European Economic
and Social Committee
Schotstek: Lige muligheder og større diversitet i ledende stillinger
Oprindelse og social baggrund må aldrig være en hindring for succes, skriver Evgi Sadegie, administrerende direktør for Schotstek, en organisation med base i Hamburg og Berlin, som fremmer lige muligheder og kulturel diversitet i erhvervslivet. Schotsteks enestående stipendieprogrammer støtter intelligente, ambitiøse og motiverede unge med migrantbaggrund på deres vej mod ledende stillinger inden for forskning og i erhvervslivet og samfundet. Ved at hjælpe dem med at opbygge stærke netværk og ruste dem med de rette færdigheder gør Schotstek det muligt for talentfulde studerende og unge fagfolk at udnytte deres fulde potentiale.
Af Evgi Sadegie
Tyskland er et kulturelt mangfoldigt land, men dette afspejles stadig næsten ikke i landets økonomiske, videnskabelige, kulturelle og politiske lederskab. Personer med migrantbaggrund oplever ofte hindringer, der forværrer de sociale uligheder, gør det vanskeligt at udnytte innovationspotentialet og underminerer den sociale samhørighed. Fordomme, ulige uddannelsesmuligheder og mangel på rollemodeller og netværk står i vejen for mange talentfulde menneskers karriereudvikling.
Schotstek blev stiftet i 2013 af Sigrid Berenberg og venner. Sigrid Berenberg er advokat og har i mange år arbejdet indgående på at fremme social retfærdighed og diversitet. Sammen med ligesindede har hun stiftet Schotstek, der specifikt baner vejen til lederstillinger for intelligente, ambitiøse og motiverede unge med migrantbaggrund. Hun har slået et slag for dygtige stipendiater, som vil blive fremtidige indflydelsesrige personer og beslutningstagere. Sigrid Berenberg kørte i mange år programmet på helt frivillig bases.
Schotstek er en almennyttig virksomhed, der støttes gennem donationer og fælles initiativer med andre virksomheder. Programmet nyder stor støtte blandt et netværk af partnere, rådgivende organer og venner – som alle er højtstående beslutningstagere fra en bred vifte sektorer og kulturer. Det er især værd at nævne, at tre af de syv partnere samt den nuværende administrerende direktør selv er tidligere deltagere i Schotstek-programmet. Dette viser, hvordan Schotstek-programmet i stigende grad giver ansvar videre til de talenter, det støtter, og dermed har en varig indvirkning.
Schotstek yder enestående støtte til studerende og unge fagfolk gennem to parallelle programmer. Hvert år får op til 25 studerende i Hamburg og op til 20 unge fagfolk i Hamburg og Berlin adgang til programmet. Efter et toårigt obligatorisk forløb forbliver deltagerne i netværket og kan deltage i arrangementer.
Kernen i Schotstek-programmet er opbygning af stærke netværk: mange unge med migrantbaggrund har ikke adgang til de faglige og sociale forbindelser, der er afgørende for karrieremulighederne. Schotstek sætter dem i kontakt med tidligere deltagere, rådgivende organer og eksperter fra erhvervslivet, den videnskabelige verden, den politiske verden, kulturlivet og samfundet. Regelmæssige arrangementer såsom temaaftner og debatter med fremstående personer fremmer udveksling og udvider deltagernes horisont. Disse forbindelser åbner karrieremuligheder og skaber et fællesskab, der muliggør langsigtet støtte og gensidig succes. Tidligere deltagere spiller nu en central rolle ved at dele deres viden og netværk og løbende udvide Schotstek-programmets rækkevidde.
Schotstek tilbyder workshopper og coaching, der specifikt forbereder deltagerne til lederstillinger. Kurser styrker nøglekompetencer såsom kommunikationsfærdigheder, selvtillid og lederevner. Deltagerne får også personlig støtte gennem mentorordninger. De sættes desuden i kontakt med erfarne fagfolk og ledere, som kan give værdifuld indsigt i den professionelle verden, støtte dem i deres karriereplanlægning og hjælpe dem med at håndtere faglige udfordringer. Mentorerne fungerer som rollemodeller og opmuntrer deltagerne til at forfølge deres karrieremæssige mål og overvinde hindringer.
Et andet særtræk ved Schotstek-programmet er fremme af kulturel deltagelse. Deltagerne besøger museer, teatre, operahuse, gallerier og andre kulturinstitutioner. Det styrker deres kulturelle dannelse, deres personlige udvikling og deres identifikation med deres hjembyer. Disse erfaringer udvider stipendiaternes udsyn og fremmer en følelse af at høre til.
Schotstek arbejder på at fremme mangfoldighed på ledelsesniveau. Oprindelse og social baggrund bør ikke længere være en hindring for succes. Siden sin etablering har Schotstek allerede støttet hundredvis af unge, hvoraf over 240 deltagere og tidligere deltagere fortsat er aktive. Mange er involveret i de tidligere deltageres rådgivende udvalg, er ambassadører, støtter arbejdet på de sociale medier eller deler deres erfaringer som buddies eller mentorer. Alle, der har haft et Schotstek-stipendiat, forbliver en fast del af netværket – hvilket er en model, der muliggør varig succes. Udvidelsen af programmet til Berlin i 2023 viser, at Schotstek-konceptet også kan gennemføres med succes i andre byer.
Schotstek er mere end et støtteprogram – det er en bevægelse, der på imponerende vis viser, hvordan man kan fremme og synliggøre velfungerende mangfoldighed. Schotstek åbner og skaber muligheder, der rækker ud over den enkeltes succes, og er et eksempel på, hvordan Tyskland fuldt ud kan udnytte sit potentiale som et land med stor indvandring. Programmet fremmer enestående talenter og fjerner hindringer og spiller dermed en vigtig rolle i udformningen af et mere retfærdigt og fremtidssikret samfund, hvilket er helt afgørende i en globaliseret verden.
Evgi Sadegie, som har en mastergrad i tyrkiske studier, er administrerende direktør for Schotstek gGmbH og deltog selv i programmet i 2014. Forud for sin nuværende rolle stod hun i spidsen for mentorprojektet "Yoldaş" i Hamburg Civic Foundation, som støtter børn fra tyrkisktalende socioøkonomisk dårligt stillede familier. I den forbindelse gjorde hun en indsats for lige muligheder i en anden vigtig ende af ligestillingsspektret. Med sin store erfaring med projektledelse, navnlig inden for mentorordninger og interkulturelt samarbejde, er hun aktivt engageret i at fremme diversitet og integration i samfundet.