Hanna Jarzabek, der er spansk-polsk dokumentarfotograf og nomineret til Investigative Journalism for Europe (IJ4EU) Impact-prisen 2024, tegner et dystert billede af situationen ved den polsk-belarusiske grænse, hvor tusindvis af flygtninge forsøger at krydse Białowieża-skoven, der har fået tilnavnet "Junglen".

Af Hanna Jarzabek

Siden november 2021 har tusindvis af flygtninge, navnlig fra mellemøstlige og afrikanske lande, forsøgt at krydse Białowieża-skoven, der er den sidste urskov i Europa, og som ligger langs grænsen mellem Polen og Belarus. Skoven, som af nogle flygtninge kaldes "Junglen", er et farligt og uvejsomt landskab at krydse, navnlig hvis man ikke er vant til det barske klima i det nordøstlige Europa. Mange flygtninge bliver fanget i skoven i lange perioder, hvor de lever under ekstreme forhold med bl.a. mangel på mad og drikke og stor risiko for underafkøling og død om vinteren. Hvis de opdages af grænsevagterne, bliver disse flygtninge normalt tvunget til at vende tilbage over grænsen, hvor de efterlades alene i skoven på den belarusiske side, ofte om natten, uden vidner og med ødelagte mobiltelefoner, så de ikke kan kommunikere med omverdenen. Disse tvungne tilbagesendelser, også kaldet tilbagedrivelser, sker selv under ekstreme forhold og uden undtagelser for gravide eller personer på randen af underafkøling, der også sendes tilbage til belarusisk område. Nogle af flygtningene fortæller, at de har oplevet sådanne tilbagedrivelser adskillige gange, nogle helt op til 17 gange.

Den forrige polske regering byggede en grænsemur med "harmonika"-pigtrådshegn på toppen og forstærkning ved basen. Ligesom lignende forhindringer andre steder er heller ikke den i stand til at standse folk i forsøget på at komme ind i Europa, men udsætter dem tværtimod for andre alvorlige skader. Grænsevagterne har også installeret kamerafælder i skoven for at opdage flygtninge og nødhjælpsarbejdere. Da der ikke er nogen flygtningelejre, gemmer flygtningene sig i skoven for at undgå at blive drevet tilbage til Belarus, og den voksende militære tilstedeværelse hæmmer adgangen til humanitær bistand.

Der har lige fra starten været store vanskeligheder forbundet med at yde humanitær bistand ved denne grænse. Efter regeringen på den yderste højrefløj mistede magten i oktober 2023, opstod der håb om en ændring af migrationspolitikken, men vold, afvisninger og begrænset adgang til lægehjælp er fortsat en realitet. I øjeblikket opererer Læger uden Grænser med bare tre deltidsansatte til at tilbyde lægehjælp langs den 400 kilometer lange grænse. Organisationen mangler en permanent base, i modsætning til hvad man ser i andre grænseregioner med lignende migrationsstrømme. De har vanskelige vilkår og må ofte yde hjælp i mørket og uden tilstrækkeligt udstyr til at stille den rette diagnose. De tilpasser deres behandling til betingelserne i skoven, f.eks. når de skal give intravenøse infusioner om natten eller yde akut lægehjælp i alvorlige tilfælde såsom spontane aborter.

Efter opførelsen af muren skal de nu ud over sundhedsproblemer også tage sig af forskellige typer knoglebrud, eftersom de personer, der forsøger at klatre over muren, nogle gange falder ned fra op mod 5 meters højde. Nogle af disse knoglebrud kræver komplicerede operationer og måneders genoptræning. Både i disse tilfælde og i tilfælde af underafkøling er den eneste løsning at ringe efter en ambulance, vel vidende at patienten vil blive arresteret og holdt øje med af grænsevagterne under sit hospitalsophold. Når personen så udskrives fra hospitalet, beslutter grænsevagterne ud fra deres egne kriterier, om vedkommende skal sendes til et lukket eller et åbent udlændingecenter. Ifølge flere af dem, jeg har interviewet, er det hændt, at grænsevagterne efter hospitalsopholdet har transporteret flygtningene tilbage til skoven og sendt dem tilbage til den belarusiske side, hvor det hele så kunne starte forfra.

