European Economic
and Social Committee
Det slovenske EU-formandskab starter på et kritisk tidspunkt for Europa
Den 1. juli 2021 overtog Slovenien formandskabet for Rådet for Den Europæiske Union på et tidspunkt, hvor Europa søger at komme sig, genopbygge bedre og komme stærkere ud af covid-19-pandemien.
Sloveniens andet formandskab siden landets tiltrædelse af EU i 2004 vil forløbe under mottoet "Sammen. Modstandsdygtig. Europa.", tre ord, der symboliserer landets vigtigste prioriteter. Med det slovenske formandskabs egne ord: "At arbejde sammen, støtte hinanden og handle solidarisk til gavn for alle europæiske borgere vil være nøglen til at styrke EU's modstandsdygtighed."
Det slovenske formandskabs program fokuserer på fire prioriteter:
- at styrke EU's modstandsdygtighed over for forskellige former for kriser såsom covid-19-pandemien og at fortsætte det foregående tyske og det foregående portugisiske formandskabs arbejde med at styrke EU's cybermodstandsdygtighed;
- at lede den økonomiske og sociale genopretning efter pandemien og samtidig lette overgangen til mere teknologisk avancerede og miljøvenlige økonomiformer;
- at fremme konferencen om Europas fremtid, som vil være det centrale emne på det strategiske forum i Bled i begyndelsen af september, der forventes at blive overværet af en lang række deltagere fra forskellige europæiske institutioner.
- at sikre og styrke den europæiske levevis, herunder respekten for retsstatsprincippet.
Ved at forfølge disse prioriteter vil Slovenien stræbe efter en troværdig og sikker Europæisk Union, der er i stand til at garantere sikkerhed og stabilitet i sit nabolag. Der vil være særlig opmærksomhed omkring Vestbalkan og en troværdig videreførelse af EU's udvidelsesproces med disse lande. Slovenien planlægger at være vært for det uformelle topmøde EU-Vestbalkan i oktober 2021. EØSU's civilsamfundsforum for det vestlige Balkan, der skal afholdes i slutningen af september, vil bidrage til topmødet med konkrete henstillinger fra det organiserede civilsamfund.
EØSU vil sikre, at det organiserede civilsamfunds stemme bliver hørt gennem fem sonderende udtalelser, som det slovenske formandskab har anmodet om, om emner, der spænder fra voksenuddannelse til fair forsyningskæder for fødevarer. De sonderende udtalelser er:
- voksenuddannelse
- centrale komponenter i bæredygtigt kvalitetsarbejde under og efter genopretningen
- udnyttelse af de økonomiske og sociale muligheder i forbindelse med digitaliseringen og forbedring af den digitale omstilling af økonomien, navnlig for så vidt angår SMV'er, med fokus på menneskecentreret kunstig intelligens og data;
- opgradering til inklusiv, sikker og pålidelig digitalisering for alle.
- På vej til en fair forsyningskæde for fødevarer.
EØSU ser frem til at arbejde sammen med den slovenske regering om fælles initiativer og arrangementer og til at støtte det slovenske formandskab gennem sit udvidede netværk af det organiserede civilsamfund i Europa. Udvalget glæder sig over, at det allerede er blevet indbudt til rundbordskonferencen om Europas fremtid, der er planlagt til at finde sted i Slovenien, og til det strategiske forum i Bled.
Du kan finde flere oplysninger om det slovenske formandskab her: