Jowita Kiwnik-Pargana: Mine ukrainske helte

Det startede med grænsen. Kort efter at krigen i Ukraine var begyndt, tog jeg hen til grænseovergangen, ikke for at arbejde – endnu – men for at være med til at yde humanitær bistand. På det tidspunkt strømmede det ind over grænsen med mennesker, mest kvinder og børn. Alle de planer, de havde lagt, blev fra den ene dag til den anden fuldstændig ligegyldige.

Jeg mødte kvinder, som havde formået at pakke alle deres ejendele ned i en enkelt rygsæk og gik snesevis af kilometer til grænsen, mens de skubbede børn i klapvogne foran sig. De lod deres mænd og sønner bag sig i Ukraine uden at vide, hvor de skulle sove om natten, eller hvem der ville give dem husly.

Kort tid efter tog jeg til Ukraine – denne gang som journalist – for at vise, hvordan krigen har ændret ukrainernes liv.

Jeg hørte historien om Inna fra Mariupol, som gemte sig i en kælder i tre uger og så ligene af sine naboer ligge på gaden, men hun kunne ikke begrave dem, fordi granaterne stadig faldt overalt omkring hende.

Petro, som også er fra Mariupol, fortalte mig, hvordan han ledte efter drikkevand i bøjningerne på støbejernsradiatorer.

Og 82-årige Halina, som blev ladt alene tilbage i krigen, sagde: "Jeg så en ældre kvinde. Jeg gik hen til hende. Hun græd. Jeg sagde til hende: Du skal ikke græde. Der, hvor du går hen, der følger jeg med. Jeg forlader dig ikke".

Jeg husker de ukrainske børn, som talte om, hvad krigen betød for dem. Femårig Alisa, som vidste, at folk blev dræbt under krigen. Og 12-årige Zhenia, som med overbevisning i stemmen sagde, at Putin ikke er præsident, men diktator.

Jeg hørte historien om en pige, hvis surrogatmor efterlod hende, så snart hun var blevet født, og hvis biologiske forældre aldrig kom for at hente hende.

Listen over helte fra min beretning er lang, og bag hvert eneste navn er der endnu en historie farvet af krigen. Det er ikke let at lytte til disse historier, men i en tid som denne er du nødt til at holde styr på nerverne.

Dette er ikke det rette tidspunkt at vise følelser. Vi er her ikke for at græde sammen med vores helte, men for at lytte til deres historier. Tårerne må komme senere, efter arbejde, derhjemme.

Ukrainere elsker at tale. De vil gerne tale om de uhyrligheder, som russerne har begået. De ønsker at bekæmpe russisk desinformation, som siger, at ukrainerne lyver om angreb og slår hinanden ihjel.

Vores mission som journalister er at fortælle verden, hvad der i virkeligheden sker i Ukraine.