I de seneste måneder er antallet af soldater udstationeret ved den polsk-belarusiske grænse også steget støt, hvilket afspejler de voksende spændinger i regionen. I juni 2024 blev en polsk soldat stukket ned af en migrant ved grænsen og døde senere af sine kvæstelser. Som reaktion herpå intensiverede den nye regering sin migrationsbekæmpelseskampagne og indførte en ny lov, der giver soldater beføjelse til at bruge våben, når de finder det nødvendigt, uden at skulle stå til ansvar for deres handlinger. Denne beslutning giver anledning til stor bekymring, navnlig i lyset af tidligere alarmerende tilfælde af magtanvendelse. For eksempel blev en syrisk flygtning i oktober 2023 skudt i ryggen ved højlys dag og pådrog sig alvorlige skader. På samme måde fortalte frivillige humanitærarbejdere i november 2023, at grænsevagter havde skudt mod dem uden forudgående varsel, mens de forsøgte at yde bistand. Med den nye lov er der ikke bare risiko for, at en sådan farlig praksis normaliseres, men der skabes også et miljø med straffrihed, som bringer både flygtninge og humanitære nødhjælpsarbejdere i yderligere fare. Ved at give soldater ukontrolleret myndighed underminerer denne politik de grundlæggende menneskerettigheder og kan risikere at forværre volden i en allerede ustabil grænseregion.

Donald Tusk forsøger at give indtryk af at være mere åben og opmærksom på menneskerettighederne, men ikke desto mindre viderefører hans regering den tidligere administrations fremstilling af migranterne ved grænsen som en trussel mod det polske samfund og dehumaniserer og stempler dem som terrorister eller kriminelle. Den tidligere regering forsøgte også at klassificere nødhjælpsarbejdere som medvirkende til menneskehandel – en forbrydelse, der kan straffes med op til otte års fængsel. Denne politik ser ud til at fortsætte under Donald Tusk. Den 28. januar 2025 vil fem frivillige nødhjælpsarbejdere, som hjalp en familie fra Irak og en person fra Egypten i 2022, blive stillet for retten, hvor de risikerer samme hårde straf.

Der er heller ikke megen optimisme at finde i den nyligt bebudede migrationspolitik (oktober 2024). Den stødpudezone, som blev indført i juli sidste år, vil forblive i kraft og i alvorlig grad begrænse adgangen for humanitære organisationer, herunder Læger uden Grænser, samt journalister, og dermed hindre leveringen af humanitær bistand til flygtninge og dokumentationen af de polske myndigheders brud på menneskerettighederne.

Det mest omstridte aspekt af denne politik er imidlertid planen om at suspendere retten til asyl ved denne grænse – en foranstaltning, der åbenlyst strider mod de grundlæggende menneskerettigheder, som anerkendes i hele Europa. Denne politik vil desuden have vidtrækkende konsekvenser for den lokale befolkning i grænseregionen, og alligevel er den blevet udviklet uden nogen forudgående høring af hverken dem eller de humanitære organisationer. Disse organisationer, som har arbejdet utrætteligt på at yde bistand, har også samlet kritisk viden om situationen, behovene blandt de flygtninge, der forsøger at krydse grænsen, og de udfordringer, de står over for. Hvis man ignorerer denne viden, underminerer man ikke blot den humanitære indsats, men risikerer også at forværre en allerede alvorlig situation.

Denne undersøgelsesrapport er blevet udarbejdet med støtte fra fonden for undersøgende journalistik for Europa (IJ4EU).

Hanna Jarzabek er en spansk-polsk dokumentarfotograf med base i Madrid. Hun har en baggrund i statskundskab og erfaring som politisk analytiker for FN-agenturer. Hun fokuserer i sit arbejde på emner som forskelsbehandling, kønsidentitet, seksuel mangfoldighed og migration ved EU's østlige grænser med en følsom og respektfuld tilgang. Hendes arbejde er blevet offentliggjort i store publikationer som El País og Newsweek Japan, udstillet internationalt og anerkendt med adskillige priser, herunder en nominering til IJ4EU Impact-prisen 2024 og Leica Oskar Barnack-prisen 2023.

Foto fra projektet "The Jungle":

Skyttegravsfod, en svampeinfektion i foden, er en af de mest almindelige sundhedsproblemer blandt flygtninge, der forsøger at krydse Białowieża-skoven (oktober 2022).