European Economic
and Social Committee
Regenerativ turisme skal styrke økonomien og miljøet
Turisme er et af omdrejningspunkterne i EU's økonomi og kan styrke Europas konkurrenceevne. Det er på tide at gentænke den måde, turismen fungerer på. Vi må ikke stille os tilfredse med bæredygtighed, men sigte efter regenerativ turisme – hvor rejsemålene ikke bare overlever, men også trives.
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) opfordrer indtrængende Den Europæiske Union til at omstille sin turistsektor med fokus på bæredygtighed og regenerering for at sikre langsigtede økonomiske og miljømæssige afkast.
Turisme er stadig en vigtig søjle i EU's økonomi, især i de regioner, der er meget afhængige af branchen, og EØSU er fortaler for, at man intensiverer omstillingen til bæredygtig turisme og går over til regenerative turismestrategier som anført i udtalelsen Turisme i EU: bæredygtighed som drivkraft for konkurrenceevne på lang sigt.
"Vi er nødt til at sikre, at turismen er med til at puste nyt liv i Europas konkurrenceevne. Det er helt afgørende, da turisme er en så vigtig del af mange medlemsstaters og regioners BNP og værdikæder", sagde ordføreren for udtalelsen, Isabel Yglesias.
Hun fortalte endvidere, at udtalelsen bygger på Palmaerklæringen, der blev vedtaget under det spanske rådsformandskab i anden halvdel af 2023 og har skabt bred enighed om, hvordan man kan sikre, at bæredygtighed bliver omdrejningspunktet i fremtidens turisme.
For at nå dertil skal EU-institutionerne og de nationale, regionale og lokale myndigheder aktivt støtte sektoren i omstillingsprocessen, sikre løbende dialog med alle relevante interessenter og styrke den sociale dialog.
Selv om der er gjort meget på bæredygtighedsfronten inden for turisme, har rejseboomet efter pandemien lagt pres på mange populære rejsemål. Denne voldsomme stigning gør det vanskeligere for regionerne at skabe balance mellem økonomisk vækst og bæredygtig udvikling, samtidig med at de kæmper med mangel på arbejdskraft og et misforhold mellem jobudbuddet og arbejdstagernes kvalifikationer.
EØSU efterlyser derfor også et skift i retning af regenerativ turisme og opfordrer til, at dette inkluderes i den europæiske strategi for bæredygtig turisme, som Kommissionen vil fremlægge i de kommende måneder.
I modsætning til traditionel bæredygtig turisme, som har fokus på at mindske miljøskader, sigter regenerativ turisme mod at genoprette og forbedre den naturlige, sociale og økonomiske kapital. Denne fremsynede tilgang integrerer principper for cirkulær økonomi og søger at sætte et varigt positivt aftryk på rejsemål og lokalsamfund. (ll)