European Economic
and Social Committee
Gør brug af din stemmeret i juni 2024: EØSU opfordrer europæerne til at stemme for et forenet og demokratisk Europa
Den 20. marts vedtog det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) en resolution, hvori udvalget opfordrer de europæiske borgere til at udøve deres demokratiske ret til at stemme og gå til stemmeurnerne ved det snarligt forestående valg til Europa-Parlamentet.
"Vi har gennemlevet svære tider, men ingen kan benægte, at EU har været garant for fred, demokrati, økonomisk velstand og sociale fremskridt for medlemsstaterne og borgerne. Takket være Unionen kan vi frit arbejde, studere og drive forretning i alle EU-lande", påpeges det i EØSU's resolution.
"Svaret er ikke nationalisme, populisme og enkeltstatsløsninger. Det er derimod en fælles indsats, samarbejde og konvergens". Således understreger EØSU, at intet EU-land kan håndtere udfordringer som stigende inflation, krige, migration eller klimakrise på egen hånd.
Resolutionen blev vedtaget på EØSU's plenarforsamling i marts efter debatten Valget til Europa-Parlamentet i 2024 set i et civilsamfundsperspektiv, hvor civilsamfundsaktivister og de nationale økonomiske og sociale råd i Frankrig og Bulgarien deltog.
EØSU sagde, at man ønsker at mobilisere sit netværk af mindst 90 millioner mennesker i hele EU og sikre, at europæerne møder op i stemmelokalerne for at afgøre, hvem der skal repræsentere dem i Europa-Parlamentet i de næste fem år.
EØSU's formand Oliver Röpke fortalte plenarforsamlingen, at de organisationer, som EØSU's medlemmer repræsenterer, har dybe rødder i de nationale civilsamfund: "Vi kan nå ud til alle, vi kan få folk til at stemme, og det skal vi gøre. Det er vores moralske pligt".
EØSU har også slået kræfterne sammen med Europa-Parlamentet for at hjælpe med at øge valgdeltagelsen, der sædvanligvis er en hel del lavere end ved nationale valg, især i visse medlemsstater.
EØSU's formand understregede, at der på baggrund af demokratiets tilbagegang rundt omkring i verden og i nogle medlemsstater står ekstra meget på spil ved valget i 2024.
"Dette valg er ikke en magisk løsning, som fjerner vores problemer, gør en ende på vores frygt eller mindsker borgernes bekymringer, men det er en legitim måde at udtrykke vores ønsker på, kræve en bedre fremtid og drage magthaverne til ansvar", sagde Oliver Röpke.
De tre ordførere for resolutionen, EØSU-medlemmerne Christa Schweng, Cinzia del Rio og Ioannis Vardakastanis, der repræsenterer henholdsvis EØSU's arbejdsgiver-, arbejdstager- og civilsamfundsorganisationer, talte på plenarforsamlingen og var enige i deres opfordring til europæerne om at gøre brug af deres stemmeret og vælge nogle repræsentanter, som vil kæmpe for et forenet, demokratisk, bæredygtigt og socialt Europa.
EØSU vil vedtage endnu en resolution i juli med fokus på civilsamfundets krav til det nyvalgte Europa-Parlament og Kommissionen. (II)