European Economic
and Social Committee
Blockchainteknologier og mineindustrien: en fælles fremtid
Blockchainteknologier kan levere nyttige løsninger i fremtidens mineindustri, men den digitale omstilling bør tage højde for de sociale konsekvenser. Dette var hovedbudskabet fra den rundbordsdiskussion, som EØSU's Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer (CCMI) afholdt online den 14. december 2020.
"De mineselskaber, som har indledt den digitale omstilling, har forbedret deres sikkerhed, bæredygtighed, produktivitet og fortjeneste. Blockchain er industriens fremtid, men dens forvaltning skal drøftes. Vi er også nødt til at mindske de sociale og territoriale ubalancer, der er opstået på grund af den aktivitetsomlægning, som den nye grønne pagt og den cirkulære økonomi har medført, sagde formanden for CCMI, Pietro De Lotto.
CCMI-medlem Hilde Van Laere tilsluttede sig denne betragtning: "Blockchain er kernen i den digitale omstilling og har potentiale til at ændre virksomhederne og hele samfundet, ikke kun mineindustrien. Blockchain har ændret alle virksomheder i alle sektorer og har også ændret rammerne for minedrift. Med sin kapacitet til at skabe sikkerhed og gennemsigtighed i forbindelse med forretningstransaktioner og til at registrere ændringer af dokumenter og forretningsaftaler har blockchainteknologi yderst nyttige anvendelsesformål inden for minedrift".
En lang række operationelle og institutionelle interessenter deltog i debatten: den svenske mineorganisation, Minespider, Kamni Chain, IndustriALL Norway, International Raw Materials Observatory, Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil.
Webinaret indgik i det opfølgende arbejde vedrørende udtalelse CCMI/176 om Digital minedrift i Europa: Nye løsninger i forbindelse med bæredygtig produktion af råstoffer, som er udarbejdet af Marian Krzaklewski og Hilde Van Laere, og som EØSU vedtog på sin plenarforsamling i september. (mp)