Fra den 2. til den 4. oktober var EØSU og Det Europæiske Regionsudvalg (RU) værter for den europæiske måned for cybersikkerhed i Bruxelles. På arrangementet gav fremstående talere fra EU-institutionerne, regionale myndigheder og civilsamfundet deres bud på, hvordan vi kan håndtere udfordringerne i forbindelse med nutidens hastigt skiftende cybertrusselsbillede.
Fra den 2. til den 4. oktober var EØSU og Det Europæiske Regionsudvalg (RU) værter for den europæiske måned for cybersikkerhed i Bruxelles. På arrangementet gav fremstående talere fra EU-institutionerne, regionale myndigheder og civilsamfundet deres bud på, hvordan vi kan håndtere udfordringerne i forbindelse med nutidens hastigt skiftende cybertrusselsbillede.
Den 12. udgave af den europæiske måned for cybersikkerhed fokuserede på social engineering (eller social manipulation), der er en voksende trussel målrettet menneskers adfærd med det formål at opnå uretmæssig adgang til oplysninger og tjenester og dermed bryde sikkerheden.
De vigtigste budskaber fra dette års udgave var:
EU's nye forordning om cybersikkerhed fastlægger et fælles udgangspunkt for EU-institutionerne og medlemsstaterne.
Det er afgørende med regelmæssige risikovurderinger for at identificere sårbarheder og prioritere afbødningsstrategier.
Nye trusler såsom AI-drevne angreb og kvantedatabehandling kræver innovative modforanstaltninger.
De regionale myndigheder spiller en afgørende rolle med hensyn til at støtte lokale enheder gennem videndeling, teknisk bistand og skræddersyede uddannelsesprogrammer.
AI-drevne social engineering-angreb bliver stadig hyppigere, og det kræver en mangesidet og samarbejdsbaseret tilgang at modstå dem.
Du kan finde flere oplysninger om arrangementet her. (lp)
Et af de programmer, der blev præsenteret på EØSU's Connecting EU-seminar om journalistik i 2024, var Hannah Arendt-initiativet. Det er et netværk af civilsamfundsorganisationer, der støtter og beskytter journalister, der arbejder under ekstremt pres og udsættes for censur, chikane og forfølgelse. Initiativet er et beskyttelsesprogram, der finansieres af den tyske forbundsregering, og som tilbyder mange former for værdifuld hjælp til journalister i hele verden – fra Afghanistan og Sudan til Rusland og Ukraine – uanset om de befinder sig i deres hjemlande eller i eksil.
Et af de programmer, der blev præsenteret på EØSU's Connecting EU-seminar om journalistik i 2024, var Hannah Arendt-initiativet. Det er et netværk af civilsamfundsorganisationer, der støtter og beskytter journalister, der arbejder under ekstremt pres og udsættes for censur, chikane og forfølgelse. Initiativet er et beskyttelsesprogram, der finansieres af den tyske forbundsregering, og som tilbyder mange former for værdifuld hjælp til journalister i hele verden – fra Afghanistan og Sudan til Rusland og Ukraine – uanset om de befinder sig i deres hjemlande eller i eksil.
Når kritiske røster bringes til tavshed, journalister fængsles og hele medieforetagender lukkes, har offentligheden ikke længere adgang til uafhængige oplysninger. Sådanne oplysninger er imidlertid afgørende for en fri meningsdannelse og et velfungerende demokrati.
To år efter at Hannah Arendt-initiativet blev lanceret af den tyske forbundsregering, er der ikke mindre grund til bekymring – faktisk er bekymringerne blevet større. Det seneste internationale pressefrihedsindeks udarbejdet af Journalister uden Grænser viser, at forholdene for mediefolk er blevet forværret på verdensplan. Der er i øjeblikket flere lande – i alt 36 – i den nederste kategori (hvor situationen klassificeres som "meget alvorlig"), end der har været i mere end ti år. Journalister fra en række lande i denne kategori, herunder Rusland, Afghanistan og Sudan, støttes af flere projekter, der gennemføres af Hannah Arendt-initiativets partnerorganisationer.
