European Economic
and Social Committee
EØSU fejrer succesen med borgerinitiativet "Fur Free Europe" ("Et pelsfrit Europa")
Den 20. september 2023 var EØSU vært for en debat, der stillede skarpt på resultaterne af det europæiske borgerinitiativ "Fur Free Europe". Med initiativet opfordres der kraftigt til et pelsfrit kontinent, og der presses på for at indføre et totalt forbud mod pelsdyravl og salg af pelsprodukter på de europæiske markeder.
Borgerinitiativet "Fur Free Europe" har fået opbakning fra intet mindre end 1,5 mio. europæiske borgere og har således nået de påkrævede tærskler i 18 medlemsstater på under ti måneder. Disse tal afspejler resultaterne af konferencen om Europas fremtid og den seneste særlige Eurobarometerundersøgelse, der begge har givet deres uforbeholdne støtte til indførelsen af højere standarder for dyrevelfærd.
"Kommissionens aktuelle løfte om at revidere lovgivningen om dyrevelfærd i løbet af sin nuværende mandatperiode er en enestående mulighed for at opnå et pelsfrit Europa", fremhævede Elise Fleury, organisator af borgerinitiativet og kampagneleder for Eurogroup for Animals.
Tilly Metz, medlem af Europa-Parlamentet og formand for Intergruppen for Dyrevelfærd, tilsluttede sig dette: "At borgerinitiativet 'Fur Free Europe' så hurtigt har opnået succes understreger, at dyrevelfærd ligger borgerne stærkt på sinde og kræver en beslutsom indsats fra EU's side. Det vil ikke være nok blot at forbedre standarderne for dyrevelfærd. Det er på høje tid at sætte en stopper for denne grusomme og unødvendige aktivitet".
Den 12. oktober vil borgerinitiativet "Fur Free Europe" fremlægge sit initiativ inden for rammerne af en offentlig høring, der er tilrettelagt af Europa-Parlamentets Udvalg om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og Udvalg om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse. EØSU vil deltage aktivt i dette arrangement i et forsøg på at vinde større opbakning til initiativet. De nye forslag om dyrevelfærd og dyretransportforhold, som Kommissionen forventes at fremsætte inden udgangen af 2023, vil også blive specifikt behandlet i en kommende EØSU-udtalelse.
EØSU's formand, Oliver Röpke, bifaldt dette vellykkede initiativ og understregede: "Jeg ønsker at puste nyt liv i EØSU's aktive deltagelse i europæiske borgerinitiativer og give dem en demokratisk fase, hvor de kan påvirke EU-lovgivningen. Jeg kan forsikre jer om, at Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ikke blot vil følge nøje med i udviklingen, men også bidrage aktivt til den videre udvikling på dette område".