EØSU opfordrer indtrængende EU til at øge sine investeringer i sikker konnektivitet, modstandsdygtig infrastruktur og robuste forsyningskæder, så man kan forblive konkurrencedygtig inden for AI til almen brug, et område i hastig udvikling. Sådanne tiltag anses for at være afgørende for, at man kan høste de fulde fordele ved generativ kunstig intelligens på en måde, der stemmer overens med de europæiske værdier, behov og grundlæggende rettigheder.

I sin sonderende udtalelse om Kunstig intelligens/vejen frem, som har fokus på de centrale aspekter af AI til almen brug, understreger EØSU, at AI er så dynamisk og komplekst et område, at EU's AI-forordning vil skulle ajourføres løbende. Selv om AI-modeller til almen brug er overvejende tekniske og primært anvendes mellem virksomheder (B2B), kan man ikke se bort fra deres indirekte indvirkning på arbejdstagere og forbrugere.

"Vi lægger stor vægt på, at al den AI, vi bruger her i Europa, også er i samklang med de europæiske værdier. Heri indgår naturligvis retsstatsprincippet og menneskerettighederne, men også gennemsigtighed, troværdighed og pålidelighed. Disse faktorer er afgørende for, om et AI-system tjener borgerne", sagde Sandra Parthie, ordfører for udtalelsen, som blev udarbejdet på anmodning af Kommissionen og det ungarske rådsformandskab.

Selv om EØSU bakker op om AI-forordningen, understreger udvalget, at forordningen skal overvåges nøje og justeres, hvis den viser sig at hæmme innovationsevnen hos europæiske AI-fokuserede virksomheder. Dette kan forekomme, hvis der hersker usikkerhed omkring, hvordan forordningen finder anvendelse, eller den viser sig at være for kompleks og dermed afskrækker investorer og innovatorer fra at gå ind på det europæiske marked.

For at modvirke den omfattende dominans af store ikke-europæiske digitale virksomheder på EU-markedet har EØSU opfordret til, at man tager EU's konkurrencepolitiske værktøjer i brug til at håndtere eventuel kritisk adfærd eller manglende overholdelse af EU's standarder.

EU og medlemsstaterne er nødt til at investere i innovation for at opbygge stærke netværk for skabelse og forbedring af AI-produkter samt øge de fordele, som AI indebærer for vores borgere og økonomi. Manglende udvikling og anvendelse af AI til almen brug kan svække europæiske virksomheders konkurrenceevne og føre til faldende salg, tab af arbejdspladser, økonomisk stagnation og fattigdom.

"Vi råder over fremragende virksomheder og forskere og har nogle af verdens førende forskningsfaciliteter lige uden for døren. Vi er nødt til at hjælpe dem meget mere på vej, end vi gør nu. Samtidig er vi nødt til at tiltrække talenter og gøre det attraktivt for dem at arbejde i Europa. For AI "made in Europe" er noget, vi må og skal udvikle", konkluderede Sandra Parthie. (ll)