Takket være Hannah Arendt-initiativet – et beskyttelsesprogram, der finansieres af Tysklands udenrigsministerium og forbundsregeringens ansvarlige for kultur og medier – kan mediefolk modtage mange forskellige former for hjælp, enten i deres hjemland eller i eksil. Nogle gange er det endda muligt at hjælpe, hvor det ved første øjekast forekommer umuligt. Et projekt under initiativet støtter f.eks. kvindelige journalister i Afghanistan: de modtager uddannelse i sikkerhed, stipendier og tilbydes mentorordninger på modersmålet. Et særligt stort antal kvinder i mediebranchen har mistet deres arbejde, siden Taliban tog magten i 2021, hvilket betyder, at der nu næsten ikke længere er nogen kvinder, der arbejder inden for radio og tv. Siden da er hele sektoren reduceret kraftigt.
Russiske og sudanske mediefolk kan drage fordel af Hannah Arendt-initiativet i nabolande. Der er oprettet særlige centre, der fungerer som kontaktpunkter for mediefolk i eksil. De drives eller støttes af initiativets partnere. Exile Media Hubs og Casa para el Periodismo Libre (et frirum for journalister i eksil) i Mellemamerika er også sikre tilflugtssteder, der tilbyder psykologisk og juridisk rådgivning. Centrene tilbyder også efteruddannelse og er et udgangspunkt for netværkssamarbejde mellem mediefolk, der forfølges i deres hjemlande af forskellige årsager.
Genopbygning af holdbare redaktionelle strukturer i eksil er en anden tilgang, der satses på under Hannah Arendt-initiativet. Det handler om at sikre, at borgerne i journalisternes totalitære hjemlande fortsat modtager uafhængige oplysninger.
Afghanistan, Rusland og Sudan er ikke de eneste lande, hvis journalister modtager støtte. Initiativets rækkevidde er verdensomspændende, og det kan reagere fleksibelt på sikkerhedsforhold, der forværres. I øjeblikket ydes der hovedsagelig støtte til mediefolk fra Belarus, Mellemamerika, Myanmar, Nordafrika og Ukraine. I den forbindelse er Ukraine et særligt tilfælde, da formålet med projektets indsats i landet er at sikre fortsat mediedækning under den igangværende krig. Dette kræver materiel og teknisk bistand samt specifik uddannelse og forsikring i forbindelse med frontlinjeoperationer.
Følgende fire civilsamfundsorganisationer er partnere i Hannah Arendt-initiativet: DW Akademie, the European Fund for Journalism in Exile (JX-Fund), Media in Cooperation and Transition (MiCT) og Det Europæiske Center for Presse- og Mediefrihed (ECPMF). Programmet stiller krav om uafhængighed af statslig kontrol og statsneutralitet. Finansieringen ydes udelukkende på grundlag af objektive kriterier og tildeles af uafhængige juryer uden statslig indflydelse.
Hannah Arendt-initiativet er et netværk til beskyttelse af journalister og medier på verdensplan. Det blev oprettet i 2022 på initiativ af og med finansiering fra Tysklands udenrigsministerium og forbundsregeringens ansvarlige for kultur og medier.
Analyse med henblik på en effektiv integration af tredjelandsstatsborgere på EU's arbejdsmarked
Den 23. september 2024 offentliggjorde Europa-Kommissionen vinderne af den tredje udgave af EU-priserne for økologi. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) udvalgte og kårede vinderne i tre kategorier: bedste økologiske fødevareforarbejdende SMV, bedste økologiske fødevaredetailhandler og bedste økologiske restaurant.
Den 23. september 2024 offentliggjorde Europa-Kommissionen vinderne af den tredje udgave af EU-priserne for økologi. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) udvalgte og kårede vinderne i tre kategorier: bedste økologiske fødevareforarbejdende SMV, bedste økologiske fødevaredetailhandler og bedste økologiske restaurant.
Vinderne er:
Bedste økologiske fødevareforarbejdende SMV: Gino Girolomoni Cooperativa Agricola (Italien), et kooperativ, der ved hjælp af vedvarende energi fremstiller økologisk pasta i regionen Marche og støtter over 300 lokale landbrugere.
Bedste økologiske fødevaredetailhandler: SAiFRESC (Spanien), et initiativ drevet af landbrugere, som producerer 70 forskellige sorter økologisk frugt og grøntsager på 30 hektar økologisk landbrugsjord. Initiativet fremmer den cirkulære økonomi og udbyder lærerige workshopper.
