EØSU info: Fortæl os om den hændelse, der førte til din anholdelse og fængsling

Boško Savković: Den 4. juni 2023 afholdtes en meget stor demonstration i Beograd i kølvandet på to massakrer, hvor 18 mennesker blev dræbt. Halvdelen af dem var børn. Folk har fået den opfattelse, at det var en politisk demonstration. Der var tværtimod tale om en fredelig demonstration og en af de største. Demonstranterne forlangte, at ministeren med ansvar for politiet og medlemmerne af tilsynsmyndigheden for elektroniske medier trådte tilbage.

Jeg bar et banner, hvor der på den ene side stod "PINK STINK" (PINK er den største regeringsvenlige mediegruppe i Serbien) og på den anden side "Gribbe og hyæner demonstrerer for et sikkert Serbien", der hentydede til udtrykket: "gribbe og hyæner for sikkerhed", der var blevet brugt af visse regeringsmedlemmer i parlamentet. En eller anden kom og bandt en dukke fast til banneret, der skulle forestille en hængt Aleksandar Vučić. Dukken blev hurtigt fjernet igen, men da var der allerede blevet delt billeder, der var gået viralt på de sociale medier.

Selvom jeg ikke selv var med på billederne, blev jeg sigtet for denne handling og tiltalt for at have forsøgt at undergrave den forfatningsmæssige orden i Serbien, hvilket strafudmåles til ca. 30 års fængsel. Jeg blev opsøgt af fire betjente, der ville anholde mig. "Hvorfor er i fire?" spurgte jeg. "To til dig og to til dukken", var svaret. De fandt dog hverken banneret, der var blevet liggende i min vens bil, eller dukken.

Din anholdelse mobiliserede rigtig mange mennesker i Serbien og i Bruxelles. Da du er medformand for EØSU's blandede rådgivende udvalg EU/Serbien, udsendte EØSU et tweet, der nåede op på 27.000 visninger, med et krav om, at du straks blev løsladt. Hvordan har du det med det?

Jeg sad fængslet. Jeg havde ingen anelse om, hvad der foregik. Det eneste, jeg ved, er, at min hustru ringede til EØSU's næstformand, Aurel Laurenţiu Plosceanu, og at EØSU reagerede prompte ligesom medierne, civilsamfundet og NGO'er i mit hjemland. Folk kender mig i Serbien, og de reagerede alle og arrangerede demonstrationer uden for retsbygningen Men på det tidspunkt var jeg udvidende om alt dette. Da jeg blev idømt 30 dages fængsel, begyndte jeg at spekulere på alle de ting, der kunne ske med mig, og alle de år, jeg skulle tilbringe i fængslet. Man kan ikke tænke klart i sådanne situationer, selv om jeg forsøgte. Jeg prøvede at trække på min baggrund som advokat for at tænke rationelt.

Takket være pres fra EU-institutionerne, NGO'er og fra medborgere, tror jeg godt folk forstod, at jeg ikke var skyldig, så de talte med de serbiske myndigheder, og resultatet var en tilståelsesaftale, der skulle underskrives med anklagemyndigheden til gengæld for en betinget dom på seks måneder med en tilståelse fra min side.

Jeg er ikke Che Guevara, jeg er bare en almindelig borger, der går til demonstration for et sikkert land. Intet andet. Jeg er forfatter, journalist og filminstruktør. Men vi befinder os i en situation, hvor regeringsmedlemmer kritiserer skuespillere, mediefolk, journalister og medborgere, og folk er gået på gaden, fordi de ikke længere vil lægge øre til den slags hadefuld tale i parlamentet.

Tror du denne hændelse kan påvirke det serbiske samfund og dets borgere?

Det kunne den godt, men vi har behov for frie og uafhængige medier. Der findes kun ganske få uafhængige medieforetagender i Beograd. Uden for hovedstaden i de mindre byer er folk ikke klar over, hvad der foregår. Det her er en informationskrig og en krig mod fake news fra regeringens side, som tegner et komplet vrangbillede af demonstrationen og borgernes krav.

Tror du denne hændelse vil påvirke dig fremover?

Jeg vil gerne lægge denne hændelse bag mig, for et fængselsophold er ikke noget for ordentlige mennesker. Jeg nægter at leve i frygt, da et enkelt øjebliks frygt kan ødelægge ti øjeblikke i dit liv. Men frygt er et instinkt, vi alle har til fælles. Jeg er ikke revolutionær. Jeg er blot et menneske, der ønsker sig retten til at sige sin mening. Er det for meget at bede om? Dette er blot nogle af Det Europæiske Fællesskabs grundlæggende værdier: et uvildigt retsvæsen, fri tale og retten til at tænke selv.

Hvilken form for støtte forventer du fra udvalget og EU?

Alene det at følge situationen i Serbien og holde øje med udviklingen dag for dag er tilstrækkeligt. Det er også vigtigt, at EU-institutionerne følger med i medierne og nyhederne fra Serbien. Støtte på alle niveauer er virkelig nyttig for os. Lige nu sidder eksempelvis to journalister fængslet. Hvis man sendte politiske og diplomatiske budskaber til vores regering ville det være en hjælp. Jeg ser EU for mig, og at Serbien bevæger sig i retningen mod EU.

Kan du fortælle os lidt mere om mediernes situation i Serbien?

Vi har enkelte uafhængige medier i Serbien men slet ikke nok, og de når ikke ud i hele landet. Jeg mener heller ikke, at vi har nok medier til at promovere EU, og derfor er idéen om EU ikke populær i Serbien. Den græske filosof Arkimedes, sagde engang: "Giv mig et sted at stå, og jeg skal bevæge verden". Jeg siger: "Giv mig et medie i to måneder, og jeg skal ændre landet". Der er ingen tvivl om, at et Serbien med frie medier ville føre til forandring. Vi har nu nogle grupperinger, der beskytter journalister, men vi skal ikke beskytte journalister, som var de truede dyrearter.

Men hvad med den unge generation af journalister?

De udøver deres job med stor passion og stort engagement. De tror på, at upartisk information og upartiske nyheder er godt for et land og for samfundet. Jeg ved, at de afviser jobtilbud fra tv-kanaler, der betaler godt, hvor det eneste, de skal gøre, er at makke ret. Men der er visse ting, som penge ikke kan købe, såsom værdighed. Denne unge generation har værdighed. De unge journalister forsøger at opbygge en professionel karriere på en måde, så de hver morgen, når de står op, kan se sig selv i øjnene uden at skamme sig.

Hvordan ser du fremtiden for Serbien?

Serbiens fremtid er i EU. Min datter er 23 år gammel. Jeg er overbevist om, at hun en dag vil bo i Den Europæiske Union, men jeg har ikke samme fornemmelse for mit eget vedkommende. Jeg ikke ved, hvor længe Serbien vil være om at opfylde EU's kriterier, eller om EU vil fastsætte nye standarder for Serbien. Men jeg er sikker på, at der kun er én vej for Serbien at gå.

For 20 år siden deltog jeg i en konference i Thessaloniki, hvor deltagerne gav udtryk for, at der var behov for Serbien i EU, fordi Serbien er det eneste land, der kan forbinde det vestlige Balkan med EU. Og det stemmer, for du kan rejse med skib, tog, fly, og nu er der en forbindelse gennem Bulgarien og Rumænien. Det vestlige Balkans skæbne er således tæt knyttet til Serbiens skæbne. På en eller anden måde kunne intet andet land i regionen på egen hånd være en del af EU.