Af EØSU's Gruppe af civilsamfundsorganisationer

Den 18. maj 2022 besluttede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs (EØSU) gruppe "Diversitet Europa" (Gruppe III) enstemmigt at ændre navn til "Gruppen af civilsamfundsorganisationer". Navneændringen træder i kraft med øjeblikkelig virkning.

Séamus Boland, formand for Gruppen af civilsamfundsorganisationer, sagde, at den økonomiske og finansielle krise, covid-19-pandemien og nu krigen i Ukraine har vist, at civilsamfundsorganisationerne aktivt bidrager til modstandsdygtighed og bæredygtighed i vores samfund. De bringer løsninger på udfordringer, forsvarer vores europæiske værdier og er afgørende for gennemførelsen af effektive politikker. Civilsamfundsorganisationerne er nøgleaktører for en bæredygtig fremtid og skal anerkendes som sådanne, udtalte Séamus Boland.  

I den forbindelse har gruppen besluttet at ændre sit navn for at give interessenterne mere klarhed om dens sammensætning og mission.

Navneændringen kommer særligt belejligt i lyset af offentliggørelsen af den endelige rapport om resultatet af konferencen om Europas fremtid. I rapporten foreslås det at styrke de eksisterende strukturer for bedre at afspejle EU-borgernes behov og forventninger i beslutningsprocessen og i den forbindelse at styrke EØSU's institutionelle rolle og sætte det i stand til at formidle og være garant for aktiviteter vedrørende deltagelsesdemokrati såsom struktureret dialog med civilsamfundsorganisationer og borgerpaneler.

Under formandskabet for 2020-2023 fokuserer Gruppen af civilsamfundsorganisationer på "fattigdom og civilsamfundsorganisationernes rolle i bekæmpelsen deraf".

Læs mere om gruppen på EØSU's websted.