Bedste økologiske restaurant: Kalf & Hansen (Sverige), en restaurantkæde, der er specialiseret i 100 % økologisk, sæsonbestemt nordisk mad, og som er kendt for sine bæredygtige råvarer og sine stærke bånd til de lokale producenter.
Peter Schmidt, formand for EØSU's Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø (NAT), roste vinderne og bemærkede, at priserne anerkender innovation og topkvalitet i EU's økologiske sektor. Han understregede, at det er vigtigt at sikre flere og billigere økologiske produkter for at skabe vækst i sektoren og hjælpe EU med at nå sit mål om 25 % økologisk landbrug inden 2030. "Det er imidlertid ikke den rette tilgang at løse sociale problemer gennem landbrugspolitikkerne. Det er socialpolitikkerne, der skal sørge for, at europæerne har råd til økologiske produkter", tilføjede han.
EU-priserne for økologi er en del af det bredere initiativ EU-dagen for økologi, der blev lanceret i 2021 for at sætte fokus på fordelene ved økologisk landbrug. Økologisk landbrug, som støttes af EU's fælles landbrugspolitik, er vokset betydeligt fra 5,9 % af EU's landbrugsjord i 2012 til 10,5 % i 2022, og detailsalget tegnede sig for 45 mia. EUR i 2022. På trods af økonomiske udfordringer er EU stadig det næststørste marked for økologiske produkter på verdensplan kun overgået af USA. (ks)
Af Stefano Mallia, formand for EØSU's Arbejdsgivergruppe
Med Mario Draghis rapport er der endnu en gang sat fokus på det presserende behov for at tage livtag med Europas økonomiske udfordringer. I både Enrico Lettas og Mario Draghis rapport lyder alarmklokkerne – endda højlydt: Europa står over for en skæbnestund, og vi har ikke råd til at sidde advarslen overhørig.
Af Stefano Mallia, formand for EØSU's Arbejdsgivergruppe
Med udgivelsen af Mario Draghis rapport er der endnu en gang sat fokus på det presserende behov for at tage livtag med Europas økonomiske udfordringer. I både Enrico Lettas og Mario Draghis rapport lyder alarmklokkerne – endda højlydt: Europa står over for en skæbnestund, og vi har ikke råd til at sidde advarslen overhørig.
Der er mere på spil end nogensinde før: I løbet af de seneste to årtier har EU's økonomiske vækst konstant haltet efter USA's, mens Kina har været hurtig til at fået lukket hullet. Fra 2002 til 2023 voksede forskellen i BNP (i 2015-priser) mellem EU og USA fra lidt over 15 % til foruroligende 30 %. Ser man på købekraftspariteten (PPP), springer forskellen endnu mere i øjnene: Her er den vokset fra 12 % til hele 34 %.
En af de største udfordringer er Europas lovgivningsmæssige rammer. Tallene er slående: Fra 2019 til 2024 blev der i EU vedtaget ca. 13.000 retsakter sammenlignet med ca. 3.500 i USA.
Denne overdrevne regulering har medført betydelige efterlevelsesomkostninger for virksomhederne og flyttet ressourcer væk fra innovation og resultatforbedring. Desuden har den afstedkommet den bekymrende tendens, at virksomheder flytter deres aktiviteter ud af EU. Således flyttede 30 % af de europæiske enhjørninger til lande uden for EU i perioden 2008-2021.
Som Mario Draghi understreger, kræver det mere end blot investeringer at få Europa til at bevæge sig fremad. Det gælder om at sikre, at reformer fører til reelle fremskridt. Vi skal have fokus på at fuldføre det indre marked, fjerne hindringer, prioritere en sammenhængende tilgang til byrdereduktion samt strømline lovgivningen. Alle disse vigtige skridt kan tages straks uden større politiske kampe og vil give virksomhederne, navnlig SMV'er, som er rygraden i vores økonomi, håndgribelige fordele.
Derudover kan vi ikke se bort fra, at vores sektorer og økonomier er indbyrdes forbundne. Forbedringer på ét område kan føre til positive afsmittende virkninger i andre. For eksempel kan integrationen af kunstig intelligens og datadrevne teknologier understøtte en mere intelligent energistyring på tværs af industrier, fra avanceret fremstilling til præcisionslandbrug, hvilket kan give sig udslag i væsentligt lavere omkostninger og emissioner. Det er den slags synergier, vi skal gå efter.
