiteten. Der blev også oprettet en ny FN-fond, kendt som Cali-fonden. På lang sigt vil denne fond blive brugt til at indsamle frivillige bidrag fra private virksomheder, hvoraf halvdelen vil gå til ovennævnte befolkningsgrupper. Endelig!

I er... I er...altså...

I er en del af os, og vi er en del af jer. Og for at kunne fortsætte ad vores fælles vej, kunne det være en idé først at få vores økonomi tilbage på sporet til gavn for alle. Så ... hvis ikke vi vil blive ved med at trække tæppet væk under os selv, hvorfor så vente med at revidere de internationale finans- og handelsregler?

Det primære fokus for EØSU's delegerede ved COP29, Peter Schmidt og Diandra Ní Bhuachalla, var klimafinansiering, og de tog i den forbindelse udgangspunkt i EØSU's nylige udtalelse Klimafinansiering: en ny køreplan for at opfylde de høje klimaambitioner og verdensmålene for bæredygtig udvikling. Et af de vigtigste arrangementer, som EØSU stod i spidsen for i Baku, var "A global perspective towards fostering a just transition in the agri-food sector" den 18. november. Ved dette arrangement blev der set nærmere på opbygning af bæredygtige, kulstoffattige fødevaresystemer, der er rimelige for landbrugerne, arbejdstagerne i fødevarekæden og de kommende generationer. Formålet var at forbedre samarbejdet mellem de politiske beslutningstagere og civilsamfundet, slå til lyd for holdningerne i det globale syd og fremme inklusive klimaløsninger for alle.

Arnaud Schwartz deltog som medlem af EU's delegation i møder, hvor han opfordrede til at skabe større synergier mellem FN's processer for biologisk mangfoldighed (CBD) og klimaforandringer (UNFCCC), at udfase miljøskadelige subsidier for at frigøre flere finansielle ressourcer og sikre en mere aktiv rolle for det organiserede civilsamfund i forbindelse med gennemførelsen af den globale Kunming-Montreal-ramme for biodiversitet. Læs mere om EØSU's bidrag til COP16 her.

Arnaud Schwartz er ordfører for EØSU's udtalelse En omfattende strategi for biodiversitet på COP16: alle sektorer sammen om et fælles mål

EØSU støtter bestræbelserne på at udvikle et mere menneskecentreret og fremtidssikret industrielt økosystem. Samtidig opfordrer udvalget til en indgående debat om Industri 5.0 og de sociale og økonomiske konsekvenser.

Industri 5.0 handler om at gøre sociale og miljømæssige spørgsmål til omdrejningspunktet i forretningsprocesser og gå skridtet videre end Industri 4.0, der fokuserede på digitalisering og automatisering. EØSU har for nylig vedtaget en udtalelse med titlen "Industri 5.0 – Hvordan lykkes det?", som slår til lyd for en industrimodel med fokus på mennesker og vores færdigheder og kreativitet.

I Industri 4.0 blev indvirkningen af automatisering på mennesker i vid udstrækning overset, og der blev kun i begrænset omfang taget højde for miljøprioriteter som f.eks. affaldsreduktion, cirkularitet og grøn energi. EØSU understreger, at Industri 5.0 bør afhjælpe disse mangler ved at prioritere demokratiske værdier, social lighed og bæredygtig konkurrenceevne. Giuseppe Guerini, ordfører for udtalelsen om Industri 5.0, hævder, at den digitale omstilling bør bidrage til en "ny aftale om ren industri", hvor menneskelige faktorer og kreativitet spiller en central rolle.

Industri 5.0 bringer mennesket tilbage i centrum for produktionen og betragter menneskers viden og færdigheder som afgørende for at opnå en konkurrencemæssig fordel. Den skaber balance mellem automatisering og menneskelig kreativitet ved at bruge kollaborative robotter til repetitive arbejdsopgaver, hvilket giver arbejdstagerne mulighed for at fokusere på design, planlægning og kundeservice. Dette skift lægger også vægt på arbejdstagernes sundhed og sikkerhed og på støtte til dem, der forflyttes på grund af automatisering.

EØSU opfordrer EU-institutionerne til at støtte et fremtidssikret, menneskecentreret industrielt økosystem med udgangspunkt i social retfærdighed og inklusiv konkurrenceevne. EØSU støtter Industri 5.0, men understreger behovet for at definere de økonomiske, sociale og teknologiske virkninger yderligere. Eksisterende EU-politikker såsom den grønne pagt, AI-forordningen og dagsordenen for færdigheder udgør grundlaget for denne vision, men bør ajourføres, så de er på linje med Industri 5.0-principperne.

Hvis Industri 5.0 skal lykkes, skal arbejdsmarkedets parter og arbejdstagerne inddrages på alle niveauer. Denne inklusive tilgang vil fremme et samarbejdsbaseret arbejdsmiljø, der kombinerer menneskelige og maskinbaserede styrker og gør arbejdspladserne mere innovative, engagerende og bæredygtige. (gb)

EØSU afholdt en konference om kulstoffattig brint i Pärnu, Estland, den 12. november. Formålet med konferencen var at drøfte og identificere strategiske foranstaltninger til udvikling af en bæredygtig infrastruktur for brint og derivater heraf med fokus på finansiering og anvendelse.

Under overskriften Offshore Power for E-Fuels: Boosting the New Hydrogen Economy deltog Nederlandenes ambassade i Estland, udviklingscentret i Pärnu distrikt, Metrosert Applied Research Centre, Invest Estonia og Power2X, der udvikler anlæg til fremstilling af e-methanol.

Grøn og kulstoffattig brint er afgørende elementer i vores energiomstilling, og nylige initiativer såsom EU's brintbank har sat fokus på, at der er fremdrift i udviklingen af markeder for bæredygtig brint. Derfor skal EU's og medlemsstaternes politiske beslutningstagere afsætte de nødvendige midler til at realisere disse ambitioner og lette samarbejdet mellem medlemsstaterne, så der kan vedtages effektive strategier.

I en kommentar til dette presserende behov udtalte formand for EØSU's Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, Baiba Miltoviča: "En hurtig udrulning af vedvarende brint er afgørende – ikke kun for omstillingen af vores energisystem, men også for Den Europæiske Unions sociale og økonomiske velfærd. Det er imidlertid vigtigt, at vi fordeler vores ressourcer på fornuftig vis. For at opnå størst mulig gennemslagskraft er vi nødt til at prioritere sektorer, hvor det er vanskeligt at nedbringe emissionerne, og etablere effektive økologiske og sociale standarder, der sikrer retfærdige og sikre arbejdsvilkår." (mp)