Det europæiske borgerinitiativ "My Voice, My Choice" slår til lyd for adgang til sikker abort for alle kvinder i EU. Initiativet blev iværksat i april 2024 og koordineres af den slovenske organisation "8th of March Institute" og har formået et indhente over én million underskrifter længe inden fristen. EØSU Info har talt med initiativtagerne om vigtigheden af deres kampagne i det aktuelle politiske klima, hvor kvinder i stigende grad mister kontrollen over deres reproduktive rettigheder.

Hvad fik jer til at starte initiativet "My Voice, My Choice", og hvad er jeres endelige mål?

Vi begyndte at tænke på en kampagne for at beskytte retten til abort i Europa for næsten tre år siden, da dommen i sagen Roe mod Wade blev omstødt i USA. De amerikanske kvinder mistede fra den ene dag til den anden deres forfatningsmæssige ret, og vi vidste med det samme, at vi også var nødt til at beskytte retten til abort i Europa. Kvinder i Polen dør på hospitaler på grund af et næsten fuldstændigt forbud mod abort. De har gennem de seneste år afholdt nogle af de største demonstrationer for retten til abort. Kvinder i Malta kan stadig komme i fængsel for at få foretaget en abort. I år har Giorgia Meloni givet antiabortgrupper tilladelse til at demonstrere på abortklinikker og chikanere kvinder, der forsøger at få en abort. Over 20 millioner kvinder i Europa har ikke mulighed for at få en abort.

Derfor iværksatte vi kampagnen "My Voice, My Choice". Vi arbejdede sammen med et team af internationale jurister om at udarbejde vores forslag, og vi etablerede et stærkt netværk af organisationer over hele Europa.

Vores mål er at beskytte retten til abort på EU-niveau og sikre bedre adgang til abort for kvinder, som i øjeblikket er nødt til at rejse til andre lande på grund af abortforbud (f.eks. kvinder i Malta og Polen), eller fordi de i mange tilfælde nægtes abort af samvittighedsgrunde (som det ses i Italien og Kroatien), eller for enhver kvinde, der i øjeblikket ikke har råd til en abort (i lande som Tyskland og Østrig).

Det er netop på grund af det aktuelle politiske klima, at vores kampagne er så vigtige lige nu. Vi er nødt til at stå sammen og vise, at størstedelen af befolkningen går ind for retten til abort og er imod begrænsninger af den reproduktive frihed. De fleste europæere støtter fri abort, og vi skal stå sammen for at beskytte dem.

Hvad beder i helt konkret Kommissionen om at gøre? Hvordan kan dette opnås, i betragtning af at sundhed hører under medlemsstaternes kompetence?

Vi foreslår, at Kommissionen opretter en finansiel mekanisme, der skal fungere som en tilvalgsmekanisme for medlemsstaterne, og som dækker omkostningerne til abortprocedurer. Den skal fungere på samme måde som programmerne for kræftforebyggelse og -behandling.

Tanken er, at enhver, der er nødt til at rejse til et andet land for at få foretaget en abort – på grund af strenge restriktioner i deres eget land eller nægtelse af abort af samvittighedsgrunde — ikke skal betale for proceduren af egen lomme. Lige nu rejser tusindvis af kvinder til andre lande, hvor de nogle gange betaler tusindvis af euro for indgrebet. Det er ikke alle, der har råd til det.

Det kan godt være, at abort ikke hører ind under Kommissionens ansvarsområder, men finansielle programmer vedrørende sundhedspleje gør, og det er derfor, vi kar kunnet registrere vores borgerinitiativ. 

Hvorfor har I valgt at gå gennem et europæisk borgerinitiativ? Hvad tror I chancen er, for at Kommissionen vil reagere positivt?

Vores slovenske organisation 8th of March Institute, som koordinerer "My Voice, My Choice"-kampagnen, har stor erfaring med nationale borgerinitiativer, underskriftsindsamlinger og folkeafstemninger. Gennem den nationale borgerinitiativmekanisme er det allerede lykkes os at ændre 15 love i Slovenien og vinde to nationale folkeafstemninger. Vi ønskede derfor at benytte et tilsvarende redskab til direkte demokrati på EU-plan og blev på den måde bekendt med det europæiske borgerinitiativ. Vi ønskede at skabe en direkte forandring, der ville have varig indvirkning på de reproduktive rettigheder for alle i Europa, og derfor besluttede vi os for at begynde at indsamle underskrifter.

Gennem kampagnen har vi sikret os politisk opbakning fra alle de centrale og venstreorienterede politiske grupper i Europa-Parlamentet, fået støtte fra betydningsfulde politikere på nationalt plan i mange EU-medlemsstater og skabt gode forbindelser til og veletablerede forhold med EU-kommissærer. Vi håber, at de vil lytte på de mere end 1,2 millioner mennesker, der bakker op om vores initiativ. 

Hvordan fik I mobiliseret folk fra flere forskellige EU-lande til at støtte jeres initiativ og hjælpe med at indsamle underskrifter? Hvilke kanaler bruger I til at sprede jeres budskab?

Vi har i løbet af kampagnen opbygget et stærkt netværk af over 300 organisationer og skabt et smukt fællesskab med over 2.000 frivillige fra hele Europa. Vi ville gerne være til stede i gadebilledet i de europæiske byer og landsbyer, hvor vores frivillige stod klar til at indsamle underskrifter. Det er lykkes os at skabe en stærk onlinetilstedeværelse på vores Instagramprofil, men vi benytter også andre kanaler såsom Facebook, TikTok, YouTube, BlueSky, X og andre sociale medier.

I nåede målet om én million underskrifter, som er kravet for et vellykket borgerinitiativ, for en måned siden inden fristen for indsamling af underskrifter. Hvad har I fået af feedback og støtte, herunder økonomisk støtte, indtil videre?

Det lykkedes os at nå op på én million underskrifter i december efter at have indsamlet dem i ni måneder. Og vi lukkede underskriftsindsamlingen med 1,2 millioner underskrifter inden fristen.

Det er lykkes at indsamle underskrifterne ved hjælp af vores netværk og fællesskab, men vi har også ansøgt om forskellige finansieringsmuligheder under hele vores kampagne for at understøtte den. My Voice, My Choice har også vundet den slovenske pris Sociology Society Award og er kandidat til SozialMarie-prisen. Vi har også fået støtte fra alle de centrale og venstreorienterede politiske grupper i Europa-Parlamentet samt individuel støtte fra flere parlamentsmedlemmer, Parlamentets næstformand, Nicolae Ștefănuță, den franske senator Melanie Vogel og den slovenske præsident, Nataša Pirc Musar, og premierminister, Robert Golob. Mange aktivister og enkeltpersoner fra forskellige EU-lande har også støttet kampagnen, f.eks. Luisa Neubauer fra Tyskland og Alice Coffin fra Frankrig.

My Voice, My Choice er et initiativ, der er ved at blive til en af Europas største feministiske bevægelser. Det omfatter over 300 organisationer, adskillige støtter og dedikerede frivillige fra hele EU, som arbejder sammen for at sørge for adgang til sikker abort i hele Den Europæiske Union