Der er ingen tvivl om, hvilken vej vi bør tage. Europa har kapaciteten, talentmassen og innovationspotentialet til at komme foran i konkurrencen igen. Men det vil kræve en stærk politisk vilje, samarbejde og et fokus på langsigtede strategiske mål. Nu er det op til os – EU-institutionerne og medlemsstaterne – at omsætte disse muligheder til handling, som skaber forandring og gør en forskel.
Udvikling af et europæisk flagskibsinitiativ for sundhed
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) deltager endnu en gang i FN's klimakonference, COP29, som i 2024, afholdes i den aserbajdsjanske hovedstad, Baku.
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) deltager endnu en gang i FN's klimakonference, COP29, som i 2024, afholdes i den aserbajdsjanske hovedstad, Baku.
EØSU repræsenteres af Peter Schmidt, formand for ad hoc-gruppen vedrørende COP, og EØSU's ungdomsdelegerede i COP-delegationen, Diandra Ní Bhuachalla. På konferencen vil EØSU genfremsætte budskaberne fra sin nyligt vedtagne udtalelse om klimafinansiering samt gentage sin opfordring til at sikre en inklusiv og retfærdig omstilling, så klimaindsatsen ikke øger den sociale ulighed. EØSU vil også slå til lyd for bæredygtige landbrugsfødevaresystemer, vedvarende energi, energieffektivitet og grønne teknologier samt tilpasning af biodiversitets- og klimamålene. EØSU vil med sin deltagelse i COP29 sørge for, at det europæiske civilsamfunds stemme bliver hørt, og at resultaterne af konferencen afspejler ligevægtige og socialt retfærdige løsninger på klimakrisen. (ks)
Journalister med handicap kan udføre et lige så godt stykke arbejde og desuden tilføre andre og nye synsvinkler – så hvorfor er der så få af dem i medierne? Lars Bosselmann fra Den Europæiske Blindeunion skriver, at personer med handicap er underrepræsenteret i mediebranchen, og at det skal være slut med den stereotype portrættering i nyhederne.
Journalister med handicap kan udføre et lige så godt stykke arbejde og desuden tilføre andre og nye synsvinkler – så hvorfor er der så få af dem i medierne? Lars Bosselmann fra Den Europæiske Blindeunion skriver, at personer med handicap er underrepræsenteret i mediebranchen, og at det skal være slut med den stereotype portrættering i nyhederne.
Alle demokratier bygger på nogle centrale principper, og et af de vigtigste er pressefriheden. Denne frihed er med til at sikre, at borgerne kan følge med i, hvad de politiske ledere foretager sig. Den sikrer os også adgang til oplysninger uden indblanding udefra.
Der er dog stadig nogle af aspekter af mediernes adfærd, der skal forbedres, især i forhold til diversitet. Vi er stadig langt fra at være nået i mål, når det gælder den lige repræsentation i medierne af forskellige sociale grupper eller dækningen af historier om dem.
De aktuelle tal viser, at antallet af ansatte med handicap ved aviser, radio og tv ikke er tilstrækkeligt repræsentativt. Det er bekymrende, i lyset af at op mod 16 % af verdens befolkning har en eller anden form for handicap. Desuden støder personer med handicap som understreget i en UNESCO-rapport også ofte på fordomme på grund af den stereotype portrættering i medierne over for læsere, lyttere og seere overalt i verden.
For at ændre den almindelige opfattelse af personer med handicap er det vigtigt, at de får en plads i nyhedsredaktionerne og medvirker til indholdsskabelsen.
Samfundet er nødt til at forstå, at mediebranchen først vil være fuldt ud inkluderende, når personer med handicap bliver en del af arbejdsgangene. Emner vedrørende handicap skal også dækkes med en anden tilgang. Medierne må anerkende, at personer med handicap er mennesker, der ligesom alle andre skal kunne bruge deres rettigheder. Desuden ændrer indholdsformaterne sig konstant, og derfor har vi brug for eksperter, der kan designe disse formater, så de bliver tilgængelige og inkluderende.
Selv om der ikke er mange personer med handicap i mediebranchen, er der alligevel nogle yderst inspirerende eksempler, som viser, at de kan være fremragende indholdsskabere.
