European Economic
and Social Committee
Euro-Middelhavssamarbejde efter covid-19: civilsamfundsorganisationer spiller en central rolle, når det handler om at holde økonomien og samfundet i gang
EØSU's plenarforsamling i december omfattede en debat om genopbygningen af og modstandsdygtigheden i Euro-Middelhavsregionen efter covid-19-pandemien med fokus på digitale færdigheder.
Udvalgets formand Christa Schweng understregede den centrale rolle, som spilles af regionalt samarbejde og regional dialog og ikke mindst af netværket af lokale civilsamfundsorganisationer, og hun påpegede, at Middelhavsunionen og Anna Lindh-Fonden er meget vigtige partnere for EØSU og udgør to vigtige søjler i Euro-Middelhavs-Partnerskabet.
Álvaro Albacete Perea, vicegeneralsekretær i Middelhavsunionen, og Josep Ferré, administrerende direktør i Anna Lindh-Euro-Middelhavs-Fonden for Dialogen mellem Kulturer, understregede hvor afgørende det er at styrke forbindelserne mellem EU og det sydlige Middelhavsområde.
Digitalisering spiller en central rolle for økonomiske og sociale fremskridt i hele Euro-Middelhavsregionen. I initiativudtalelsen om Digital omstilling i Euro-Middelhavsregionen, som er udarbejdet af Dolores Sammut Bonnici og blev vedtaget på plenarforsamlingen, påpeges det, at det er vigtigt at reducere den digitale kløft mellem forskellige lande, mellem byområder og landdistrikter og mellem de forskellige generationer. (mp)