Dit Europa, din mening! Omkring 90 studerende fra EU, kandidatlandene og Det Forenede Kongerige deltog i Dit Europa, din mening! (YEYS) 2025. Valeriia Makarenko rejste hele vejen fra det krigshærgede Kharkiv i Ukraine for at repræsentere sit land ved arrangementet. Hun satte ord på, hvorfor det er så vigtigt for unge ukrainere at være med i YEYS, og udtrykte håb om, at hendes generation, der i høj grad er mærket af den modstandskraft og det sammenhold, der er opstået under krigen, kan føre Ukraine mod en lysere fremtid.

1) Hvorfor tror du, at det er vigtigt for unge at deltage i EU-arrangementer som Dit Europa, din mening!?

Jeg tror, at EU-arrangementer som Dit Europa, din mening! er så afgørende for os unge, fordi det giver os en platform, hvor vi kan give vores meninger til kende, deltage i meningsfulde debatter og aktivt være med til at forme Europas fremtid. Sådanne arrangementer giver os en helt uvurderlig mulighed for at lære om beslutningsprocesser, udvikle lederevner og lære jævnaldrende fra forskellige lande at kende. For unge ukrainere er det endnu vigtigere at deltage, da det giver os mulighed for at dele vores oplevelser fra hverdagen, fortælle, hvorfor Ukraine skal med i EU, og skabe solidaritet blandt europæiske unge.

2) Hvordan mener du, at krigen har påvirket de unge i Ukraine?
Der er ingen tvivl om, at den omfattende krig har ændret livet markant for unge mennesker i Ukraine og haft konsekvenser for deres uddannelse, mentale sundhed og generelle følelse af sikkerhed. Mange har for eksempel været nødt til at vænne sig til at skulle studere online eller flytte – ofte under ustabile forhold. Krigen har imidlertid også gjort dem mere modstandsdygtige. Unge ukrainere er ikke blot blevet symbolet på kraft og styrke – de har også engageret sig mere i frivilligt arbejde, aktivisme og genopbygningstiltag, som for eksempel byplanlægningsprojekter. På trods af vanskelighederne er vi stadig fast besluttet på at holde fast i vores identitet og bidrage til vores lands fremtid.

3) Hvad er dit håb for fremtiden for Ukraines ungdom?
Spørgsmålet om fremtiden er kompliceret for praktisk talt alle ukrainske teenagere. Mit samfund og jeg håber, at alle unge i Ukraine vil få adgang til kvalitetsuddannelse, muligheder for faglig vækst og en sikker fremtid i et stærkt, uafhængigt Ukraine. Jeg håber også, at det internationale samfund bliver ved med at støtte Ukraine i genopbygningen, så de unge kan trives i stedet for bare at overleve. Den ukrainske ungdom er virkelig stærk, så det er inspirerende at se flere og flere unge deltage i forskellige projekter inden for uddannelse, videnskab, genopbygning af infrastruktur og andre områder. Vigtigst af alt håber jeg, at vores generation, der er mærket af modstandskraft og sammenhold, kommer til at lede Ukraine i retning af en lysere, mere innovativ og demokratisk fremtid.

4) Dine sidste ord om arrangementet?  

Jeg blev virkelig inspireret. Bare det at snakke med og lytte til de andre deltagere og analysere, hvad de sagde – ja, jeg kan virkelig sige, at det er et stærkt felt, og bare ved at stå sammen, kan vi vise, hvor meget vi kan udrette. For eksempel hjalp nogle af de projekter, vi arbejdede med, os virkelig til at forstå andre lande bedre. Jeg lærte så meget om forskellige lande, som jeg ikke vidste før. Jeg er virkelig glad, og jeg er stolt over at have været med. 

Valeriia Makarenko er en 16-årig skoleelev fra Kharkiv i Ukraine. Hun går i 10. klasse på Kharkiv Lyceum #99.