Den Europæiske Blindeunion kører en serie af podcasts og for nylig havde et afsnit fokus på De Paralympiske Lege i Paris 2024. I podcasten talte vi med Laetitia Bernard, som er en blind fransk journalist, der arbejder for Radio France. Ud over De Paralympiske Lege i år har Laetitia tidligere dækket legene i 2012 og 2016 i hhv. London og Rio. Hun dækkede også De Paralympiske Vinterlege i Sochi i 2014 og i Pyeongchang i 2018.
"Begivenheder som De Paralympiske Lege har en positiv effekt med hensyn til at nedbryde barrierer og udfordre stereotyper", understregede Laetitia Bernard under interviewet. "Selv med et handicap kan en journalist arbejde effektivt og bidrage med en anden beskrivelse af tingene", tilføjede hun. Laetitia Bernards professionelle karriere og hendes betragtninger om emnet viser, at der også skal tages hånd om dette aspekt, hvis vi skal skabe et mere inkluderende samfund: lighed skal være et centralt anliggende for mediebranchen.
Lars Bosselmann er administrerende direktør for Den Europæiske Blindeunion (EBU).
Nu hvor det nye kommissærkollegium er blevet præsenteret, lægger vi især mærke til, at posten som kommissær med ansvar for beskæftigelse og sociale rettigheder er blevet afskaffet. I stedet får vi nu en kommissær med ansvar for "mennesker, færdigheder og parathed". Brugen af ordet "mennesker" rejser en række spørgsmål.
Nu hvor det nye kommissærkollegium er blevet præsenteret, lægger vi især mærke til, at posten som kommissær med ansvar for beskæftigelse og sociale rettigheder er blevet afskaffet. I stedet får vi nu en kommissær med ansvar for "mennesker, færdigheder og parathed". Brugen af ordet "mennesker" rejser en række spørgsmål. Næsten alle de øvrige porteføljer handler vel trods alt også om mennesker? Vi kunne også kommentere den jargonprægede karakter af ordet "parathed", som også bruges i en anden portefølje.
Dette indlæg handler imidlertid om, hvad der mangler, og hvad der er blevet udeladt. Fokus er flyttet fra social- og arbejdsmarkedspolitik til konkurrencedygtighed. Den kryptiske og undertiden farverige karakter af andre stillingsbetegnelser taler for sig selv: fra gennemførelse og forenkling til velstand og vandresiliens for blot at nævne nogle få.
Siden 1970'erne har der været en portefølje for beskæftigelse og socialpolitik, men den blev omdøbt til beskæftigelse og sociale rettigheder i 2019. Den omfattede centrale politikker såsom den europæiske søjle for sociale rettigheder og dens vidtrækkende initiativer. Jobkvalitet, ligestilling, social dialog og arbejds- og levevilkår er fortsat grundlæggende spørgsmål, når det handler om at sikre, at vores demokratier kan overleve.
Nu er beskæftigelse imidlertid skiftet ud med færdigheder. Idéen om, at mange af vores nuværende problemer skyldes manglen på kvalificeret arbejdskraft, synes at være bredt accepteret i nogle kredse. Virksomhederne har svært ved at finde den kvalificerede arbejdsstyrke, de har brug for. Og det er ikke overraskende. Job på begyndelsesniveau kræver flere års erhvervserfaring, og det er ikke ualmindeligt at se krav om ph.d.-studier, flere sprog og en lang liste over dokumentation for færdigheder, der kunne læres på jobbet på få måneder. Hertil kommer, at den tilbudte løn i mange tilfælde knap nok dækker leveomkostningerne. Og det gælder oven i købet for stillinger, der kræver kvalifikationer, og som dermed allerede befinder sig i den bedre ende af skalaen.
Det er dybt bekymrende at observere denne tilfældige brug af jargon kombineret med en fortælling, der hovedsageligt fokuserer på konkurrencedygtighed. Det antydes nærmest, at det allerede er lykkedes at sikre trivsel, kvalitetsjob og anstændige lønninger, og at det eneste tilbageværende problem handler om at imødegå manglen på kvalificeret arbejdskraft. Denne mangel synes imidlertid hovedsagelig at eksistere i det nye kommissærkollegium, som ikke er i stand til at forstå den nuværende situation, sætte den i perspektiv og tilbyde realistiske løsninger. Lad os håbe, at vi på tværs af de nye porteføljer og under overfladen kan finde frem til robuste forslag, der kan styrke sociale rettigheder og arbejdstagerrettigheder, demokratiet og kampen mod klimaændringer.
