Hastigheden i omstillingen i retning af energiunionen bør sættes kraftigt op, hvis vi skal opfylde EU's energi- og klimamål for 2050, men at overse den sociale og økonomiske situation i de enkelte medlemsstater kan være farligt, anfører EØSU i en nylig udtalelse.

Mangel på hensyntagen til de sociale og økonomiske forhold i de forskellige medlemsstater kan true den sociale accept af investeringer og reformer, der tjener til at fremme energiomstillingen, understreger EØSU.

I udtalelsen, der er udarbejdet af Lutz Ribbe og vedtaget på plenarforsamlingen i marts, tilkendegiver EØSU sin holdning til rapporterne fra 2020 om status over energiunionen og vurderingen af de nationale energi- og klimaplaner og anfører, at selv om energi- og klimamålene for 2020 i det store og hele er opfyldt, må vi ikke hvile på laurbærene.

Målene for de næste 30 år startende med 2020'erne skal være langt mere ambitiøse og reelt gøre Europas borgere til centrale elementer i energiunionen.

Lutz Ribbe udtalte, at energiomstillingen også bringes i fare, hvis politikerne giver tilsagn om at inddrage store dele af samfundet, men i realiteten ikke tager dette løfte alvorligt og ikke lever op til det. (mp)