European Economic
and Social Committee
Konferencen om Europas fremtid: EØSU's høringer når ud i alle hjørner af Europa
Formanden for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Christa Schweng, indledte udvalgets officielle aktiviteter på konferencen om Europas fremtid med en live-Q&A-session. Konferencen om Europas fremtid – det europæiske projekt skal igen blive borgernes definerer det organiserede civilsamfunds synspunkter og forventninger i forbindelse med konferencen. På konferencen blev betydningen af at inddrage folk uden for EU-boblen i Bruxelles også understreget, og man brainstormede som forberedelse på de kommende borgerhøringer.
EØSU's formand Christa Schweng fortalte, at udvalget vil gennemføre opsøgende initiativer i alle medlemsstater med henblik på at garantere retfærdig repræsentativitet: "Vi vil inddrage arbejdsgivere, arbejdstagere og hele det organiserede civilsamfund og videregive deres synspunkter til konferencen om Europas fremtid''. Hun henviste også til den for nyligt vedtagne EØSU-resolution, der foreslår en ny fortælling om Europa.
Kommissionens næstformand Dubravka Šuica sagde, at "politik har ændret sig i EU. For første gang nogensinde bringer konferencen borgerne helt ind i hjertet af Den Europæiske Unions politiske beslutningstagning. Gennem konferencen kan borgerne og civilsamfundet sammen tage ejerskab over deres fremtidige Europæiske Union".
MEP Eva Maydell understregede, at det er "vores opgave at få konferencen om Europas fremtid til at give mening for vores borgere."
EØSU's arbejde med at skabe en ny fortælling for Europa blev ført an af formændene for udvalgets tre grupper: Stefano Mallia (Arbejdsgivergruppen), Oliver Röpke (Arbejdstagergruppen) og Séamus Boland (Gruppen Diversitet Europa).
Cillian Lohan, EØSU's næstformand med ansvar for kommunikation, sluttede drøftelserne af med at sige, at EØSU's høringer på konferencen om Europas fremtid vil nå ud i hver en afkrog af Europa og være så vidtrækkende som muligt.
Planen er, at konklusionerne fra konferencen skal være klar i foråret 2022, og at EU- institutionerne derefter skal reflektere over, hvad europæerne har fremlagt.
Følg kickoffarrangementet for projektet #CoFoE - "Det europæiske projekt skal igen blive borgernes" på EØSU's Twitter-konto @EU_EESC eller på Facebook. (ks)