European Economic
and Social Committee
Giulia Barbucci: "Det er meget vigtigt at bevare en forsvarlig og gennemsigtig budgetforvaltning"
Den italienske fagforeningskvinde, Giulia Barbucci, er EØSU's nye næstformand med ansvar for budgettet.
"Jeg er utroligt glad for at være en del af et formandskab, der for to tredjedeles vedkommende består af kvinder", sagde Giulia Barbucci på plenarforsamlingen. "Ligestilling mellem kønnene er stadig et udestående spørgsmål i EØSU, EU-institutionerne og Den Europæiske Union som helhed".
Giulia Barbucci har siden 1989 arbejdet for CGIL (Confederazione Generale Italiana del Lavoro), der er den største fagforening i Italien. Hun mener, at det i disse tider med økonomisk krise er meget vigtigt at bevare en forsvarlig og gennemsigtig budgetforvaltning med den overordnede prioritet at sikre, at medlemmerne kan varetage deres politiske arbejde.
Giulia Barbuccis arbejde har altid været rettet mod at beskytte arbejdstagere af begge køn. I juli i år stod hun for udarbejdelsen af udtalelsen om En EU-strategi for ligestilling mellem kønnene, der er udvalgets bidrag til Kommissionen.
I 2002 deltog hun i forhandlingerne om den europæiske rammeaftale om telearbejde, der nu bør revideres i lyset af pandemien. "Virksomhederne har under den nuværende sundhedskrise formået at holde stand, dog ofte uden klare regler, sagde Giulia Barbucci. "Hjemmearbejde har imidlertid stor indvirkning på mennesker og husstande, og det er først og fremmest kvinderne, der bærer konsekvenserne heraf, da deres opgaver også omfatter omsorgsarbejde. Netop derfor er det yderst vigtigt at bevare retten til at koble af". (na)
Se en videomeddelelse fra EØSU's næstformand med ansvar for budgettet: