Nylige hændelser som følge af covid-19, ekstremt vejr, der kan henføres til klimaforstyrrelserne, cyberangreb og brexit viser, at der er behov for at tage prioriteterne op til fornyet overvejelse og forbedre fødevaresystemernes modstandsdygtighed og bæredygtighed ved at styrke deres uafhængighed. For mange EU-borgere er fødevaresikkerhed ikke noget, der er givet.

EØSU betragter det som en hastesag at udvikle en værktøjskasse, der omfatter risikostyringsforanstaltninger for at hjælpe fødevareforsyningskæderne med at håndtere ekstreme situationer, så myndigheder, landbrugere og industrien kan træffe øjeblikkelige tiltag.
EØSU foreslår i sin initiativudtalelse om Strategisk autonomi og fødevaresikkerhed og -bæredygtighed, at der for fødevaresystemer fastlægges en definition af åben strategisk autonomi, som er baseret på fødevareproduktion, arbejdsstyrke og fair handel med det overordnede mål at garantere fødevaresikkerheden og -bæredygtigheden for alle EU-borgere gennem en retfærdig, sund, bæredygtig og modstandsdygtig fødevareforsyningskæde.
"Bedrifter, frugtbar landbrugsjord og vand er strategiske aktiver og skal til en vis grad beskyttes i hele EU, da de udgør rygraden i vores åbne strategiske fødevareautonomi", understregede EØSU's ordfører for udtalelsen, Klaas Johan Osinga. (mr)