Tatiana Povalyaeva repræsenterede Ukraine ved dette års Dit Europa, din mening! (YEYS) sammen med sine elever. Som lærer på en gymnasieskole i Kharkiv stod hun sidst foran sin klasse i februar 2022 og har undervist online lige siden. Hun beskriver udfordringerne med at undervise i en by blot 40 km fra den russiske grænse, som har været udsat for gentagne angreb siden krigens begyndelse.

Hvordan har krigen påvirket dig som lærer og underviser og din evne til at undervise, og hvordan har den påvirket uddannelsessystemet generelt i Ukraine?

I Kharkiv er næsten alle skoler nu gået over til onlineundervisning, fordi vi ikke har nok beskyttelsesrum til at garantere vores elevers sikkerhed ved undervisning med fysisk fremmøde. Det har vi nu gjort i tre år, og den sidste gang jeg så mine elever i klassen, var den 23. februar 2022.  Mange elever har forladt landet – det var de nødt til. De bor nu i mange forskellige europæiske lande, hvilket jeg som lærer føler stor sorg over. Jeg savner mine elever, og jeg ved, at de har mange ting at kæmpe med. Undertiden er de nødt til at modtage undervisning i såvel europæiske som ukrainske skoler. Det er en enorm byrde for dem. Samtidig er vi, som stadig lever og bor i Ukraine, i konstant fare. Ingen fortjener at gå igennem dette.

At undervise og støtte elever i en krigstid er noget, vi aldrig har stået over for før. En af de største udfordringer for mig er, at jeg føler mig magtesløs, hvad angår hjælp til nogle elever. Min viden og erfaring er ikke altid nok til at håndtere deres helbredsproblemer som følge af stress og virkningerne heraf. Jeg har set alvorlige ændringer af elevers personlighed på grund af posttraumatisk stressforstyrrelse, hvor der er mere brug for en læges hjælp end en lærers. Det er smertefuldt at erkende, at man ikke kan beskytte sine elever mod disse hårde oplevelser. Vi er dog stadig tæt på vores elever, klar til at hjælpe og støtte dem og tage os af dem.

En anden udfordring er selv at forblive modstandsdygtig og være en god ressource for mine elever, ikke kun hvad angår skolen, men også andre aspekter af livet. En stærk og robust underviser kan tilbyde eleverne mere, men spørgsmålet er: Hvordan bevarer man denne styrke? Lærere, der lever og arbejder i en krigstid, har brug for lige så meget støtte som alle andre, fordi vi støtter de børn, der er vores fremtid. Jo mere positiv en lærer føler sig, desto mere støtte og opbakning kan vedkommende give sine elever.

Hvorfor mener du, at det er vigtigt at tilskynde dine elever til at være interesserede i politik eller samfundsliv eller til at deltage i internationale arrangementer som dette?

En af lærernes vigtigste opgaver er at tilskynde vores elever til at være aktive. Det er endnu vigtigere at inspirere dem til at forblive engageret i det politiske liv, da politik har en betydelig indvirkning på menneskers liv. Det giver en god mulighed for at komme med idéer og løsninger på mange af de problemer, vi står over for i dag.

Ved at deltage i internationale arrangementer som Dit Europa, din mening! kan eleverne finde ligesindede og tilhængere, som de kan dele deres idéer med, arbejde sammen med for at finde de bedste løsninger og udveksle værdifulde erfaringer med. Møder med jævnaldrende giver uden tvivl eleverne mulighed for at reflektere over, hvor progressive de er, hvilke planer, mål og perspektiver de har, og hvilken form for personlig vækst de stadig har brug for.

Hvis du kunne sige noget til andre lærere eller andre skoler, hvad ville du så sige som lærer i Ukraine på nuværende tidspunkt?

Der er kun tre punkter, jeg gerne vil dele med mine kolleger og deres elever. For det første: Hvis du virkelig vil vide sandheden om krigen, så spørg de mennesker, der lever med den.

For det andet: Det er vigtigt at stå sammen for at hjælpe andre og være klar til at forebygge katastrofale hændelser. Man skal også forstå, hvor vigtigt det er at indgå i et stærkt fællesskab med fælles moralske værdier, interesser og fremtidsudsigter.

Det tredje punkt – og nok den mest livsbekræftende kendsgerning – er, at vi er i live. Vi lever vores liv, vi kæmper og opnår resultater. Vi forbedrer os, vi håber på det bedste, og vi gør meget for at bevise, at der selv i de sværeste tider er håb og appetit på livet. Vi respekterer dem, der ofrer deres liv for vores selvstændige fremtid, og vi hjælper dem alt det, vi kan. Vi er taknemmelige over for alle, der hjælper.

De ukrainske studerende deltager i mange nationale og internationale arrangementer og konkurrencer samt De Olympiske Lege, hvor de opnår flotte resultater og international anerkendelse. Samtidig lærer vi at overleve fysisk, intellektuelt og følelsesmæssigt under yderstvanskelige levevilkår og gøre os vores egne erfaringer midt i Europa.

Tatiana Povalyaeva har undervist i engelsk ved Kharkiv Lyceum 99 i Ukraine i næsten 26 år. Hun deltog i dette års Dit Europa, din mening! (YEYS), hvor hun ledsagede sine elever.